Arkitektens drøm – borgernes mareridt

Med mindre Københavns nye altanregler bliver lavet om, er det stort set slut med altaner i hovedstaden. Stik imod politikernes hensigter. Hvad gik galt? Svaret ligger muligvis gemt i arkitekt Morten Birk Jørgensens kronik i Berlingske lørdag. Københavnerne skal slet ikke have altaner.

Altaner med blomster, urtepotter på huse på Nørrebro. Foto: Torben Christensen  Fold sammen
Læs mere

Fra mit køkkenvindue på Østerbro har jeg udsigt til det forjættede land: Adskillige store fine altaner, som er sat op ud mod de sammenlagte gårde i løbet af de seneste år. Det har skabt en åbenhed og en øget fornemmelse af, at der faktisk bor mennesker i de andre lejligheder. Sådan var det ikke, da vi flyttede ind for 13 år siden. Da var gården fyldt med døde vinduesøjne. Nu hygger folk sig på deres altaner. Lægger deres børn til at sove i barnevogn derude. Tørrer tøj derude – hvilket er godt for lejlighedernes indeklima.

Vi er mange forskellige foreninger i de sammenlagte gårde her, og jeg bor i en ejerforening, der desværre ikke har været så hurtig på altan-aftrækkeren, så vi er kommet i klemme i Københavns Kommunes nye regler for altaner. Reglerne, der trådte i kraft 1. november sidste år, skulle gøre det lettere at få en altan, men absurd nok har de resulteret i, at hovedparten af de mange hundrede planlagte altanprojekter i byen ikke kan gennemføres. Barokt nok illustreres kommunens information om de nye »lettere« altanregler med billeder af allerede etablerede altaner, der for hovedpartens vedkommende ikke længere kan opnås tilladelse til – på grund af de nye regler…

Jeg har på det seneste været i kontakt med adskillige kommunalpolitikere, og meldingen er bredt, at reglerne ikke virker efter hensigten. Der har altså fra politisk hold været enighed om, at københavnerne fremover skulle have adgang til store og gode altaner. Lige præcis den beslutning undsiger arkitekt Morten Birk Jørgensen i sin nedladende kronik, »Altanpopulisme i København«, lørdag 30. januar i Berlingske.

Problemet er en famøs lysberegner, som fra flere sider er dømt ude – arkitekt Anders Lind, der foretager dagslysberegninger i altansager, kalder den i Politiken »forsimplet«. Den resulterer i, at altaner, der før kunne blive halvanden meter dybe, nu ofte maksimalt kan blive en halv, og hvad skal man så med dem?

Interessant nok havde politikerne i Borgerrepræsentationen ikke fået præsenteret konsekvenserne af lysberegneren, da de stemte for brugen af den. Men der må jo være nogen, der har kendt til konsekvenserne af den, da den blev sendt til afstemning? Hvem har bestilt den? Hvad lød opgaven på?

Morten Birk Jørgensen bedyrer, at der ikke er noget i vejen med lysberegneren. Men det er der. Og det er der alene ud fra den betragtning, at den stikker en kæp i hjulet på politikernes oprindelige intention med de nye regler: lettere adgang til altaner. Har forvaltningen ikke gjort arbejdet godt nok? Eller bare noget andet end det, politikerne forventede?

Ifølge arkitekt Morten Birk Jørgensen tilhører jeg en gruppe »aggressive middelklasse-børnefamilier«, der med ønsket om altaner ødelægger Københavns bymasse og det sociale samvær, han ønsker, Københavns borgere skal have med hinanden ude i byrummet. Han mener, at en altan er asocial. »Skal grillning, solbadning m.m. foregå i det private uden interaktion med byens øvrige indbyggere?« spørger han indigneret. Han foretrækker, at jeg mødes med mine naboer nede i gården. Det ene udelukker vel ikke det andet? Jeg møder mennesker alle mulige steder i byen. Jeg taler med folk i bussen, folk i supermarkedskøen, mine naboer, alle dem, jeg kender i nærområdet her på Østerbro. Jeg savner ikke socialt samvær i min by.

Og hvorfor skal han alene med sin arkitektbaggrund som argument egentlig bestemme, hvordan jeg skal bruge min by? Han synes tilmed, at københavnerne hellere skal ud og »vaske tøj på vaskerierne« sammen. Gulp. Hvem sagde naiv byromantik... Skal vi udrydde private vaskemaskiner? Skal vi have das i gården igen? Dele bræt i byrummet?

Og så er det selvfølgelig, ifølge Morten Birk Jørgensen, en rigtig grim ting, at en lejligheds markedsværdi øges af en altan. Fy for den.

Altaner skaber livskvalitet

Debatten om de nye altan-stopper-regler antyder – som også Morten Birk Jørgensen giver udtryk for – at der ligger et ønske om adfærdsregulering gemt et sted i processen. Så meget, at Mette Annelie Rasmussen, teknik- og miljøordfører for de Radikale til Politiken har sagt: »Der må være en eller anden indbygget modstand mod det, og det kan vi selvfølgelig ikke have. Nu må vi til bunds i det.«

Underforstået: Hvad er det egentlig, der er foregået i forvaltningen, når det, politikerne troede, de stemte for, har resulteret i det stik modsatte?

Interessant nok sættes der helt uproblematisk store og luftige altaner op på Frederiksberg og i andre danske storbyer. Men så vidt jeg er orienteret, mener Københavns stadsarkitekt Tina Saaby, ligesom Morten Birk Jørgensen, at københavnerne skal ud i byrummet – de skal ikke sidde på deres altaner, derfor hører altaner vist ikke til på byudviklings-ønskelisten. Jeg ville meget gerne stille stadsarkitekten nogle spørgsmål. Hvad vidste hun om det nye regelsæt? Jeg har forsøgt at komme i kontakt med hende via mail, men hun har ikke svaret tilbage. På et altan-infomøde for nylig fortalte en frustreret mand, hvordan han helt kafkask havde ringet og lagt besked hos stadsarkitekten 30 (tredive) gange. Hun havde ikke svaret tilbage.

Morten Birk Jørgensen argumenterer også imod altaner i forhold til bygningsæstetik. Men de forskellige altanfirmaer har en holdning til materialer og visuelt udtryk som del af deres eksistensgrundlag, og som oftest sættes altanerne på husene ind mod gårdene og påvirker altså ikke bybilledet i nævneværdig grad. Til gengæld øger de borgernes glæde ved deres liv i byen.

Jeg har selv taget turen nedefra i den københavnske boligmasse. Jeg har boet i superbillige nedslidte lejligheder med koldt vand, træk og slip, intet bad og kun petroleumsvarme, når jeg havde råd. Jeg fik min første lejlighed med eget bad, da jeg var 28 og min første vaskemaskine, da jeg var 30. Jeg har ikke behov for at romantisere det. Der bliver heldigvis færre og færre af den slags lejligheder, og det er fantastisk, som København har udviklet sig. Tilbage i 1980erner var det en lukket by. Ingen cafeer med udeservering. Altaner var en sjældenhed. Nu åbner byen sig til glæde for os alle sammen. Og vis mig lige det nybyggede boligbyggeri, der vil være sig selv bekendt uden altaner i 2016?

Ifølge Morten Birk Jørgensen har BÅDE politikerne, medierne og de, der ønsker altaner, ageret overfladisk i reaktionen på de nye regler. »Det kræver et fagligt vurderingsarbejde at udvikle byen,« skriver han. Så er vi, hvor vi plejer: Hvor personer med deres faglighed som våben og en subjektiv agenda naturligvis ved, hvad der er bedst for alle. Må det ikke gå så galt, at en lille elite skal bestemme, hvordan byen skal se ud og dens indbyggere skal bo i den. Byen er vel dens mennesker? Politikerne er vel valgt for at afspejle de menneskers ønsker?

Morten Birk Jørgensen bagatelliserer og nedgør uskønt de københavnere, der ønsker altan, som »en relativt lille gruppe aktører i byen«, uagtet at der i de seneste år er opført tusindvis af altaner til daglig glæde for deres ejere. Og han angriber politikerne for »populistisk resignation«, fordi de faktisk har haft intentionen om at gøre byen levende, åben og luftig og ønsket at gøre byens borgere gladere for deres by. Lige nu er flere hundrede altanprojekter sat på hold. Personligt har jeg formentlig udsigt til en halv meter dyb »stå-altan«. Med mindre forvaltningen fatter vinket med vognstangen, så politikerne reelt har basis for at nå frem til en fornuftig løsning på mødet om sagen 22. februar.