Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Man bliver så glad, når man læser om alt det gode, der gøres for at beskytte og pleje naturmiljøerne. Vi har længe passet på naturområderne, og vi har genoprettet skete skader – for eksempel genslynget åer og genskabt søer. Økologisk landbrug vinder frem. Myndighederne har udfoldet store anstrengelser, og private fonde har i mange år købt jord op. Der er etableret nationalparker og geoparker, og der skal plantes nye »folkeskove«. Vi får skovlandbrug og vand tilbage i landskabet. Og nu skal vi endda have naturnationalparker med mere vild og uberørt natur og store vildtlevende dyr. Flere skove skal ophøre med kommerciel drift. Lutter gode nyheder for naturen. Måske vil der en dag gå skovelefanter frit rundt på en ø.