Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Assimilationsspøgelset

Stig Dalager: Det er langtfra tilfældigt, men tværtimod velovervejet og i overensstemmelse med Søren Pinds tidligere udtrykte synspunkter, at tanken om assimilation dukker op som den første politiske markør for Pind som ny integrationsminister.

Foto: Kamilla Wichmann

Allerede i 2008 luftede Pind tanken om assimilation i Jyllands-Posten. Han fandt, at der var et legio af eksempler på anden etnisk indgriben i den danske kultur og sagde: »Derfor orker jeg ikke at høre ordet integration mere. Ordet er et af de mest belastede i dansk sprogbrug, for man kender træet på dets frugter. Assimilation må være ordet.«

Det virker umiddelbart som et politisk paniktegn overhovedet at udnævne den assimilationsbegejstrede Søren Pind til hovedansvarlig for en opgave, hvis formål han forholder sig vrængende og radikalt omdefinerende til. For der er en grundlæggende forskel på integration og assimilation både som ord og begreber og i den historiske erfaring, der knytter sig til de to ord. 

Grundlæggende henviser ordet assimilation med udgangspunkt i det latinske assimilatio til en bevægelse eller en proces, hvori der foregår en efterligning af en størrelse med en anden, eller hvori en størrelse gøres lig med en anden. Det ene går så at sige op i det andet og mister sin egen særegne identitet. I kulturel forstand, og når talen er om etniske grupper eller individer af anden etnisk herkomst, beskriver assimilation således en bevægelse, hvori en befolkningsgruppe kulturelt helt tilpasser sig en anden og derved indlemmes i denne ved at opgive eller ændre eksempelvis religiøse skikke eller traditioner. Det med hensyn til sædvaner eller traditioner eller tankegange karakteristiske for denne befolkningsgruppe forsvinder således som en luftspejling over ørkenen, der aldrig var virkelighed og bliver til et minde eller ren fantasi.

Hvis assimilation for en befolkningsgruppe eller den enkelte borger fremstår som et frit valg, er den naturligvis legitim og forståelig, men hvis først – som i tilfældet Søren Pind – det politiske system forsøger at gøre assimilation til et krav og eller en moralsk ideologisk præget fordring og på den på måde lægger pres på medlemmer af mindretalsgrupper for helt at forlade deres egne sædvaner og traditioner, er det det samme som at underkende deres identitet og betydning.

I sit hovedværk »Det totalitære samfundssystems oprindelse« foretager den jødisk-amerikanske samfundstænker Hannah Arendt en omfattende analyse af begrebet assimilation ved tvang på baggrund af erfaringerne fra 1930erne og 1940erne i Europa. Hun påviser, at fænomenet har en klar tendens til netop at producere en omfattende mistænkeliggørelse af mennesker, der på den ene eller anden måde af eksistentielle grunde forsøger at holde fast i den (mindretals- ) kultur, som de ofte i generationer har været tilknyttet. Antisemitismen har blandt andet haft sin vugge her.

Det skorter ikke på betydelig tankevækkende litteratur om de på én gang identitetsnedbrydende og undertiden groteske udslag af en assimilation af et etnisk mindretals borgere, der er drevet frem fra oven af institutioner og politiske myndigheder. Lad den tjekkisk-jødiske forfatter Franz Kafkas satiriske novelle »Beretning for akademiet« (1917) være et eksempel. Heri afholder en abe ved navn Røde Peter, der har lært at agere og optræde som et menneske, en tale til et lærd akademi om, hvordan hans forvandling fra abe til menneske er gennemført. Fanget i den afrikanske jungle og buret inde i et skib på vej til Europa og uden for første gang i sit liv at have bevægelsesfrihed studerer og efteraber han besætningens adfærd med det ene formål at kunne slippe fri. Ved ankomsten til Europa erkender han dog, at man kun giver ham ét valg, valget imellem den zoologiske have og Music Hall’en, og han vælger for ikke at være permanent spærret inde at blive så menneskelig, at han må optræde på en scene i Music Hall’en. Med kompetente instruktører og lærere bliver han nu så dygtig en performer, at han til sidst kan aflægge en rapport for det lærde akademi om, hvor komplet hans forvandling fra abe til menneske er gennemført. Aben er dog midt i sin succeshistorie smertefuldt bevidst om, hvordan hans forvandling stiller ham til skue som et dresseret dyr, der nu kun føler foragt for sin chimpanse-kone, og at han uden at kunne vælge har været drevet til at møde det mærkelige menneskeunivers på dets betingelser og ikke sine egne. For at foretage sin af omgivelserne applauderede og forventede sociale opstigning og fuldstændige tilpasning har han oven i købet på selvpinerisk vis overtaget samfundets fordomme om medlemmerne af sin egen art og demonstrerer foran akademiet en passende dosis foragt for aber og en overfølsomhed over for antydninger om sin egen oprindelse.

I en mindeværdig dansk tv-versionering ved Leon Feder af Kafkas historie fra 1965 spiller skuespilleren Olaf Ussing den på én gang forpinte og selvbevidste forvandlede abe så suverænt, at man både forstemmes og ler ved dette ulykkelige væsens forsøg på komme til rette med en verden, som dybest set kun holder ham for nar – både som den han var, og som den han er.

Novellens egentlige pointe er, at for at bevare sit liv eller sin eksistens må hovedpersonen afsnøre sig fra erindring og identitet. Kafka publicerede ikke tilfældigt fortællingen i et af datidens zionistiske tidsskrifter, et magasin, som kraftigt advarede sine jødiske læsere imod at opgive deres jødiske identitet via assimilation.

I modsætning til en påkrævet assimilation kan man forstå integration som det at forene forskelligartede dele til en helhed og – i sociologisk forstand – den proces, hvor forskellige etniske grupper finder et fælles grundlag for at leve side ved side uden at opgive deres respektive kulturer. Det fælles grundlag vil naturligvis i en dansk sammenhæng være respekten for demokratiets grundregler og værdier, som igen ikke er specielt danske, men som vi har til fælles med det meste af Europa og USA og andre demokratiske zoner i verden.

Integrationsprocessen har i et ikke-typisk indvandrerland som Danmark gennem det sidste årti været brydningsfuld. Især under påvirkning af en regering, der gennem et fast samarbejde med det indvandrerfjendtlige Dansk Folkeparti, har den »officielle« rummelighed og tolerancen over for de nye danskere med en anden kulturbaggrund end den typiske danske været mildest talt anstrengt. Men integrationsprocessen er dog med sin målsætning om at finde et fælles grundlag for en sameksistens imellem »gamle« og »nye« danskere langt at foretrække for den identitetsudjævnende assimilation.

Sagen er, at danskerne er ved at tage den nye flerkulturelle tilstand til sig, men at adskillige danske politikere blot ikke har haft interesse i at tage varsel af denne kendsgerning.

En nylig opinionsundersøgelse viser, at 58 procent af danskerne udmærket har været i stand til at fange associationerne omkring ordet assimilation og er af den opfattelse, at integration ikke skal skiftes ud med assimilation. 58 procent herhjemme siger altså nej til – som det hedder i forbindelse med offentliggørelsen af opinionsundersøgelsens resultater – at vi herhjemme skal dømme andre kulturer ude, og at udlændinge skal overtage den danske kultur, hvis de ønsker at blive danske statsborgere.

Resultatet af denne opinionsundersøgelse bekræfter, hvad en rapport publiceret sidste år viste om danskernes holdning til indvandrere, nemlig at danskernes tolerance over for denne befolkningsgruppe er vokset, og at forståelsen for »indvandrerkulturerne« er vidt udbredt i den danske befolkning.

Det er stik imod det billede, som regeringen nu med Søren Pind som integrationsminister forsøger at piske frem og helt på tværs af Pinds ideer om assimilation.