Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Anne Sophia Hermansen gør status: Her er, hvad ligestillingsdebatten har lært mig

Særregler for det ene køn og særrettigheder for det andet. Kønsdebatten er hjemsøgt af forvirring og fjendebilleder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først en historie: Da min søn var knap to år, gik hans far og jeg fra hinanden. Vi delte ham fra begyndelsen 7/7, så vi havde ham en uge hver, og der var ingen slinger i valsen. En skilsmisse er sjældent køn, den her var dog en af de kønnere. Men omverdenen mødte os med meget forskellige reaktioner. I vuggestuen blev hans far rost for at kunne jonglere barn og fuldtidsarbejde, mens jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke ville være mere sammen med min søn? Blev han syg, blev der også ringet til mig, ligesom jeg fik at vide, at han blev hentet meget sent, selv om jeg generelt hentede ham en time tidligere end hans far.

Det var min klare oplevelse, at der var andre forventninger til mig. At jeg blev vurderet efter en anden skala, og at jeg først og fremmest blev betragtet som en mor, der forsømte barnet ved at arbejde, mens hans far blev set som en, der arbejdede og derudover skulle roses for at være far.

Den slags dobbelte standarder er der mange af i ligestillingsdebatten. Debatten forekommer mig at være hjemsøgt af paradokser og selvmodsigelser og af, at der gælder forskellige regelsæt for mænd og kvinder. Lad os kaste et blik på nogle af de mest iøjnefaldende:

Når kvinder arbejder, er det »for at realisere sig selv«. En mand tager på arbejde, så regningerne kan blive betalt. Det er underforstået, at kvindens primære opgave er at være mor, og at hun forsømmer den ved på egoistisk vis at tjene penge. Et barn går i institution, så mor kan tage på arbejde. Ikke for, at far kan tage på arbejde. Det må betyde, at mænd på magisk vis godt kan arbejde, selv om ingen passer deres børn.

En kvinde, der har uddannelse og job, kaldes ofte for en »powerkvinde«. En mand med samme uddannelse og job er dog ikke en »powermand«. Han er bare en mand med et fuldtidsarbejde. Er der børn involveret, skal kvinden forklare, hvordan hun får arbejdsliv og børn til at gå op i en højere enhed - mænd er så heldige, at deres børn fødes som voksne mennesker, der åbenbart kan alting selv.

Rigtig mange kvinder, der vil have ligeløn, bestyrelseskvoter og flere kvinder i topledelse, mener samtidig, at de skal tage hele barslen. Hver gang. Og gerne i flere år uden at de mister arbejds- erfaring eller anciennitet af den grund.

Rigtig mange kvinder, der tilsvarende vil have lige vilkår, lige repræsentation og alt muligt andet lige på arbejdsmarkedet, er kun meget lidt interesseret i ligestilling, når det kommer til at dele børnene ved en skilsmisse. Fordi kvinderne har været på barsel, anses børnene for at være en del af deres private ejendom.

Kvinder kræver ligestilling på arbejdsmarkedet, men mænd kan skyde en hvid pind efter ligestilling i familien. De kan dog få lov at gå ned med skrald. Der tales også meget om, at det er forskel på at være mandlig og kvindelig politiker, og noget er der sikkert om det. Når kvindelige politikere f.eks. kaldes øgenavne og associeres med håndtasker eller dele af deres fysik, er det sexistisk. Når mænd oplever det samme er det – sjovt.

Når kvinder ser mandestrip, er det frigørende, når mænd ser porno, er det fornedrende. En kvinde med en betydeligt yngre mand er cool, en mand med en betydeligt yngre kvinde er klam. Piger, der klatrer i træer og leger med skydere i børnehaven er seje, men drenge i kjoler - uha, bare han ikke bliver svans.

Det er også sådan, at kvindenetværk anses for karrierefremmende, og det siges, at der findes et særligt sted i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden. Omvendt er mandenetværk kønsdiskriminerende, og det er fuldstændig uacceptabelt og grotesk, hvis de ligefrem gør hinanden en tjeneste. Old boys network, du ved, bvadr.

Bestyrelseskvoter er nødvendige for at få flere af alle de dygtige kvinder ind i bestyrelserne. For enhver ved, at virksomheder foretrækker at diskriminere kvinder fremfor at forbedre indtjeningen. Og fordi det er så ufatteligt vigtigt med bestyrelsesarbejde, hører vi meget mere om den promille af kvinder, der vil i bestyrelser, end om de mere end 20 pct. af drengene, der går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter.

Tilsvarende er ligestillingsfolket kun meget lidt optaget af, at flere drenge end piger er dødfødte, deforme, hjerneskadede og hyperaktive, og at flere mænd end kvinder er selvmordere, alkoholikere, kriminelle, psykisk syge og arbejdsløse. Måske fordi det harmonerer meget dårligt med den opfattelse, at mænd er undertrykkere og lever et overprivilegeret liv.

Det er dog ikke alle, der gør det. Mænd, hvis liv ikke lykkes, kaldes for tabere, mens kvinder med ulykkelige liv er ofre. Ofre for omstændighederne, for glaslofter, usynlige strukturer eller noget andet diffust, som ligger helt uden for deres indflydelse. Mænd er selv uden om deres lorteliv. De kunne bare have taget sig sammen! Det afspejles også i debatten om juridisk abort, dvs. mænds mulighed for at kunne fra- eller vedkende sig et faderskab indenfor svangerskabets første tre måneder. Kvinder har ret til fri abort og til deres egen krop, herunder at fortryde et svangerskab, mens mænd ingen fortrydelsesret har. De har bare at makke ret og betale for kvindens valg. Han kunne jo have passet bedre på. Igen er kvinder ofre, og mænd er skurke, og noget så progressivt som fri abort til mænd er latterligt.

Ligestilling i Danmark handler overvejende om kvinder og kun i marginalt omfang om at forbedre eller fremme mænds muligheder. Taler en kvinde mænds sag, er hun en kønsforræder, mens mænd, der beskæftiger sig med ligestillingsstof, lovprises og præmieres (forudsat – selvfølgelig – at de taler kvindernes sag). For ligestillling er blevet til kønskamp, til klassekamp og handler i stor stil om at fremme bestemte gruppers interesser, ikke om retfærdighed eller humanisme.

Jeg undrer mig: Hvornår blev kønspolitik dette mærkelige nulsumsspil, hvor man kun kan få noget ved at tage fra andre? Hvor mænd og kvinder er antagonister, og hvor der ikke er fantasi til andet end et slagsmål om de samme smuler? Hvad er det for et fjendtligt syn, vi har udviklet på hinanden?

For nylig læste jeg om en børnehave, hvor de mandlige pædagoger ikke må skifte ble på børnene eller have dem siddende på skødet. Særreglerne var blevet indstiftet af frygt for pædofilisager og »for at beskytte børnene og de mandlige pædagoger«, som det hed. Ifølge BUPL er der i løbet af fem år faldet dom mod én pædagog i en dansk institution, og det er naturligvis også en for mange, men mig bekendt er det ikke kun mænd, der er pædofile. Mig bekendt gør det heller ikke alle mænd til potentielle sexkrænkere, at en enkelt er det.

Man kan undre sig over, at det er lovligt at indføre særregler, der i den grad er diskriminerende over for mænd, ligesom man kan undre sig over, at en syg mand kan sygeliggøre et helt køn. Men jeg undrer mig også over, at vi fortsat kan rende rundt og fable om ligestilling og øremærket barsel, når vi hverken tiltror mandlige pædagoger at skifte en ble eller vores egne mænd at passe et spædbarn.

Og når vi helt grundlæggende har tabt vores sociale kompas og lader mennesker med dårlige liv sejle deres egen sø, fordi de ikke gavner vores sag. Forestillingen om, at netop ligestillingssamtalen skulle give os alle sammen et bedre liv, mere kærlighed, bedre familier og plads til karriere og ikke bare stjæle hinandens krummer, ved jeg ikke længere, om jeg tør tro på. Dertil er den for hjemsøgt af særinteresser og af en ulyst til at behandle både mænd og kvinder som ligeværdige mennesker.

Ligestillingssamtalen er gået fra at være et projekt, der skulle forbedre vores liv, til et komplet ukreativt rum at opholde sig i. Fyldt med fjendebilleder, forvirrende kontekster, motivgranskning, selvmodsigelser og dobbelte standarder.

Et sidste eksempel er denne kronik, du lige har læst. Som der var en, der skrev på Facebook, da jeg lagde mine tanker ud: »Når en mand skriver det, er det kønsdiskrimination. Når en kvinde skriver det, er det læsning, der er værd at fundere over.«

Well...