Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Antallet af udlændinge betyder noget

Vi bør stoppe for at tildele asyl i selve Danmark og i stedet hjælpe i nærområderne. Vi bør sikre grænserne. Vi bør straks udvise kriminelle udlændinge. Og vi må i gang med arbejdet med at få tilpasset konventionerne til virkeligheden.

Simon Emil Ammitzbøl. Fold sammen
Læs mere

Engang var det en stor diskussion, om antallet af udlændinge i Danmark betød noget, men det er det heldigvis ikke længere. Antallet betyder nemlig noget, især hvis der er tale om mennesker, der ikke går på arbejde, begår kriminalitet eller modarbejder det danske folkestyre.

Omvendt betyder antallet også noget, hvis der er tale om udlændinge, der sørger for sig selv og deres familie og bidrager til det danske samfund. Her kan vi glæde os over, at der nu er over 150.000 udlændinge, der for tiden opholder sig i Danmark og arbejder og bidrager. Vi bør sende en venlig tanke til hver eneste af dem. Havde der været færre af dem, ville regningen til os andre have været større. Antallet betyder noget.

Mere tydeligt er det dog med dem, der gør en negativ forskel. Desværre. Og her har vi brug for, at politikerne holder op med at snakke og mundhugges og begynder at handle.

Vi bør stoppe med at tildele asyl i selve Danmark og i stedet hjælpe i nærområderne. Vi bør sikre grænserne. Vi bør straks udvise kriminelle udlændinge. Og vi må i gang med arbejdet med at få tilpasset konventionerne til virkeligheden.

Danmark og Europa oplever for tiden et millionpres af mennesker, der hellere vil leve i vores verdensdel end den, de er født i. Det kan man sådan set ikke fortænke dem i, da vi og vores forfædre har knoklet for at udvikle nogle af verdens rigeste og frieste samfund. Men hele verdens befolkning kan hverken bo i Danmark eller Europa, og vi må derfor sætte grænser for, hvem der kan komme ind – og hvem der må blive ude.

Det er helt forståeligt, at mennesker flygter fra borgerkrigen i Syrien. Og selvfølgelig har folk, der bliver ofre for krig eller udsat for forfølgelse, brug for og krav på beskyttelse. Men vi må gøre op med den tanke, at de selv kan bestemme, hvor beskyttelsen skal foregå. Efter min mening vil den bedste foregå i nærområderne. Derfor har vi i Liberal Alliance foreslået, at vi skal hjælpe ofrene for borgerkrigen i Syrien massivt. Både med nødhjælp i selve Syrien, med hjælp til bedre flygtningelejre i nabolandene og med skolegang til syriske flygtningebørn. Det vil vi kombinere med at sige stop for, at man kan søge spontan asyl i selve Danmark. Det er og bliver et tilfældighedsspil, hvem der kommer frem, og i sidste ende ignorerer vi de største ofre og understøtter de værste menneskesmuglere.

Regeringen bliver nødt til at stramme op i efteråret, ellers venter der en uoverstigelig integrationsopgave i kommunerne og boligforeningerne. Fra 2002 til 2013 var de årlige antal asylansøgere i Danmark altid under 8.000. Langt de fleste år var det under 5.000. I 2014 kom der 14.792 asylansøgere, i 2015 steg det til 21.315 asylansøgere, og regeringen forventer 25.000 asylansøgere i år. Nogle vil måske indvende, at der det første halvår er kommet færre asylansøgere end i de to foregående år, men sandheden er, at det store rykind altid kommer fra august og frem, så vi ved reelt intet om, hvordan det ser ud. Men antallet, der kommer til Italien, er stigende.

Derfor må vi politikere handle. Og vi bør handle nu. Om ikke andet med et midlertidigt stop for asylansøgere i Danmark, mens vi altså hjælper mere i nærområderne og dermed hjælper mindre tilfældigt og flere mennesker for de samme penge.

Skal vi kunne kontrollere migrantstrømmene, kræver det selvfølgelig, at der er styr på grænserne. Ideelt er det EUs ydre grænser, jeg tænker på. Men jeg må indrømme, at det ikke har været imponerende at følge EU de seneste år, hvor den krævede hastighed og villighed til at træffe de nødvendige beslutninger har været helt fraværende. Skal EUs ydre grænser være effektive, kræver det, at vi er villige til at betale både med penge og kompetence, og det skal vi gøre. Den frie bevægelighed og de åbne grænser er et privilegium, som vi ikke altid påskønner nok, men lad det være sagt med det samme: lige så meget som løsningerne er europæiske, lige så meget må vi som nationale politikere påtage os ansvaret, indtil EUs ydre grænser sikres på forsvarlig vis. Ellers svigter vi vores ansvar over for den danske befolkning.

Med hensyn til de udlændinge, der rent faktisk kommer til Danmark, har vi ikke været gode nok til at stille krav. Hvis en asylansøger begår kriminalitet, skal asylbehandlingen selvfølgelig afbrydes, og den pågældende skal straks hjemsendes. Kan vi ikke hjemsende vedkommende er det direkte på tålt ophold. Men måske kunne Danmark godt være mere flittig i forhold til hjemsendelser. Tolker vi konventionerne strammere end vores nabolande? Vi kunne i hvert fald åbne for at lave aftaler med modtagerlandene om såkaldte »diplomatiske garantier«, der sikrer mod tortur og umenneskelig behandling af den hjemsendte. Det gør andre vesteuropæiske lande.

Det samme gælder for folk, der får opholdstilladelse. Kan du ikke forsørge dig selv, må du rejse hjem. Begår du kriminalitet, bliver du sendt hjem. Med farvel – uden tak. Det samme gælder for udlændinge, der kommer til Danmark for at modarbejde vores folkestyre. Jamen, hvad ligner det? Et er, at vi må slæbe med de hjemmefødte antidemokrater. Det må vi håndtere, men der er vel ingen grund til ligefrem at åbne døren for flere.

Mange af de ting, jeg har foreslået, vil støde på problemer med internationale konventioner. Derfor må vi sammen med andre vestlige lande arbejde for at få dem revideret. Vi må om nødvendigt teste grænserne for dem eller suspendere vores overholdelse af dem i en periode for at lægge pres på. Ikke fordi vi er imod menneskerettigheder eller internationale aftaler. Tværtimod. Men fordi det aldrig har været en menneskeret at tage til andre lande for at blive forsørget, begå kriminalitet eller omstyrte demokratiet. Fordi man selvfølgelig har krav på beskyttelse, hvis man bliver udsat for krig eller forfølgelse, men at det ikke kan være en ret selv at vælge opholdslandet. Det er tid til en ny udlændingepolitik, der har folkelig opbakning og kan fungere i praksis. Alternativet er ikke til at holde ud at tænke på.