Anholt – en fuldendt farce

Bjørn Lomborg: Havvindmølleparken ved Anholt er et lysende eksempel på, hvad der er galt med vores nuværende strategi på klimaområdet. Og som miljøpolitikken er skruet sammen i EU, sparer vindmøllerne os ikke engang for CO2.

Foto: Claus Bigum

I sidste uge accepterede Folketinget DONG Energys tilbud om at opføre en gigantisk havvindmøllepark ved Anholt. Prisen er 14 milliarder kroner som skal betales af alle danskere i form af højere priser på vores strøm. 14 milliarder er ikke en ligegyldig sum for en dansk økonomi, der er under pres. Man skulle derfor tro, at der var mange gode miljømæssige og økonomiske argumenter for sådan en kæmpehandel - det er der bare ikke. Vindmølleparken ved Anholt kommer ikke til at skabe ét eneste job på lang sigt, den kommer ikke til at spare atmosfæren for ét eneste ton CO2 og den tvinger danskerne til at købe vores strøm for ti milliarder kroner mere end vi ellers kunne have købt den for til markedsprisen. Det er kort sagt en uforskammet dårlig handel.

I årevis har vindmølleindustrien og forskellige politikere fortalt os at bare lidt mere hjælp og lidt mere støtte vil gøre vindmølleparker konkurrencedygtige. Det sker bare ikke. I 2005 valgte vi at betale 51,8 øre pr. kilowatttime for vindmølleparken ved Horns Rev II. I 2008 var prisen 20 procent højere for vindmølleparken ved Rødsand II og nu i 2010 er prisen over 100 procent højere ved Anholtparken. Det virker faktisk som om vores store tilskud har den modsatte effekt: jo flere støttekroner, vi putter i havvindmølleparker, jo dyrere bliver den strøm, de producerer. Klima- og Energiministeriet har haft revisionsfirmaet Ernst & Young til at kigge på tallene og selvom der selvfølgelig er forskel på de tre havvindmølleparker, så er selve vindmøllerne den største enkeltstående udgift - og prisstigningen på dem kan revisorerne kun forklare med »monopollignende tilstande« og de er helt klare i deres analyse: »Vindmølleproducenterne har haft gunstige vilkår og hævet priserne på havvindmøller«. Det er Siemens Wind Power, der skal levere vindmøllerne til Anholt. Mon ikke de har åbnet en flaske champagne eller to i hovedkvarteret, da de fik besked om, at vi havde accepteret deres pris?

Vi betaler altså en solid overpris til monopoler, der år for år skruer prisen højere og højere op. Men så er vindmølleparken vel god for beskæftigelsen? »Projekt Anholt Vindmøllepark er en grøn vækstpakke: Det kan give op til 8.000 job«, fortalte Socialdemokraternes Ole Hækkerup tilfreds efter forliget, men Energistyrelsens egen analyse fortæller den fulde historie: »På lidt længere sigt vil beskæftigelsesvirkningen forsvinde«. Faktisk er den samlede beskæftigelseseffekt af vindmølleparken ved Anholt et stort rundt nul! Mens vindmølleparken opføres - de første to år - kommer der ganske rigtigt op til 8.000 job, men efter blot fire år er de job væk.

Energistyrelsens analyse viser tydeligt at på grund af det medfølgende fald i konkurrenceevne og efterspørgsel, så koster Anholt efterfølgende ca. 8.000 job andre steder i vores økonomi.

Man kan selvfølgelig have den holdning, at vi har brug for 8.000 job hér og nu selvom de forsvinder igen senere, når der forhåbentlig er bedre tider. Men i så fald kunne man få helt den samme beskæftigelseseffekt ved andre offentlige anlægsinvesteringer på ti milliarder - det er på ingen måde specielt for vindmølleparker. Vi kunne fx skabe de samme 8.000 korttidsjob ved at investere ti milliarder i renovering af vores skoler og hospitaler.

Når vindmølleparken koster 14 milliarder og ikke giver ét eneste job på længere sigt, så må den da i det mindste være god for klimaet? Det er vel ikke mindst derfor vores politikere har besluttet, at vi skal betale tredobbelt pris for strømmen fra Anholt? Men nej, vindmølleparken ved Anholt kommer ikke til at spare atmosfæren for ét eneste ton CO2. Danmark er en del af EUs CO2 kvotesystem. EUs kvoter kan handles mellem lande og virksomheder, så når vi investerer 14 milliarder i vindmøller, så falder prisen på CO2 kvoterne.

Det vigtigste klimamæssige resultat af havvindmølleparken bliver altså, at man i kan købe billigere energi fra kul i Polen, Tyskland og resten af EU. Klimaet får ingen gavn af deb og ikke ét eneste ton CO2 mindre vil blive udledt fra EU. Det er ikke helt den historie, vores politikere fortæller, men det kommer ikke bag på branchen.

Lars Aagard, direktør for brancheorganisationen Danske Energi, var meget klar i et interview i Information: »Hvis du spørger, om vi af klimapolitiske grunde skal have vindmøller, er svaret: Næh, det skal vi ikke.« Alligevel er Dansk Energi meget begejstret for den nye vindmøllepark fordi vi dermed ifølge Dansk Energi kan opretholde førerpositionen på havvindmølleparker.

Branchen er altså glad for støtten og den overpris de danske forbrugere kommer til levere til dem. Men vi forbrugere bør ikke glemme De Økonomiske Vismænd, der i 2008 i Berlingske Tidende tørt konstaterede, at støtten til vindmøller »i bedste fald blot er en unødvendig overførsel af midler fra forbrugerne til producenterne«.

Havvindmølleparken ved Anholt kommer altså ikke til at spare atmosfæren for ét eneste ton CO2, den kommer heller ikke til at skabe ét eneste job på lang sigt og den tvinger danskerne til at købe elektriciteten for en overpris på ti milliarder kroner. Slemt, men det kan blive endnu værre. Vindmøller producerer som bekendt strøm som vinden blæser. Nogle gange blæser det meget - også i perioder, hvor vi bruger mindre strøm. Derfor kan vi med havvindmølleparken ved Anholt komme i den komplet barokke situation, at vi køber strømmen til tre gange markedsprisen og samtidig skal betale for at komme af med den. Hvor utroligt det må lyde, er det faktisk sket flere gange og kommer nok til at ske oftere og oftere. Samtidigt med at Folketingen vedtog vindmølleparken ved Anholt, så kunne britiske The Telegraph fortælle, at man i England er nødt til at betale de største vindmølleparker titusindvis af kroner om dagen for at slukke deres turbiner, når det blæser. Simpelthen fordi de skaber et overskud af el. Samtidig kunne vi herhjemme opleve, at elpriserne på Sjælland for første gang nogensinde gik under nul som en direkte følge af overproduktion af el.

Faktisk har det nordeuropæiske el-marked, Nord Pool, i 2009 været tvunget til at indføre muligheden for negative priser på el. Man kan altså komme til at betale for at komme af med sin strøm. Det er en fuldendt farce, hvor vi er til grin for vores egne penge, hvis vi ender i den situation, at vi køber strømmen fra Anholt til tre gange markedsprisen og samtidig skal betale for at komme af med den.

Havvindmølleparken ved Anholt er et lysende eksempel på, hvad der er galt med vores nuværende strategi på klimaområdet. Som De Økonomiske Vismænd understregede i 2008, så giver støtten til vindmøller en forkert teknologisammensætning, hvor vi i dag betaler milliarder for ineffektive møller som med tiden skal skrottes og som i mellemtiden har kostet forbrugerne dyrt. Det, vi har brug for, er at satse massivt på fremtidens meget mere effektive løsninger. I stedet for at overføre penge til vindmølleindustrien, burde vi bruge pengene til at forske i og udvikle de nye teknologier, der om 20, 30 eller 40 år vil erstatte de fossile brændstoffer.

Klimaudfordringerne løses kun, hvis alle de store CO2-udledere med USA, Kina og Indien i spidsen skifter fra olie og kul til vedvarende energi - og det sker kun, når den vi har udviklet langt mere effektive løsninger. Vi har kort sagt brug for at udvikle løsninger, som hele verden vælger fordi de er billigere og ikke flere dyre symbolpolitiske monumenter som havvindmølleparken ved Anholt. Politikerne burde efterhånden vide, at vind ganske rigtigt er en uendelig og vedvarende ressource, men det er statsstøtte ikke.