Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ayatollah Hesseldahl

Essay: Det Kongelige Teater har ikke ønsket at diskutere hverken fundamentet for den kunstneriske beslutning om ikke at sætte Salman Rushdies »De sataniske vers« , en eventuel iboende frygt eller sin egen rolle og ansvar i forhold til kunsten. Med en nærmest fundamentalistisk og diktatorisk metode har teaterchef Morten Hesseldahl og skuespilchef Morten Kirkskov angrebet alle, der har været en del af forsøget på at debattere emnet.

Morten Hesseldahl, teaterchef på Det Kongelige Teater. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

For en hel del år siden stod jeg foran et publikum på Den Sorte Diamant i København. Jeg læste op af det tyske forfatterikon Martin Walsers seneste bog. Indimellem oplæsningerne talte Walser bryskt fra sin plads på scenen. Og det var tidsånden, han talte dunder til. For i vores del af verden har den overtaget religionens funktion som ensretnings- og undertrykkelsesredskab, sagde Walser. Og vor tids ypperstepræster er ikke fra kirken, de holder til i toppen af samfundets kulturinstitutioner, mener han.

Jeg har længe haft den holdning, at der i Danmark er et problem: Vores kulturliv er indsnævret af en konsensustrang, der baserer sig på et klasse- og holdningsfællesskab. Inden for teatret er det overordentligt svært at komme til fadet, hvis man ikke tilhører – eller kan assimilere sig ind i – den klike, der sidder på flæsket. Min påstand er i øvrigt, at vores publikum i forbløffende grad minder om os selv. De er også middelklassemennesker fra storbyen, de stemmer til venstre for midten, og de er hvide. Hvis man er farvet, fattig, fra udkanten eller højreorienteret, så mødes man af en lukket dør.

Vi ved det godt. Vi står jo på scenerne og ser på os selv og hinanden. Og vi ser ud på vores publikum. Og derfor har ethvert teater med respekt for sig selv et eller andet publikumsudviklingsprojekt i gang. Det er tydeligt for os, at vi skal have fat på »ikke-brugerne« af teatret – som det så fint hedder. Også fordi vi af de triste opgørelser af besøgstallene kan se, at vores publikum forlader os. Og det på trods af, at der aldrig har været udbudt flere sæder, end der bliver i dag.

Der er to problemer ved tingene, som de ser ud i dag. For det første er teatret i Danmark finansieret af os alle sammen via skatten. Derfor burde det tilhøre os alle. Det burde være sådan, at man kan deltage eller se sig repræsenteret – også når man ikke tilhører den ovenfor definerede klike. For det andet er konsekvensen af ensartetheden, at teatret ikke bevæger sig hen de steder, hvor den besværlige samtale kan afvikles, fordi der – som der i øvrigt gør i ethvert meningsfællesskab – opstår et narrativ om, hvad der er rigtig og forkert og godt og ondt. Som så igen fører til teater, der er forudsigeligt. Kedeligt.

Kunne man forestille sig en version af Molieres »Tartuffe«, hvor den indtrængende protagonist ikke bare er en religiøs manipulator fra fortiden, men i stedet skildres som fundamentalistisk imam? Eller som diktatorisk teaterleder? Magtliderlig storbysnude? Eller som godhedsmenneske med de rigtige holdninger og masser af selvtilfredshed? Nej, vel? Men ville denne forestilling kunne tiltrække et andet publikum end det sædvanlige? Ville den kunne vække til debat? Ville den kunne provokere os? På en måde, hvor vi ikke går fri, bare fordi vi allerede har påtaget os den rigtige mening om tingenes rette sammenhæng.

Hassan Preisler. Fold sammen
Læs mere

»De Sataniske Vers« er måske den roman i litteraturhistorien, der er blevet mest misforstået. Kritikerne af Salman Rushdie – om de så var fra den litterære elite eller fra de muslimske miljøer – stemplede ham som en banal provokatør. Hans bog er blevet kaldt alt fra et kedeligt og plaprende selvforherligelsesprojekt til et islamkritisk og yderst skadeligt manifest. Men »De sataniske vers« er ikke det. Den er en af de største kærlighedserklæringer til mennesket, jeg har læst.

»De sataniske vers« favner menneskets uduelighed og utilstrækkelighed med så megen omsorg og finesse, at jeg genvinder troen på mennesket, når jeg læser den. Bogen tager livtag med det yderst problematiske ønske, som mennesket besidder, om at skabe mening med sin eksistens. Et ønske, der fører til individets tilslutning til grupperinger og dogmer, som i sidste ende gør, at det frasiger sig sin menneskelighed – sin humanisme.

Desuden har denne bog på nærmest nostradamisk vis forudset, hvordan civilisationerne vil komme i konflikt med hinanden uden udsigter til, at grøften fyldes. »De sataniske vers« fremelsker det materiale, der kan fylde den grøft: Det store og enkle fællesskab mellem mennesker, der hedder Tvivl! Derfor er det et helt usædvanligt mesterværk. Men netop fordi dens kompleksitet stiller os alle sammen for skud, så er det en svær roman at rumme.

For snart et år siden mødte instruktør Moqi Trolin og jeg selv op hos skuespilchef Morten Kirkskov på Det Kongelige Teaters chefgang. Vi fremlagde ønsket om at dramatisere romanen med henblik på at sætte den op på teatret. Vi mener, at det netop er i en nationalscenes interesse at beskæftige sig med dette projekt, fordi det diskuterer national identitet og tidsånd i en splittet verden.

Siden blev vi enige med Det Kongelige Teater om, at de skulle søge om at få rettighederne. Og hvis teatret fik dem, ville vi få mulighed for at fremlægge vores forestillings-idé. Siden er vi gået ind i en af de mest besynderlige processer, jeg har været i. På nærmest kafkask vis er vi blevet sendt rundt mellem forskellige modsatrettede og uklare meldinger. Gang på gang er projektet blevet henlagt, og hver gang måtte vi presse på for at få en afklaring.

I månedsvis ventede Rushdies agent på den email, han var blevet lovet. Da han så endelig modtog rettighedsforespørgslen, svarede han positivt tilbage inden for få timer. Herefter blev hans svar henlagt i endnu to måneder, mens vi fik at vide, at Det Kongelige Teaters jurister var ved at udarbejde et tilbud. Da vi begyndte at insistere på at få en forklaring på, hvor teatret stod i processen, meddelte man, at det endelig havde truffet en beslutning om ikke at opsætte »De sataniske vers«. Vi spurgte herefter til, hvor langt juristerne var nået, fordi vi ønskede at tage rettighedssamtalen med videre til et andet teater, hvortil Det Kongelige Teater svarede, at juristerne slet ikke havde fået projektet ind på deres skrivebord.

Det Kongelige Teater afviser »De sataniske vers« på baggrund af forklaringer, der skifter. Den første var, at de har andre romanprojekter i støbeskeen, som er mere spændende. Det er selvfølgelig en vurderingssag. Teatret har ikke ønsket at fortælle, hvilke romaner, det drejer sig om. Men at Det Kongelige Teater skulle have en kvote for romanprojekter, har indtil nu været mig ubekendt. Den næste forklaring var, at romanen ikke har de kunstneriske kvaliteter, der skal til, for at den vil egne sig som teaterprojekt.

Anerkendte kritikere verden over har kaldt »De sataniske vers« for en af de mest højdramatiske romaner, der er skrevet. Og selvom afvisningen kunne accepteres, fordi det vel er teatrets ret at vurdere subjektivt, så er det svært ikke at tilslutte sig, at romanen i det mindste må siges at have enorm kunstnerisk værdi alene på baggrund af sig selv som fænomen. Den tredje forklaring på afslaget var, at min og instruktørens dramatisering ikke havde et niveau, der gav den berettigelse til at blive opført. Hertil kan vi kun svare, at vi aldrig har fået mulighed for at fremlægge vores idé til dramatisering, hverken i tale eller på skrift. På trods af, at vi gentagne gange har bedte om mulighed herfor.

Den flagrende udviklingsproces og de rodede afsluttende begrundelser fra Det Kongelige Teater har fra start gjort, at vi begyndte at spekulere i, om der kunne ligge andre årsager til grund for afslaget. Det er naturligvis motivfortolkning, vi er ude i, det er klart. Også for os. Men man må sige, at det er svært ikke at komme til at tænke på, at frygten kunne spille en rolle. Også i lyset af, at Det Kongelige Teater aldrig har nævnt hverken fatwa eller terrortrussel med et eneste ord. Jeg vil indskyde, at jeg ville være fuld af forståelse, hvis teatret af sikkerhedsmæssige årsager trak stikket.

Men kunne det tænkes, at frygten også handler om noget andet? Kunne det tænkes at frygten trækker tråde tilbage til min indledning? Jeg ved, hvordan min egen konsensustrang gør, at jeg ofte lefler for både kliken, mit publikum og tidsånden. Jeg ved, hvordan min frygt for udstødelse gør, at jeg gang på gang tilpasser mig. Jeg hugger en hæl og klipper en tå for husfredens skyld, for den gode stemnings skyld. Og jo bedre position, jeg har opnået, jo flere privilegier jeg har fået tilranet mig, og jo bedre økonomi, jeg har fået skabt for mig selv, jo mere frygtsom er jeg blevet i forhold til at miste det hele igen.

Kunne det tænkes, at man også som chef på Det Kongelige Teater er ramt af en tilsvarende angst? Kunne det tænkes, at den ekstreme lykke, der kan ligge i at være blevet til noget, kommer til at blive definerende for, hvad man er villig til at risikere? Måske er det tidsåndens dominans og frygten for at lave så meget ballade, at man udstødes, der kommer til at lægge låg på den kunstneriske frihed. Måske er vi, på grund af vores ensartethed, blevet vores egen største censurinstans.

Da medierne hørte om afslaget, søgte de aktindsigt. Selvom instruktøren og jeg gav udtryk for, at vi langt hellere ville arbejde på at få projektet hen på et andet teater end at lave ballade i medierne, tog de fat på historien. Vi valgte at deltage i de indledende faser af miseren. Herefter trak vi os fri, især fordi det fra enhver krog af kongeriget piblede frem med tusinde menneskers dagsordner, som kom til at skygge for det projekt, vi ønsker at slås for.

Men én ting har stået lysende klart for mig. Det Kongelige Teater har ikke ønsket at diskutere hverken fundamentet for den kunstneriske beslutning, en eventuel iboende frygt eller sin egen rolle og ansvar i forhold til kunsten. Med en nærmest fundamentalistisk og diktatorisk metode har teaterchef Morten Hesseldahl og skuespilchef Morten Kirkskov angrebet alle, der har været en del af forsøget på at debattere emnet.

Medierne blev kaldt studentikose, sagen blev kaldt en ikke-sag, Rushdie er blevet kaldt provokatør, »De sataniske vers« dødkedelig, instruktøren og jeg selv har fået prædikatet idiotiske mediemanipulatorer og forsmåede kunstnere. Ved at gøre det til en personsag har man fjernet fokus fra sagen. Allerværst blev det, da den tidligere chef for Mungo Park, Martin Lyngbo, stik imod sandheden, gik ud og anklagede mig for at have påstået, at Det Kongelige Teater var bange for muslimerne, at jeg skulle have orkestreret et mediestunt, samt at jeg er højrefløjens nyttige idiot og udelukkende ønsker en provokation.

Uden hensyn til min og min families sikkerhed har han placeret mig i kategori med »fjenderne af islam«. Da jeg gjorde ham opmærksom på dette, sagde han til mig, at det ikke var hans problem, at jeg var blevet kuppet af den yderste højrefløj, men at det stod til mig selv at rette vildfarelsen. Det Kongelige Teater har, som jeg ser det, udvist ikke alene en mangel på lyst og ansvarsfølelse i forhold til at skabe den besværlige kunst, men også en lyst og mangel på ansvarsfølelse i forhold til at tage den besværlige diskussion.

Så når skuespilchef Morten Kirkskov på sin Facebook-side skriver, at det »at en formørket ayatollah for snart 30 år siden udstedte en fatwa over Salman Rushdie, (hverken) gør det mere eller mindre oplagt at dramatisere ’De sataniske vers,’« så må jeg svare Ayatollah Hesseldahl og underayatollah Kirkskov – samt krigsminister Lyngbo, der nok i virkeligheden bare positionerer sig til posten som guvernør for det ny Østerbro-teater – at den totalitære og magtarrogante måde med hvilken de har forsøgt at kvæle diskussionen på, med al tydelighed viser, at der i dag er lige så meget brug for teaterprojekter i stil med »De sataniske vers«, som der altid har været.

Jeg elsker teatret. Det har jeg altid gjort. Men det er et parforhold, der ikke er let at eksistere i. For når teatret mister sin brod, så forsvinder min beundring til det som dug for Solen. Men jeg har en drøm for teatret: Jeg ønsker, at det vender tilbage til sin storhedstid. En tid, hvor man regner det for noget. Hvor det er en aktiv spiller i debatten af alt det, der ikke er let at håndtere. For menneskets skyld. For at indgyde os mod og håb og lyst til at gå videre i livet. Men det kan ikke ske uden opgør med konformiteten. Det kan kun komme til at genopstå, hvis vi genetablerer en kærlighed til pluraliteten. For kun i den er der for alvor plads til mennesket.

Til sidst vil jeg tillade mig at anklage mine kolleger over en bred kam. Jeg er klar over, at der findes enkeltindivider, der har rejst sig og deltaget i diskussionen. Men i sin helhed har dramatikere, teaterledere, instruktører, skuespillere og så videre forholdt sig passive. For en dels vedkommende er de endda gået så vidt, at de har givet udtryk for, at man skal lade Det Kongelige Teater være i fred.

Det er de samme mennesker, som i deres virke og uden for, normalt giver udtryk for, at man som kunstner skal stå fast og tale op imod magten. Er det, fordi de alle sammen synes det samme i denne sag? Det ville være bekymrende, ville det ikke? Eller er det, fordi de inderst inde hver og en sidder med en frygt for repressalier, hvis de skulle komme til at stille sig på den forkerte side i denne konflikt? At gå op imod tidsånden.

Vi lærte af denne sag, at det har omkostninger, hvis man stiller sig frem og kritiserer magten. Jeg håber inderligt, at vi også har lært, at vi må og skal gøre det. For teatrets skyld, ja. Men mest af alt for menneskets skyld.