Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Bankerne er for flinke mod alle andre end aktionærerne

Der er intet naturstridigt i negative renter, men der er noget naturstridigt i den måde, mindre bankkunder bliver behandlet på i dag.

»Der er en udbredt misopfattelse af, at banker er monopollignende virksomheder, der tjener mange penge,« skriver Michael Møller og Niels Chr. Nielsen. På billedet Danske Banks hovedkvarter i København (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Et negativt afkast af opsparing er ikke så ualmindeligt, som det ofte opfattes. Egern sparer op til vinterens komme. Det gør de ved at gemme nødder. Uheldigvis kan de ikke finde alle de gemte nødder, og nogle nødder rådner, så egern får en negativ forrentning af deres opsparing. Men det er bedre end at sulte.

Vi lever i dag i en egernøkonomi. Pensionskasser, kommuner, virksomheder og velstående privatpersoner, der vil anbringe penge sikkert, får en negativ forrentning af deres penge. Det accepterer de. Tilsyneladende er der meget få virksomheder og ret få personer, der har opsparingen liggende i 1.000-kr. sedler, enten i en boks eller under madrassen for at undgå den negative rente. Det er forståeligt, at kun få vælger den metode, for den er ikke helt risikofri.

Der er intet naturstridigt i negative renter, men der er noget naturstridigt i den måde, mindre bankkunder bliver behandlet på i dag.

I Bibelen er der som bekendt stor sympati for de små og svage.

Forkærligheden for de fattige kommer klart frem i Lukasevangeliets ord om, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end det er for en rig mand at komme i Guds rige. Forkærligheden for de fattige i ånden fremgår af Matthæusevangeliets ord: »Salige er de fattige i ånden, for Himmerige er deres«.

Michael Møller Fold sammen
Læs mere

Når Himmerige beskrives på den måde, er det selvfølgelig, fordi det er i strid med, hvordan tingene normalt foregår. Her på Jorden er det som regel en fordel at være rig og smart. Store kunder får typisk bedre vilkår end små kunder, og de »smarte« kan forhandle sig til bedre vilkår end de mindre smarte.

Niels Chr. Nielsen Fold sammen
Læs mere

Men for så vidt angår bankindskud, har vi i flere år haft himmerigslignende tilstande. Store indskydere betaler negative renter overalt. Undtaget for negative renter er i dag kun små indskydere, og de små indskydere er fortrinsvis dem, der formodentlig ved mindst om forhandling med pengeinstitutter, dvs. de ikke-forretningsdrivende.

Hvis bankerne skal anbringe de penge, de får fra indskyderne, i noget fuldstændigt sikkert, kan det ske i form af indskud i Nationalbanken eller gennem investering i korte obligationer. I begge tilfælde må bankerne acceptere negative renter på omkring 0,75 pct.

Så det er selv før omkostninger en underskudsforretning for en bank at have små indskudskunder. Men det er ikke en sund forretningsmodel at sælge varer til under indkøbspris. Og de små indskudskunder er faktisk en endnu dårligere forretning, end det fremgår ovenfor. Banken skal betale en forsikringspræmie til Garantiformuen (tidligere Indskydergarantifonden) på de små indskud, der er dækket af garantiformuen.

Så de små indskydere har paradisiske forhold i dag.

Bankerne betaler i dag som nævnt en rente på 0,75 pct. for at have penge i Nationalbanken. Men de færreste virksomheder sælger varer videre til deres egen indkøbspris. Hvis det skal svare sig for banker at modtage indskud, kræver det, at kunden betaler en negativ rente på måske 1,5 pct. Den tid må formodes at komme, hvis der ikke sker væsentlige ændringer i den makroøkonomiske politik.

Ingen bank har lyst til at være den første, der »flår« de små privatkunder. Bankerne frygter formodentlig, at modviljen først og fremmest samler sig om den første bank, der tager initiativet til at give almindelige indskydere negativ rente. Men situationen er ikke holdbar. Man kan ikke have en meget stor kundemængde, der giver underskud før omkostninger.

Der er en udbredt misopfattelse af, at banker er monopollignende virksomheder, der tjener mange penge, og at de sagtens kunne betale forøgede skatter og afgifter. Denne opfattelse forstærkes formodentlig af, at banker lige p.t. viser pæne regnskaber, bl.a. fordi tabene er omkring nul. Men de fleste bankers aktier handles i dag til en pris, der er lavere end svarende til den bogførte egenkapital pr. aktie.

Tabel 1 viser for de største danske banker (og Nordea), hvilken kurs/indre værdi, de handles til. Tallene er ikke væsensforskellige for de mindre banker. Lollands Bank handles til 64 pct. af indre værdi, Salling Bank til 55 pct. af indre værdi og Den Jyske Sparekasse til 44 pct. af indre værdi.

Kurs/indre værdi er for banker langt lavere end for andre virksomheder på Børsen. Hovedreglen er, at ikke-banker handles til kurser langt over 1. Mærsk er det eneste C25-selskab (bortset fra bankerne), der handles til kurs/indre værdi under 1. Novo handles til kurs/indre værdi på 18. Et forsikringsselskab som Tryg handles til en kurs/indre værdi på næsten 5.

»Banksektoren udpeges ofte til at være æslet, der skal bære byrder i forbindelse med løsning af alverdens problemer.«


Meget firkantet indikerer en kurs/indre værdi under 1, at et selskab er mere værd død end levende. Det svarer lidt til, at en lavtydende malkeko er mere værd som slagteko end som malkeko. Sådanne malkekøer bliver slagtet hurtigt. Det er selvfølgelig kompliceret at afvikle virksomheder, og det kan være svært at sælge specialiserede aktiver til den bogførte værdi, men det problem er nok mindre for banker end for andre virksomheder. Lav kurs/indre værdi indikerer, at det er et forretningsområde, som man stille og roligt bør søge at trække sig ud af frem for at ekspandere. Konkurrencen og vilkårene er hårde.

Det gælder for de fleste danske børsnoterede banker, at aktionærerne ser med triste øjne på den forventede fremtidige indtjening. Forventningerne er små. Det skyldes bl.a. forventninger om større tab på udlån, større omkostninger til compliance af enhver art, øget konkurrence fra fintech-virksomheder, og en politisk uvilje mod banker. Banksektoren udpeges ofte til at være æslet, der skal bære byrder i forbindelse med løsning af alverdens problemer, sidst i forbindelse med nedslidte borgeres pensionsproblemer.

Vores pointe er ikke, at bankerne skal behandles med fløjlshandsker. Vi er f.eks. lodrette modstandere af et forslag om, at Nationalbanken skal give bankerne bedre rentevilkår for så vidt angår indskud. Det er ikke Nationalbankens opgave at forære statens penge væk. Det er også forkert at sætte solvenskrav ned. De samfundsmæssige hensyn skal være i højsædet.

Vi har svært ved at se et argument for, at det er samfundsmæssigt hensigtsmæssigt, at beskatningen af den finansielle sektor skal afhænge af behovet for reformer på pensionsområdet eller noget andet område.

Men vores hovedkritik går på noget andet, og den går både på »omverdenen« og på bankerne.

»Bankerne synes at være langsomme til at tilpasse sig den omverden, de nu engang befinder sig i.«


Vi finder det bizart, at den finansielle forståelse er så lille, at bankerne føler sig tvunget til at tilbyde de små kunder ekstremt gunstige vilkår i form af en højere rente end til store kunder. Der er mere besvær og driftsudgifter med små indskudskunder end med store. Så indskudsrenterne for små kunder er i en velfungerende økonomi lavere end for storkunder. Dele af pressen bærer måske noget af skylden for den manglende forståelse.

Bankerne synes at være langsomme til at tilpasse sig den omverden, de nu engang befinder sig i. Den lave kurs/indre værdi tyder på, at noget er galt. Formodentlig burde bankerne slås mindre for at beholde kunder, være hurtigere til at øge priserne og – for de mindre og mellemstore bankers vedkommende – være hurtigere til at fusionere.

Som det er nu, er bankerne for flinke mod alle andre end aktionærerne.

Banker kritiseres meget. Der kan absolut være grund til at kritisere banker for mange ting. Men indimellem kritiseres de af de forkerte årsager.