Asyl til alle psykisk syge?

Henrik Day Poulsen: Jeg vil appellere inderligt til de irakiske asylforældre, der har fået afslag på asyl, om ikke at anvende deres børn i en urimelig kamp mod de danske myndigheder, idet forældrene i et af verdens bedste retssamfund har fået vurderet deres sag på en objektiv, særdeles grundig og fair måde.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Idenne uge har en af hovedhistorierne været en undersøgelse fra en række psykiatere, der tilsyneladende har vist, at 20 ud af 21 børn af de afviste irakiske asylansøgere er psykisk syge. Man kan diskutere, om denne undersøgelse er udført efter videnskabelige korrekte metoder. Jeg bemærker her, at undersøgelsen er foretaget af psykiatere, der tidligere i offentligheden ikke har forholdt sig upartisk til de afviste asylansøgere, hvorfor undersøgelsen næppe kan betragtes som objektiv, hvilket en leder i Berlingske Tidende i denne uge også problematiserede. Psykiater Bente Rich har, som jeg i et tidligere indlæg i Berlingske Tidende har påvist, udtalt sig yderst problematisk og slynget om sig med urimelige beskyldninger om, at danske læger og det danske samfund anvender tortur over for asylansøgere. En undersøgelse, som en sådan psykiater har forfattet, bør læses meget kritisk for at sikre sig, at Bente Rich og hendes medforfattere ikke er ude i et politisk ærinde forklædt som læger.

I denne kronik ønsker jeg at diskutere, om forekomst af psykisk sygdom automatisk skal medføre tildeling af asyl, som visse psykiatere og politikere synes at mene.

Psykisk sygdom inddeles i alvorlige og mindre alvorlige sygdomme. Alvorlige psykiatriske sygdomme omfatter bl.a. skizofreni, maniodepressiv sygdom, svær demens, svær depression og hos børn tillige autisme. Så vidt jeg har kunnet læse, er der kun ganske få af asylbørnene i undersøgelsen, der lider af dette. Flertallet har psykiske sygdomme i den lettere del af spektret.

De fleste af de alvorlige psykiatriske sygdomme kan ligesom de mindre alvorlige sygdomme effektivt behandles med medicin med tillæg af forskellige samtaleterapeutiske og sociale interventioner. Disse tillæg skal i høj grad ses i lyset af kulturel accept og lægelig tradition i det enkelte land, hvilket verdenssundhedsorganisationen WHO også har påpeget.

Den medicinske behandling er tilgængelig i de fleste lande i verden, herunder også i Irak, og omfatter gennemprøvede præparater udviklet af flere af verdens førende medicinalfirmaer. Som oftest er der tale om ældre præparater, hvor patentet for medicinen for længst er udløbet, og prisen for medicinen derfor som regel er rimelig.

Mange ulande har veluddannede læger inklusive dygtige psykiatere, som på lige fod med danske læger kan behandle psykiatriske sygdomme. Jeg har selv haft det privilegium at møde en hel del psykiatere fra den 3. verden, herunder også fra Irak, og det er klart mit indtryk, at de frabeder sig bedrevidende vesterlandske læger, der mener, at den måde, vi behandler psykisk syge på, er den eneste rigtige. Når det er sagt, har lande som Danmark naturligvis langt bedre fysiske forhold på linje med, at vi heller ikke har malariamyg og forurenet vand i vandhanerne. Men vi forlanger jo ikke, at man skal tildeles asyl, fordi man i hjemlandet er udsat for dødelige sygdomme som malaria eller svær diare.

Havde jeg selv en psykisk sygdom, ville jeg langt hellere behandles på et dansk hospital end i den 3. verden, men det gælder også for alle fysiske sygdomme. Men det fratager ikke 3. verdens læger, at de over for såvel fysiske som psykiske sygdomme er kompetente til at behandle disse, selv om de ikke råder over den samme tekniske ekspertise og økonomiske fortrin, som vi gør.

For børn af forældre, der søger om asyl i Danmark og som pga. forældrenes mangeårige kamp for at opnå asyl på trods af flere afslag herpå, behøver man ikke at være læge eller psykolog for at indse, at dette er en ekstrem belastning for børnene.

Disse forældre pålægger efter min mening deres børn et urimeligt pres, som forventeligt hos nogle vil medføre psykisk sygdom enten i lettere eller i sjældnere tilfælde sværere grad, som vist i den aktuelle undersøgelse. Det undrer derfor ikke, at børn af disse stædige forældre, der på trods af flere afslag om opnåelse af asyl fortsætter kampen som en bedre Sisyfos, får selvmordstanker, angst og bliver depressive, som den aktuelle undersøgelse mener at have påvist.

Langt de fleste af disse psykiske sygdomme vil kunne behandles i deres hjemland. I mange tilfælde vil hjemlandets læger være bedre til at sikre en helhedsbehandling, idet de i langt højere grad end danske læger forstår såvel børnenes som forældrenes problemer, kultur og værdinormer.

Hvis svært psykisk syge personer opholder sig i Danmark, bør de tilbydes behandling i henhold til landets love. Det er også klart Lægeforeningens holdning.

Men det er efter min mening ikke det samme som at man automatisk skal tildeles asyl. Udlændingeservice vurderer sager om tildeling af humanitær opholdstilladelse efter hvad Folketinget har bestemt. Det skal hverken læger, flygtningeadvokater eller medier blande sig i.

Som læge vil jeg fastholde, at et ordentligt samfund tilbyder psykisk syge en god behandling. Men vi må ikke forfalde til en neokolonialistisk vrangforestilling om, at psykisk sygdom kun kan behandles i vores del af verden. Det er at forråde patienterne, at nedvurdere læger i den 3. verden og i sidste ende også at fordreje sandheden.

I den aktuelle sag skal forældrene og børnene sendes til Irak, som har et dårligt fungerende sundhedsvæsen pga. mange års krig. Men at fokusere på 21 ulykkelige børn og glemme de sikkert to millioner eller flere lige så ulykkelige børn, der aktuelt bor i Irak og er afhængige af at få den psykiske hjælp, der nu er til stede, er at fokusere urimeligt meget på en enkeltsag for at fremhæve sit eget politiske synspunkt og pakke det ind i pseudovidenskab og populisme.

Jeg bemærker her, at de pågældende psykiatere til den omtalte undersøgelse slet ikke forholder sig til forældrenes ansvar. Det er nemlig forældrene og ikke det danske samfund, som er skyld i disse børns psykiske lidelser. Var forældrene rejst for længst, havde børnenes tilstand sikkert været langt bedre end tilfældet er i dag.

Jeg vil derfor slutteligt appellere inderligt til asylforældre, der har fået afslag på asyl, om ikke at anvende deres børn i en urimelig kamp mod de danske myndigheder, idet forældrene i et af verdens bedste retssamfund har fået vurderet deres sag på en objektiv, særdeles grundig og fair måde.

Derfor: vælg at rejse hjem for jeres børns skyld, inden de tager mere skade. Såfremt I ikke vælger dette, kan man med al rimelighed stille spørgsmålstegn ved, om I overhovedet egner jer til at være forældre.