Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

August – fuldendt måned med stille angst

Kronik: I juli havde nogle reklamedrenge og medielus fundet ud af, at fiskerlejet trængte til at blive pumpet op med rockkoncert og øllepølsetamtam. Brøleaberne kom anstigende fra Vesterbro. Eller var de Hellerups vanartede »fars-sønner«? Rocktrommerne gik grassat natten lang ud over Lejet, så rødspætterne stak halen mellem finnerne og begav sig mod Hesselø. Ole Hyltoft om trofasthed mod holdne værdier.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der noget så pussenusset dansk som TV-Avisens vejrmeldinger? Det brager i udlandet. Borgerkrig med 80.000 dræbte i Syrien. 700 ægyptere skudt ihjel i Kairos gader i sidste uge. Men i Jesper Theilgaards plagede ansigt ligger en helt anden bekymring. Det trækker op til blæsevejr på Lolland-Falster i morgen. Heldigvis har han en række pæne fotos at vise os fra haverne rundt i Danmark. De er ikke ramt af blæsevejret, gudskelov.

Jo, det er vejret der holder sammen på os i Danmark. Vores vejr, som DR kalder det. Et lavtryk er ved at danne sig syd for Island. Og det kunne godt trække ned og berøre os. Men Theilgaard har forberedt os. Så alt er roligt i det hjemlige Schipka Pas. Du pusling-land…

Jesper Theilgaard er vejrhyggens senior. Som august er sommerens senior. Ligesom Jesper Theilgaard er august en mand i sin bedste alder. Han høster nu goderne af sin sommers indsats. Buskene bugner med hyben og hyld. Æblerne vejer mit æbletræs grene ned, så jeg må bukke mig for at komme under træet. Alligevel dunker et æble imod mit kranie. Liljer, hortensia, georginer, solhatte blomstrer i alle farver. Efter regn er græsset ikke til at holde nede i disse lune augustdage. Og på stien ind til Trolde- skoven flyver guldsmedene blinkende omkring i deres gyldne brokader. Hele sommeren har jeg forsvaret mit land, med dræberspaden mod dræbersneglen. Disede aftener nedlagde jeg 60 af disse grovædende angribere.

Sådan er det at være blevet ældre og være august. Man høster. Man kan det hele, er dygtigere end nogensinde. Se på Leonard Cohen, Ghita Nørby, Woody Allen. Man kan tale med om alting, ikke mindst gamle dage. Man er selvsikker.

Man har overstået sine familiepligter. Børnene er i vej. Og børnebørnene er i skole. Vorherre var snild. Først gjorde han os forelskede. Vi ville have vor elskede i hånden, i munden, i sengen. Vi ville have ham/hende til at række os sit skød i elskov og sin hånd under sygdom. Det blev til familie, til børn, som vi også elskede. Alt mens vi – og blomsterne og træerne – voksede til. Og blev smukkere og dueligere.

Men der er en angst i den fuldkommenhed, man når ved at blive august og 70. Ikke en fortærende angst, bare en forudanelse. Det er ikke til at undgå at bemærke, at dagene bliver kortere, at enden på overdådigheden nærmer sig. Luften i morges var helt nede på 15 grader. Nede hos Thomas, vores købmand, hænger sommeren dog stadig ved. Butikken er endnu fuld af kosmopolitiske feriegæster. Forleden stod jeg foran indgangen og studerede det imponerende udvalg af aviser og tidsskifter fra Corriere della Sera til Frankfurter Allgemeine Zeitung (mellem venner FAZ). Thomas kom hen og undskyldte: Süddeutsche er desvære ikke kommet i dag. Han ved, at Süddeutsche Zeitung er min tyske favoritavis.

Er jeg en uddøende dinosaur, der læser så mange aviser – på papir? Vi lever i en tid, da vi samler os mere om redskaberne til at fremføre budskaberne end om budskaberne selv. Det er forklarligt. Jeg er vokset op med bedsteforældre, der ikke havde telefon. Nu går jeg tur i Troldeskoven og snakker i telefon med min ven i Shanghai, byen der var det fjerneste fjerne i min barndom. Hørlig forbindelse fra Tisvilde til Shanghai - et H.C. Andersen-eventyr.

Men når vi er kommet os over, at H.C. Ørsted og hans elektroniske efterfølgere har ladet det komme så vidt, står spørgsmålet, det afgørende, tilbage, om jeg har noget væsentligt at tale med min ven i Shanghai om, noget uomgængeligt, noget løftende, noget rørende. Denne tekniske tsunami har sendt papiraviserne i gulvet. Men tsunamier trækker sig altid tilbage. Mennesker med intelligens og med følsomhed for det vel artikulerede skriftsprogs ynde vil blive ved med at føle sig bedre tilpas ved at læse avis på det stof, som bøge- og grantræer er gjort af.

Forleden aften havde jeg fødselsdag og spiste nede på Tis- vildeleje Caféen. Aftenen var lun, nu og da støvregnede det. Fra lyet under bordparasollen gled mit blik hen over husene, der slangede sig ned gennem den mørknende hovedgade, fra Lars’ benzintank, over den gule butik med strandtøj, til det rosa hus med det grønne mansardtag og Spiegelhauers bagerforretning. Bag den ligger indgangen til Suste Bonnéns atelier. Regnen har været så rigelig i år, at slyngplanterne er groet ind over hendes skilt. Hovedgadens huse er ingen skønhedsåbenbaring. Men trods deres skrøbeligheder er de holdbare. De lå her, da verden blev skabt, min verden. Da Hitler indledte sit galmandsværk, der ødelagde Tysklands ry for kløgt og kunst og udraderede Tyskland øst for Oder-Neisse. Men Hitler forgår. Og Stauning. Ja, selv lokale genier som Johannes V. Jensen og Niels Bohr forgår. Hvad der ikke forgår er en skumringsaften i august, hvor sindet falder til ro mellem huse, der har fulgt én livet igennem.

Verden uden for Tisvilde forandrer sig i sprint. Dubai var en ørkenby i går. I dag består den af skyskrabere. Shanghai var for nylig så eksotisk som Rider Haggards Kong Salomons Miner, romanen jeg som 12-årig købte for egne penge hos fiskerlejets legendariske boghandler og biografejer Tuneby. Nu er Shanghai på nogle sekunder i røret her på Tisvildeleje Caféen.

Med jævne mellemrum sker det, at entreprenante typer vil gøre Tisvilde driftig. Gøre den til et lille Nice eller Cannes. Forsyne den med en marina. Et Radisson hotel. Og måske et Lalandia, så der kan komme omsætning i byen også uden for den døde sæson. Men der er ikke nogen klangbund i Tisvilde for de velmente initiativer. Forslaget om et konkurrerende supermarked til vor afholdte købmand har lokalsamfundet sammenbidt vendt sig imod.

I juli havde nogle reklamedrenge og medielus fundet ud af, at fiskerlejet trængte til at blive pumpet op med rockkoncert og øllepølsetamtam. Brøleaberne kom anstigende fra Vesterbro. Eller var de Hellerups vanartede ’fars-sønner’? Rocktrommerne gik grassat natten lang ud over Lejet, så rødspætterne stak halen mellem finnerne og begav sig mod Hesselø.

Vi fik en på opleveren, som det hedder. Hovedgaden blev omdannet til pissoir. Og skovstierne belagt med wc-papir. Hændelsen er med gysen gået over i Tisvildes historie under betegnelsen UGE 29. Nej, der er ikke rigtig stemning for den slags her i byen. Vi foretrækker at nøjes med Tisvilde Bio og Cirkus Baldoni på kort visit. Og ellers hengive os til nattergalesang i de lyse nætters skovensomhed. Vi har støj nok, når hovedgaden tre gange om året går i forstoppelse på hede sommersøndage.

Ellers foretrækker vi, at alt bliver ved det gamle. Det særlige ved Tisvilde er jo, at tiden er standset, og evigheden oprettet. Sommerhusene heroppe går i arv fra slægtled til slægtled. Den nye generation er ikke til at skelne fra den foregående. Her skal ikke hastes, ikke moderniseres. Konservatisme? Nej. Trofasthed. Mod holdne værdier. Mod ånd.

En dag i august drog jeg over til den anden side af landet. Til Himmerland. Satte mig en stille aften på Muldbjergene med Lille Vildmose bag mig. På den brede strandeng inden Kattegat begynder lå der køer og tyggede drøv på dagens måltider. Ingen mennesker. Her var stilhed af en anden dybde og mere jordnær farve, end vi har i Tisvilde. Svaler vippede om på siden som jagerfly og strøg ned over engen. Solnedgangen omme bag Vildmosen farvede nogle småskyer ude over Kattegat blårosa.

Her, lige her, tror jeg, at Ole sad på sin knold og sang om sin længsel efter at drage til steder, hvor der ikke var så smertefuldt smukt og hvor han ikke var alene. Alene i Pusling-landet. Også det er Danmark i august.