Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Angreb på det danske mindretal

David Nicolas Hopmann: Det aktuelle forslag fra delstatsregeringen i Kiel om at skære i det offentlige tilskud til danske skoler handler på overfladen måske nok om økonomi og bæredygtige budgetter. Men under overfladen handler det lige så meget om et slet skjult politisk »tak for sidst« til det danske mindretal.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Lørdag protesterer tusindvis af medlemmer af det danske mindretal syd for den dansk-tyske grænse, fordi deres delstatsregering vil bombe mindretalspolitikken årtier tilbage. Delstatsregeringens aktuelle forslag om at skære i det offentlige tilskud til danske skoler handler på overfladen måske nok om økonomi og bæredygtige budgetter. Men under overfladen handler er det lige så meget om et slet skjult politisk »tak for sidst« til det danske mindretal.

Der var engang, da det danske mindretal var forsidestof for de landsdækkende aviser. Ja, spørgsmålet om de danske syd for grænsen kunne udløse politiske kriser som Påskekrisen i 1920 og vælte regeringer som i 1947.

Den tid er passé. En af grundene er formentlig, at forholdet mellem de danske og tyske i grænselandet har været forholdsvis harmonisk, og at det er gået ganske godt for det danske mindretal i Sydslesvig. Elevtallene på de omtrent 50 danske skoler syd for grænsen har været stabile, de danske kultur- og idrætsforeninger har haft nogenlunde stabile medlemstal, den danske avis, Flensborg Avis, har et stabilt oplag osv. Og det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), har haft gode valgresultater: Ved seneste delstatsvalg i Slesvig-Holsten fik partiet næsten 70.000 stemmer, svarende til 4,3 procent. Det er det bedste resultat siden 1950.

Der er endda klare tegn på forbedringer i det dansk-tyske forhold: Byen Flensborg er begyndt at skilte på to sprog, så man i dag hilses velkommen på både tysk og dansk. På byskiltene står der »Flensburg - Flensborg«. Som endnu et tegn på forsoning mellem de to nationer i grænseområdet kan det nævnes, at Flensborg snart skal have Istedløven tilbage fra Danmark.

Men nu er vinden ved at vende. Man fristes til at tolke det aktuelle »spareforslag« som et »tak for sidst« fra den konservativ-liberale delstatsregering. I 2005 valgte SSW at støtte et oplæg til en mindretalsregering bestående af Socialdemokraterne og De Grønne. Denne model blev ikke til noget, da et parlamentsmedlem, formentlig en socialdemokrat, nægtede at støtte planerne (i modsætning til Folketinget er en del afstemninger i Tyskland hemmelige).

I stedet fik delstaten en »große Koalition« bestående af det konservative CDU og Socialdemokraterne.

Denne koalition fungerede »mehr schlecht als recht«, og begge partier tabte omtrent ti procentpoint ved det efterfølgende valg i 2009. Men CDU blev ved roret, fordi det liberale FDP gik så meget frem, at CDU nu kunne danne regering med FDP i stedet for Socialdemokraterne.

Selv om SSW fik et fremragende valg og nu kunne mønstre hele fire parlamentsmedlemmer, var fremgangen ikke nok til, at der kunne etableres et regeringsalternativ til venstre for midten.

Som parti er SSW ikke nødvendigvis venstreorienteret, men partiets ledere ved, hvem der er mindretallets venner. CDU synes ikke at tælle heriblandt, hvilket blev mere end antydet allerede i 2005: Efter SSWs udmelding om at støtte en mindretalsregering til venstre for midten, krævede flere ledende politikere i CDU en valglovsændring med det ene formål at gøre det sværere for SSW at blive repræsenteret i parlamentet.

Forslaget svarer til den fiktive situation, at De Konservative i Danmark skulle have krævet en ændring af valgloven, da Nyrup genvandt magten efter folketingsvalget i 1998 med støtte fra de nordatlantiske mandater. Det gjorde de dog ikke.

En valglovsændring er ikke umiddelbart på vej i Slesvig-Holsten. Til gengæld bliver de - uden tvivl nødvendige - besparelser i de offentlige udgifter brugt til at bombe mindretalspolitikken årtier tilbage.

Fra at støtte de omtrent 5.500 danske skoleelever i Sydslesvig med det samme gennemsnitlige beløb, som delstaten bruger på tyske skoleelever, vil delstatsregeringen skære beløbet ned til 85 procent svarende til en besparelse på ca. 35 millioner kroner (når man sammenligner med det tilskud, der gives til ikke-offentlige skoler i Danmark, skal man vide, at man i Slesvig-Holsten har givet de danske skoler en særlig retslig status, der anerkender, at de danske skoler de facto er det danske mindretals offentlige skoler og ikke et alternativ til tyske skoler).

Den retorik, regeringen bruger om disse nedskæringer, afslører dens holdning til de danske syd for grænsen: »De danske skoler (i Sydslesvig) har det da meget godt«, argumenterer regeringen med direkte henvisning til de danske myndigheders støtte til mindretallet. Det er det samme som at sige, at man vil spare på Danmarks bekostning: Bliver spareplanerne til virkelighed som vedtaget 26. maj i Slesvig-Holstens landdag, sparer delstaten fremover millioner af euro på, at dansksindede sender deres børn i danske skoler i stedet for at sende dem i tyske, hvor eleverne jo fortsat ville koste 100 procent.

Endnu mere afslørende er den udmelding, at forældre jo bare kan sende deres børn på tysk skole, når den lokale danske skal lukkes på grund af de drastiske nedskæringer. Hvis man vil have 100 procent støtte til sine børn, skal man sende dem i tysk skole, som regeringschefen citeres for at have sagt.

Jørgen Kühl, rektor på det danske gymnasium, AP Møller-Skolen i Slesvig, kom med et klart svar til delstatsregeringen: »Hvis dette udsagn er korrekt, er der ikke blot tale om diskrimination, men også om assimilation«. Han ved, hvad han taler om: Som tidligere leder af Institut for Grænseregionsforskning har han dyb indsigt i mindretalsforhold i det dansk-tyske grænseland og lignende regioner i resten af Europa.

Skolerne er det danske mindretals livsnerve. Ingen steder i Sydslesvig er de danske i flertal, alt lokalt liv er naturligt nok domineret af det tyske. Skolerne er derfor en central kulturel forbindelse til Danmark for de unge sydslesvigere, der ellers vokser op i rent tyske omgivelser. Det er her, de bliver forberedt til at kunne læse på danske i stedet for tyske universiteter. Det er i skolernes regi, en stor del af dansksindet foreningsliv i Sydslesvig organiseres. De danske skoler er også rent fysisk de steder, hvor medlemmerne af det danske mindretal mødes og er fælles om deres danskhed. Det er her, så at sige, det danske mindretal finder sted.

Det er selvsagt ikke så meget danskheden i Flensborg, Slesvig eller Husum, hvor den står stærkt, der er i fare. Det er danskheden i mindre byer og landsbyer som Tønning, Treja og Askfelt. Vi har førhen set, at lukning af danske landsbyskoler medfører en måske langsom, men sikker udvaskning af dansk sprog og kultur i et lokalt samfund. Og det ved den konservativ-liberale regering udmærket godt.

Det danske mindretal i dets nuværende form har eksisteret siden grænsedragningen i 1920. Det har selvfølgelig oplevet med- og modgang. Udviklingen har været overvejende positiv i de seneste årtier.

For ikke længe siden konstaterede Danmarks generalskonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, at der næppe har været så mange dansktalende i Sydslesvig de seneste 200 år, som der er i dag. Men delstatens udspil vil bombe udviklingen og den ellers harmoniske sameksistens mellem de danske, tyske og friserne i grænselandet årtier tilbage.