Anders Ladekarl: Den usynlige vold slår hårdest

Foto: Poul Madsen og Shutterstock. Fold sammen
Læs mere

Forleden fik jeg lejlighed til at se dokumentarfilmen »Vold – i kærlighedens navn« og dermed for første gang mulighed for at se ind bag de lukkede døre i krisecentret Danner i København, hvor voldsramte kvinder siden 1979 har fundet styrken til at fortsætte deres liv uden vold.

Filmen er en unik mulighed for at være fluen på væggen i et kvindekrisecenter, som ellers er lukket for omverdenen og for at følge arbejdet med en af de mest udsatte grupper i det danske samfund. Røde Kors er en af de organisationer, der ligesom Danner, arbejder med gruppen af voldsudsatte kvinder, og vi må desværre sande, at partnervold fortsat er et omfattende samfundsproblem, og at psykisk vold som en voldshandling er fuldkommen overset bortset fra i fagkredse.

Derfor er filmen vigtig, fordi vi for første gang nu kan se, hvorfor psykisk vold rammer hårdere end de knytnæveslag, vi ofte tror volden udelukkende begrænser sig til. Den psykiske vold er usynlig i Danmark. Vi taler ikke om den – og vi straffer den heller ikke, selv om den er fuldstændig nedbrydende for enhver, der udsættes for den af sin nærmeste. Det er på høje tid, at vi som samfund gør noget ved dette problem.

På mange måder er filmen et vidnesbyrd om, hvor overset psykisk vold er som begreb, når vi taler om partnervold i Danmark. Det på trods af at psykisk vold ofte går forud for eller ledsager fysisk og seksuel vold. Det vurderes, at 98 procent af kvinderne, som kommer på danske krisecentre, har været udsat for psykisk vold. Det gør psykisk vold til den mest udbredte form for partnervold. En vold, som ingen dømmes for i dagens Danmark.

I Røde Kors tilbyder vi efterværnstilbud i form af mentorordninger og netværksaktiviteter til voldsramte kvinder, når de kommer ud af fra krisecentrene. Vi mærker her, hvordan det er den psykiske vold, der sætter de dybeste spor hos kvinderne – også lang tid efter at de har forladt det voldelige forhold.

Konsekvenserne af psykisk vold

Når man taler om partnervold tænker de fleste på hustruvold, hvor slag og spark efterlader fysiske skader. Men vold i nære relationer inkluderer den vold, som mænd og kvinder bliver udsat for af en nuværende eller tidligere partner i og uden for hjemmet, samt den vold som børn kan være vidne til i deres hjem.

Som mennesker har vi svært ved at forholde os til, at personen tættest på os kunne finde på at forvolde os fysisk, psykisk eller sågar seksuel skade. Alligevel oplever imod 33.000 kvinder i Danmark på årlig basis at blive udsat for fysisk partnervold. Mere end 7.500 af kvinderne kontakter et krisecenter, og 2.000 af dem får tildelt et ophold. Mange sammen med deres børn. Det er disse kvinder og børn som Røde Kors, Danner og andre organisationer støtter og hjælper så de får styrken til at bryde voldens onde cirkel.

Den psykiske vold kommer til udtryk i et systematisk mønster af gentagende tvang, trusler og nedværdigelse af en person i en nær relation, fx mellem en partner eller et familiemedlem.

Den degraderer og ydmyger langsomt ofret så meget, at kvinden mister sin integritet og identitet. Skaderne og følgevirkningerne efter psykisk vold bliver langvarige mén, da volden langsomt, men sikkert, nedbryder psyken hos den voldsramte.

Men hvorfor forlader man ikke en voldelig partner, før det kommer derud? Det er der ikke et svar, men snarere en række forbundne og komplicerede grunde til. Man taler på kvindecentrene om »voldsspiralen«, hvor magt og vold opleves som en naturlig del af hverdagslivet, og social kontrol fastholder den voldsramte i en opfattelse af, at exit ikke er en mulighed. Ofte elsker kvinderne også deres partner, ser sig selv som direkte afhængige af den voldelige partner, de er bange for at miste deres børn, er økonomisk afhængige og så videre.

Børnene rammes hårdt

Ulykkeligt er det, at børnene er de mest udsatte og efterlades med psykiske mén. Som omtalt bor mange af kvinderne på krisecentrene sammen med deres børn. Børnene er derfor også afhængige af den rette støtte og hjælp, når kvinderne forlader den voldelige partner. Det er særligt vigtigt, da børn, der oplever vold i barndommen, har større risiko for at blive udsat for vold i voksenlivet.

I filmen ser vi børnenes tegninger i den fælles legestue hos Danner. Selvom stregerne er tegnet med farveblyanter af en lille barnehånd, er motiverne klare og ikke til at tage fejl af.

En tegning viser, hvordan far råber, mens mor og barn græder med nedadvendte mundvige. Selv Solen fælder en tåre over den ulykkelige situation. En anden tegning viser, hvordan fars arm langer ud efter mors hoved, mens børnene gemmer sig grædende under spisebordet.

Børnene er vidner til volden, og de er ofre for volden. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de ikke bliver glemt i ligningen og i den hjælp, samfundet er forpligtet til at tilbyde.

Hvad med mændene?

Partnervolden relaterer sig selvfølgelig ikke kun til mænd, der slår kvinder. Men desværre ved vi alt for lidt om fysisk, og især psykisk partnervold, som mænd udsættes for. Primært fordi den udsatte gruppe er så relativt lille, men sikkert også fordi partnervold mod mænd er et ekstremt tabubelagt emne.

Volden i de nære relationer rammer mænd i langt mindre grad end kvinder. Ifølge offerregistret er der årligt 70 voldsanmeldelser om mænd, der udsættes for vold af en samboende. Og hvor ulykkesregistret årligt opgør, at ca. 2.000 kvinder udsættes for partnervold, der medfører en skadestuekontakt, så sætter de det tilsvarende tal for mænd til 200. Dermed er der en kønsmæssig slagside i partnervolden, men der er altså også mænd, som lever med vold i deres parforhold. Jeg håber filmen kan være med til at få flere mænd til at søge hjælp, og til at stå frem og dele deres historier, så tabuet brydes.

Hvordan hjælper vi bedst?

Først og fremmest skal vi anerkende at psykisk vold er synlig og observerbar, hvorved det udgør en konkret, objektiv handling. En handling, vi som samfund er ansvarlige for at reagere på. I Røde Kors ser vi gerne, at der afsættes flere midler til alle aspekter af en helhedsorienteret indsats til gavn for kvinderne. Flere midler til det opsøgende arbejde vil betyde, at flere voldsramte kvinder vil kunne nås. Flere midler til rådgivning og flere pladser på krisecentrene vil betyde, at flere kvinder kan påbegynde et nyt liv uden vold. Og flere midler til efterværn kan være med til at sikre at færre kvinder går tilbage til en voldelig partner.

Men flere midler gør det ikke alene. Vi bliver nødt til at diskutere, om kriminaliseringen af psykisk vold fungerer. I vores dialog med kvinderne er det tydeligt, at retsfølelsen har stor betydning for dem, og at kvinderne føler sig krænket af samfundets manglende anerkendelse af den psykiske vold, de har været udsat for. For i dag anvendes bestemmelserne i straffeloven ikke på tilfælde af psykisk vold i nære relationer, og det indgår ikke i tilstrækkelig grad i politiets arbejde og domstolenes domme. Ganske givet fordi bevisbyrden er svær at løfte inden for den nuværende straffelov, men også fordi loven ikke har tilstrækkeligt blik for psykisk vold.

Det er påfaldende at ingen bliver straffet for psykisk vold i dag, på trods af at Danmark har underskrevet Istanbulkonvention, og dermed skrevet under på, at psykisk vold er en strafbar handling. Jeg vil derfor kraftigt opfordre politikerne til at tage fat på arbejdet med at forhindre og forebygge psykisk vold mere effektivt. Det skylder vi de tusinder af kvinder, der hvert år udsættes for nedbrydende vold.

Heldigvis bryder mange ofre voldsspiralen, og »Vold i kærlighedens navn« skildrer, hvordan kvinderne langsomt flytter sig fra utrygheden og selvbebrejdelsen, og får styrken til at gribe ud efter livets muligheder i form af uddannelse, jobsikkerhed og selvstændighed. Hvis vi skal give flere kvinder den styrke, bliver vi nødt til først at anerkende alle former for vold, som de er udsat for – også den, vi ikke kan se med det blotte øje.