Hvis man læser mediernes dækning af udviklingen i Grønland og Arktis gennem det seneste par år, lyder det nærmest, som om området er på vej til at blive skueplads for en ny kold krig. Stormagterne opruster, lyder det, våbenkapløbet er i gang igen, og man kan næsten høre missilernes hvislen mellem de ophidsede reportager fra udsendte journalister.

Samtidig er der fokus på, at klimaforandringerne åbner nye skibsruter, og at ressourcejagten kan gå ind i de områder, der før var dækket af is og sne.

Regeringens udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, vil på mandag offentliggøre sine indstillinger til en ny dansk udenrigspolitik. Her vil Grønland og Arktis blive opprioriteret, lyder det. Det er godt, at der kommer mere fokus på Grønland og Arktis, for Danmark har i alt for lang tid ikke taget rigsfællesskabet tilstrækkeligt seriøst. Men opprioriteringen skal ske på baggrund af den rigtige analyse, ikke i forlængelse af en kold krigs-diskurs, som har været fremherskende.

Derfor er det helt håbløst, at der ikke er nogen grønlændere med i den overordnede ekspertfølgegruppe, som er nedsat i forbindelse med Taksøe-Jensens udredning, når opgaver i det arktiske bliver nævnt gentagne gange i kommissoriet. Civilsamfundet er også næsten fraværende – kun repræsenteret af Folkekirkens Nødhjælp, der næppe har den store indsigt i arktiske og grønlandske forhold.

Grønlands Selvstyre har længe kæmpet for at sikre, at der er plads ved det udenrigspolitiske forhandlingsbord, når Grønland bliver diskuteret; men hvorfor det så ikke er tilfældet, når selve udenrigspolitikken skal udformes – og rekalibreres til at handle mere om Grønland? Det har vi meget svært ved at forstå.

Det er kongerigets udenrigspolitik, der er tale om, det er ikke Danmarks udenrigspolitik. Derfor skal Grønland selvfølgelig inddrages. Det håber vi, at regeringen retter op på, inden den følger Peter Taksøe-Jensens anbefalinger.

Både for Inuit Ataqatigiit og for Alternativet er det vigtigt, at man tænker nyt, når man reviderer kongerigets udenrigspolitik. Og det vigtigste må være, at politikken, når den handler om Grønland og Arktis, bliver til gavn for de mennesker, der lever der.

Arktis er ikke et blot endeløse vidder beboet af isbjørne og atomubåde. Arktis er hjem for fire millioner mennesker, for oprindelige folk, der sukker efter udvikling, og hvor vores opgave bør være at sikre, at den udvikling bliver bæredygtig og gavner lokalt. Sikke et signal, det ville sende til resten af verden. Det ville være positiv og løfterig udenrigspolitik.

Bæredygtig udvikling i Arktis, ikke kold krig, burde således være fokus for Taksøe-Jensen og hans følgegruppe – og i endnu højere grad for regeringen, når anbefalingerne ligger der.

En verden under stadig forandring

Rapporten »Til Gavn for Grønland«, der blev udformet af de fremmeste grønlandske og danske forskere, og efterfølgende diskuteret på konferencer i Nuuk, har netop sat fokus på det område, og der er masser af forretningsmodeller, der kan sikre både bæredygtighed og udvikling samtidig med, at det skaber gevinst for dem, som det hele handler om – befolkningen i Grønland og i resten af Arktis.

Det drejer sig om forretningsideer, der udvikler potentialer, som er i Grønland i dag, har en størrelse, der ikke truer sammenhængskraften i landet og skaber lokale arbejdspladser. Det kunne dreje sig om minedrift i småskalastørrelse, eksport af næringsrig gletsjermel, der kan genetablere frugtbarhed på landbrugsmarker kloden over, servercentre til dataopbevaring, som vi kender det fra kolde egne i Island og Finland, brug af grønlandske enzymer i eksempelvis vaskepulver, hvilket også vil have positiv miljøeffekt, da enzymerne fra Grønland er aktive ved lavere temperaturer og ikke kræve så varmt vand for at gøre vasketøjet rent. Vi mener, at der er masser at tage fat på. Masser af potentiale.

Det gælder om at udvikle disse nye forretningsmodeller, som vender det grønlandske klima til en fordel, i stedet for at satse på de forretningsmodeller, der har skabt forurening i Vesten, og som vil være mindst lige så risikable og kortsigtede i Grønland.

Det vil være noget, som faktisk ruster Arktis til fremtiden. Vi har brug for innovative løsninger, ikke militærfolk, der lugter krudtslam og vil lege stratego.

Derfor er det også glædeligt, at regeringen har afsat midler til grønlandske virksomheder i Vækstfonden, og Alternativet har i sin iværksætterpakke øremærket midler til grønlandske iværksættere, så vi kan fremme de bæredygtige løsninger, der skaber nye projekter med lokal forankring, som peger positivt ind i fremtiden.

DF: For mange kokke forplumrer dansk sikkerhedspolitik

Det ville klæde kongeriget ikke at adoptere den kold-krigsretorik, der hersker, og fokusere på de spørgsmål, som er vigtige for Grønland. Det er ikke den ellers så omtalte og til dels medieskabte trussel fra Rusland eller andre stormagter, der er et presserende problem, det er helt grundlæggende forhold som et organiseret frivilligt beredskab for nødstedte til søs og på land, der mangler. Her har der længe været brug for, at flåden gør en større indsats. Vi så gerne, at man i højere grad inddrog civilsamfundet i politiets og forsvarets opgaveløsning i Grønland. Også selv om det ikke lyder sexet for militærstrateger.

Det ville tilsvarende klæde kongeriget at gemme koldkrigsretorikken væk og i stedet sætte sig i spidsen for initiativer i Arktisk Råd, der styrker netop den bæredygtige udvikling på tværs af Arktis. Fokus kunne i første omgang være på udviklingen og udbredelsen af vedvarende energikilder i Arktis. Allerede i dag får Grønland over 70 procent af sin offentlige elektricitetsproduktion fra vandkraft, hvilket leverer ren energi til de større byer. I mindre byer og bygder er små solcelleanlæg på vej, og der gøres lovende forsøg med elbiler. Vindmøller i Arktis kunne også have potentiale.

Den udvikling bør der sættes fuld fart på i Arktisk Råd, så den region, der i højeste grad allerede i dag mærker konsekvenserne af klimaforandringerne (temperaturen i Arktis er steget dobbelt så meget som i resten af verden gennem de seneste årtier), kan blive en region, der også gør sit for at bremse de selvsamme klimaforandringer.

I det hele taget gør Taksøe-Jensen og regeringerne i Grønland og Danmark klogt i at udforme en strategi for, hvordan vi tackler den stigende interesse for arbejdet i Arktisk Råd. Observatørlande helt fra Sydøstasien flokkes om rådet, men arbejdet vil kun være legitimt og gavnligt, hvis det er de arktiske lokalbefolkninger, der er de centrale aktører i rådet. Grønland og de øvrige selvstyrende nationer i Arktisk Råd skal i de kommende år have mere magt, ikke mindre.

Konservative: Nye kampfly skal forsvare dansk luftrum og dæmme op for Putin

Det kræver for os at se også, at vi i Danmark, i Grønland og på Færøerne kaster os mere helhjertet ind i opgaven med at redefinere rigsfællesskabet. Det eneste naturlige er at sikre, at parterne i fællesskabet bliver helt ligeværdige, for det er de desværre ikke i dag. Vi skal væk fra den situation, hvor Danmark til tider agerer storebror, og vi skal tale mere om, hvad der kommer efter rigsfællesskabet, når Grønland og Færøerne går fra at være selvstyrende nationer til at blive selvstændige nationer.

Den debat har alt for længe været forsømt og idéforladt, og netop en revision af kongerigets udenrigspolitik, som Taksøe-Jensen er i gang med, og som vil opprioritere indsatsen i Arktis, bør beskæftige sig med det helt afgørende spørgsmål.

Vi byder et større udenrigspolitisk fokus på Arktis og Grønland velkommen, men det er altafgørende, at det i langt højere grad, end der er lagt op til, sker med den arktiske befolknings levevilkår og fremtidige velfærdsudvikling i centrum. Ellers svigter vi både rigsfællesskabet, Arktis og vores fælles fremtid.