Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Andre scener fra Afghanistan

Jeanette Serritzlev: Filmen ’Armadillo’ viser, at indsatsen i Afghanistan er formålsløs. At det ikke nytter. At drengene er storforbrugere af cola og porno, og at afghanerne synes, at vi skal tage hjem. At soldaterne har sjove film på deres computere, kan ikke provokere mig. Det kan til gengæld et ensidigt og fortegnet billede af den indsats, de yder dernede.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skal man tro "Armadillo", handler indsatsen i Afghanistan mest om at se pornofilm og vade i de lokales marker. Skal man tro "Armadillo" ønsker de lokale ikke, at vi er der, og de tror heller ikke på, at vi for alvor kan gøre noget ved Taleban. Skal man tro "Armadillo", er virkeligheden meget simpel: Det nytter ikke. Men der er andre scener fra Afghanistan end dem, som filmen har valgt at vise. Og "valgt" er netop et nøgleord.

For filmens virkelighed er ikke og må ikke forveksles med den virkelige virkelighed. "Armadillo" er et kunstnerisk værk, og det er godt skruet sammen som et sådant. Flotte billeder, gode lydeffekter. Godt klippet. Det er ikke et stykke dokumentar, der beskriver dansk indsats i Afghanistan. Og det er her, det bliver problematisk. For den foregiver at vise, eller vil gerne regnes for at vise, Krigens Sande Tilstand. Men den er et stykke fiktion, der bygger på klip med virkelige mennesker.

Jeg har set filmen fire gange og haft talrige lejligheder til at diskutere den med soldaterkolleger. Modtagelsen er forskellig. Mange nikker genkendende til nogle af stemningerne og oplevelserne. Det er godt, hvis den også kan vise sig at være en film for soldater. Det er glimrende, at den gengiver et realistisk billede af den ekstreme situation i missionsområdet. Men det er ikke godt, hvis hr. og fru Olsen begynder at forholde sig til dansk engagement i internationale operationer på det fiktive grundlag, som filmen er. Eller som det i mange tilfælde vil være: på grundlag af medie­debatten uden at have set filmen.

Jeg kom hjem fra Afghanistan i februar 2010 efter at have været presseofficer på hold 8. Kald mig naiv, men jeg har svært ved at bevare pessimismen, når jeg tænker på de positive ting, jeg har oplevet, på de mange, mange imødekommende afghanere, jeg har mødt, på handelslivet i Gereshk, på skolerne med hundredvis af elever. Både drenge og piger.

Jeg har naturligvis også oplevet dårlige ting og ikke mindst qua min funktion været tæt inde over vores mistede og sårede soldater. Det er frygteligt. Hver gang. Jeg foregøgler ingenlunde, at det er et Disney-eventyr, hvor alt er pakket ind i lyserødt tyl. Så ville der jo ikke være krig. Men der er masser af gode historier, der også bør fortælles. Og der er masser af fakta, der underbygger disse historier, og som kan dokumentere, at der sker noget i Afghanistan, også i Helmand.

For dem - de mange - der kun når til forfilmen og medieomtalen, kan indtrykket nemt være, at vi sender nogle adrenalinhungrende, store drenge ud, der ikke helt ved hvorfor, og som heller ikke selv tror på projektet. Det er heldigvis ikke det, den samlede film viser. Den viser nogle unge mænd, der er pokkers dygtige soldater. Nogle reflekterende mennesker, der ikke er taget af sted for sjov, forgæves eller blot fordi. Men som har foretaget nogle valg.

Sidste efterår kørte en debat herhjemme, hvor overskrifterne lød, at soldaterne ikke selv troede på missionen. Det undrede os, der vadede rundt i ørkenfarvet tøj. Særligt fordi det ikke kom fra Helmand, men fra folk herhjemme. Jeg interviewede i den forbindelse nogle af soldaterne, som mildest talt var indigneret over den hjemlige debat. »Hvorfor spørger man ikke os, der er hernede?« spurgte de. Godt spørgsmål. Måske fordi det ikke ville give lige så gode overskrifter.

For dem, jeg talte med, følte faktisk, at de gjorde en forskel. Som en af dem sagde, kan man jo ikke se forskellen fra dag til dag, men fra hold til hold. Han havde selvsagt været der før. I løbet af mine måneder i Helmand talte jeg med rigtigt mange soldater, der kunne berette om fremgang. »Jeg har mødt børn, der taler engelsk. Det oplevede jeg ikke sidste gang,« hørte jeg flere sige. Andre noterede sig de store billboards (store reklameskilte) for mobiltelefoni, der er sat op igennem Gereshk.

I langt de fleste tilfælde har jeg oplevet at være blevet modtaget positivt og imødekommende af de lokale. Ungerne er vilde med at komme i nærheden af de mærkelige soldater; o.k., måske også fordi de håber, at der falder kuglepenne eller andet af til dem. Eller fordi de vil afprøve det engelske, som de lærer i skolen. Jeg har oplevet kvinder, der af sig selv kom hen og fortalte, at de var glade for, at vi var der. At de nu havde muligheder, som de aldrig havde haft før. Jeg har oplevet lokale, der er kede af sikkerhedssituationen, men det tror da pokker! Hvem ville ikke foretrække fred?

Helmand er meget mere end støv og Taleban og improviserede sprængladninger. Det er også hjemsted for helt almindelige afghanere, der har nogle basale ønsker for tilværelsen. På de shuraer, som vi holdt dernede, gik disse ønsker igen. Vi taler den helt klassiske maslowske behovspyramide. Først og fremmest ønsker de sikkerhed. Når sikkerheden er til stede, ønsker de skoler til deres børn, fordi de godt ved, at uddannelse er fremtiden. Når det er på plads, kommer ønsket om sundhed, altså lægelig og medicinsk hjælp, ind. Mange steder har de intet.

Når man ser på filmens skildring af den civil-militære indsats, kan man få det indtryk, at den primært består i kulturelt at vade i spinaten og konkret på afgrøderne i markerne. Faktum er, at den danske indsats, såvel den militære som Udenrigsministeriets, bidrager til at bygge skoler, til at tilbyde alternativer til opiumsdyrkning, til generelt at forbedre forholdene for den afghanske befolkning. Den handler om at få de afghanske sikkerhedsstyrker til at fungere og spille sammen. Til at bidrage til opbygning af såvel hæren som politiet. Og ja, hæren er en succes; politiet en udfordring. Men betyder det, at vi skal kaste tøjlerne og sige: »Nå, det virkede ikke. Skal vi finde en ny krig?« Jeg lader spørgsmålet stå et øjeblik.

Det ville da være skønt, hvis alting gik hurtigere i den retning, som vi alle sammen gerne ønsker. Der er jo ingen grund til at blive der længere end nødvendigt. Der er til gengæld grund til at blive der, lige så længe det er det.

'Armadillo' slutter i København, hvor soldaterne har svært ved at vænne sig til det ny normalbillede. Dansk hverdag. Det behøver man næppe at have været udsendt for at forstå. Drengene i filmen vil for altid være mærket af det, de har oplevet. Ligesom de andre på hold 7. Og på de andre hold, der har været og vil komme. Hvor filmen slutter, tager mediedagsordenen over igen. Filmen er dermed ikke så interessant som den betydning, den kan få. Hvis filmens efterskrift bliver »Det nytter ikke«, er det godt nok trist.

Det er krig, og krigen har en pris. Det må ikke forklejnes. Vi har tab og sårede soldater. For kammeraterne og de øvrige soldater i området er det i situationer som disse, at spørgsmålet rejser sig: Er det det hele værd? For dem, det rammer, vil det aldrig synes at være det. Men grunden til, at vi fortsætter, er, at indsatsen nytter. Ellers ville det for alvor være forgæves.

Den danske befolkning er heldigvis ikke så naiv, at den tror, at de danske soldater primært er taget af sted for at dele bamser ud. Modsat hvad visse røster har lydt, viser "Armadillo" ikke en banebrydende ny dækning af krigen. Niels Brinch viste kampscener i "Rød zone" for flere år siden. Profetien om den folkelige bevægelse, der skulle rejse sig i kølvandet på filmen, synes heller ikke at have holdt.

Danskerne som helhed bakker op om de udsendte soldater. Filmen er derfor en mulighed for, at den almindelige dansker kan få et indblik i livet i missionsområdet. "Armadillo" er for mange en bekræftelse af, at vi har nogle fornuftige soldater ude, som vi kan være stolte af. Problemet er, hvis de samtidig sidder med en fornemmelse af, at vi sætter disse menneskers liv på spil for en krig, der ikke nytter.

Der er andre scener fra Afghanistan end dem, som "Armadillo" viser. Nogle af dem har jeg forsøgt at illustrere her. Andre kan læses i tal og grafer på afghanistan.um.dk.