Automatreaktioner på utroskab

Lige nu bliver kriseramte ægtefæller og familier ladt i stikken af alt for mange automatreaktioner og alt for megen berøringsangst.

Vi skal til at forholde os til hinandens utroskab, som medvirker til at opløse mange familier. Vi skal i gang med at diskutere, hvor meget man kan forvente sig af et længerevarende parforhold. Vi skal til at tage stilling til, om det måske nogle gang er bedst for børnene, at far og mor bliver sammen, selv om ægteskabet ikke er optimalt. Lige nu bliver kriseramte ægtefæller og familier ladt i stikken af alt for mange automatreaktioner og alt for megen berøringsangst.

Nogle af mine bekendte har haft utroskab og skilsmisse tæt inde på livet. Deres ægtefæller »manglede noget.« Hvem gør ikke det? Den slags historier er der mange af for tiden. Det har rigtig mange omkostninger for ægtefæller, børn, bedsteforældre og alle mulige andre involverede. Mine bekendte har fortalt mig om de reaktioner, de typisk er stødt på fra omverdenen, når de har fortalt om utroskaben og skilsmissen. De reaktioner undrer mig meget. Det lyder som om, der ofte er tale om en slags automatreaktioner, som på det nærmeste er med til at retfærdiggøre både utroskab og efterfølgende skilsmisse.

En af de allermest markante automatreaktioner er, at de fleste ikke vil tage stilling til utroskaben og for enhver pris vil undgå at fælde en etisk dom. Næsten alle steder fra er reaktionen den samme:

»Vi vil ikke tage stilling, ikke diskutere den etiske side af sagen og da slet ikke dømme nogen rent moralsk!«

Utroskab er en privatsag. Den underforståede præmis er måske, at den slags jo nu engang bare sker. Når man er utro, er man i sine følelsers vold og derfor nærmest pr. definition uden for både etisk og pædagogisk rækkevidde.

En pudsighed er, at logikken ændrer sig fuldstændigt, hvis man først er blevet skilt. Hvis der er børn involveret, er der på det tidspunkt ikke grænser for, hvor store krav man kan stille til de fraskilte parter om at samarbejde. Der lægges heller ikke fingre imellem, hvad angår moralsk fordømmelse. Hvis man ikke vil samarbejde, hvilket antages at være nødvendigt for børnenes trivsel, så er det simpelt hen for dårligt. Det er jo børnene, det går mest ud over, får man ifølge mine bekendte at vide - og det er jo ikke deres fejl, at der er problemer.

Det er sikkert fuldstændig rigtigt alt sammen, men asymmetrien mellem før og efter skilsmissen er interessant og udstiller det mærkværdige i den manglende stillingtagen forud for skilsmissen. Hvis parterne havde samarbejdet inden skilsmissen, kunne den måske have været undgået. Og ofte udgør utroskaben trods alt en væsentlig del af grunden til skilsmissen. Så hvorfor bruge helt forskellige logikker i de to sammenhænge?

En anden gennemgående automatreaktion er, at der altid er to om utroskaben. Men det er sjovt nok ikke de to personer, der har en affære sammen, folk har i tankerne. Nej, det er derimod den utro persons ægtefælle eller partner, pilen peger på som den anden person. Denne antages helt selvfølgeligt at være en del af problemet. Den utro part er selvfølgelig utro, fordi han eller hun mangler noget i sit ægteskab!

Denne antagelse bidrager til at cementere tanken om, at man ikke skal tage stilling til, hvem der skal bebrejdes for hvad. For udenforstående er det jo ikke til at gennemskue, hvad det egentlig er, der foregår. De har nemlig primært de involveredes egne vurderinger at tage udgangspunkt i. Og de er naturligvis langt fra at være neutrale.

Antagelsen cementerer imidlertid også, at der er en snublende nær sammenhæng mellem at savne noget i sit ægteskab og at finde det, man mangler, et andet sted. At der faktisk er eller bør være en sådan sammenhæng, er imidlertid på ingen måde indlysende. Savner man ikke altid noget i tilværelsen og parforholdet? Kommer man ikke også til at savne noget i det nye forhold, f.eks. at partneren går lige så meget op i ens børn, som man selv gør? Og hvor meget skal man egentlig »savne noget«, før det er fornuftigt af hensyn til en selv og acceptabelt i forhold til andre, at man bryder de relationer, man allerede er i?

At savne noget er under alle omstændigheder et vilkår for og en drivkraft i tilværelsen, men i vores velbjærgede tidsalder er savnet paradoksalt nok vist mere det sidste end det første. Og sådan bliver det nok ved med at være lang tid endnu, hvis ingen stiller spørgsmålstegn ved den automatiserede antagelse om en sammenhæng mellem at savne noget og at bryde det etablerede op.

En sidste automatreaktion skal også kort nævnes her, nemlig at det er »bedst for børnene at blive skilt, når far og mor ikke længere elsker hinanden.« At der er tale om en automatreaktion viser sig lynhurtigt, hvis man begynder at udfordre påstanden. Stort set ingen kan henvise til undersøgelser der påviser, at påstanden er rigtig. Det er noget, alle bare ved er rigtigt! Det er også meget svært at få en diskussion i gang om, hvorvidt påstanden faktisk gælder i alle tilfælde eller kun i nogle situationer. Den har mest karakter af almindelig, folkelig visdom.

Nu mener jeg sådan set ikke, at det altid er rigtigt at blive sammen for børnenes skyld. Om det er det, afhænger af så meget. Jeg mener faktisk heller ikke, at utroskab altid er forkert og bebrejdelsesværdigt. Men det kan det selvfølgelig være, og er det vel som oftest. Min pointe er snarere, at omverdenens reaktioner åbenbart har karakter af automatreaktioner, som lukker diskussionen, inden den overhovedet kommer i gang. Når det er et dogme, at man ikke er skyldig i utroskab, giver det ikke mening at tale om endsige diskutere utroskabens etik. Og når det er et dogme, at skilsmisse er bedst for børnene, når far og mor ikke længere elsker hinanden, så kommer man heller ikke så langt her. Man bliver bare skilt hurtigst muligt.

Jeg synes, at de mennesker, der bliver involveret i utroskab og familiedramaer, skal stoppe med deres afvæbnende automatreaktioner. De mennesker, der står i sådanne situationer, har ofte brug for at høre andres meninger! En af mine bekendte berettede f.eks. om, at det var svært for hende at forholde sig til, hvordan hun overhovedet skulle se på sin mands utroskab. Umiddelbart faldt det lige for at sige, at han ikke var værd at samle på. Men så enkelt syntes hun alligevel ikke, det var. Der var flere muligheder. Skulle hun ganske enkelt »dømme ham ude« på grund af for lav moral? Skulle hun gøre det, hun troede var bedst for sine to børn, sin mand og sig selv på længere sigt, uden at forholde sig til den etiske side af sagen? Eller skulle hun tilgive ham og tro på, at han faktisk var i stand til at udvikle sig og måske hen ad vejen påtage sig et lidt større ansvar end hidtil?

Den slags spørgsmål bliver meget hurtigt alt for store og uoverskuelige, hvis man tumler med dem selv. For de involverer en hel masse andre spørgsmål, som næsten er umulige at svare på. Bliver en persons dømmekraft f.eks. undermineret af en forelskelse? Hvad er ansvarlighed og hvad er tilgivelse? Det er svært at forholde sig til den slags spørgsmål, når man selv er i krise og har et enormt behov for at få skabt en forståelses- og forklaringsramme om det skete, som også kan give en et handlingsgrundlag. Og der er rigtig mange andre spørgsmål, man også har brug for at få svar på for at bygge en forklaring op, hvis man er i sådan en situation.

I 1863 skrev John Stuart Mill følgende i værket Utilitarisme: »Vi betegner ikke noget som forkert, medmindre vi samtidig er indforståede med, at en person på en eller anden måde bør straffes for at gøre det, om ikke gennem lovgivningen, så i kraft af andres holdninger, om ikke i kraft af holdninger, så på grund af hans egne samvittighedskvaler. Dette synes at være den afgørende forskel på det moralske og det rent formålstjenlige.«

Hvis Mill har ret i det, er der god grund til at antage, at det formålstjenlige hen ad vejen fortrænger det moralske på utroskabernes og skilsmissernes område, hvis vi undlader at forholde os til hinandens adfærd i disse sammenhænge. Og det er vel ret beset også det, der er ved at ske her i 2014.

Der er en stigende tendens til, at vi snarere spørger, om utroskab og skilsmisse nu også er en god idé, end om det er forkert. Men det kan ganske enkelt ikke være en rigtig udvikling i betragtning af de mange menneskelige omkostninger, en opløsning af familien som regel er forbundet med. Derfor er det nødvendigt, at vi i højere grad begynder at tage stilling til og kommentere hinandens handlinger og måske endda vover os ud af busken og begynder at fælde etiske domme som f.eks. »du bør stoppe din affære,« »du må holde op med at bedrage«, »bliv i ægteskabet for børnenes skyld.«