Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Alt om den nye modetrend: ADHD

I de seneste år er diagnosticeringen af ADHD eksploderet. Der er brug for en klarlægning af kvaliteten af diagnosen og behandlings­behovet. Debatten er kompleks, men nødvendig.

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske har på det seneste fokuseret på psykiatriske diagnoser og deres betydning for de mennesker, der får stillet en sådan. Når flere får en sygdom, medfører det øgede omkostninger for samfundet til medicin og anden behandling. Foruden en mulig stigmatisering kan en psykiatrisk diagnose også medføre påvirkning af arbejdsevnen og i sidste ende tildeling af førtidspension. Problemet med de alt for mange, der modtager offentlige ydelser midt i en krisetid og regeringens ideologiske modvilje mod at gøre noget ved det, vil blot blive forstærket, hvis læger hopper med på en tilfældig modetrend.

Hvordan mode opstår, ved vel de færreste. Det er nok et konglomerat af efterspørgsel, pres fra forbrugerne, ønske om profit samt tilfældigheder. Inden for lægevidenskaben findes der ingen Anna Wintour eller Suzy Menkes, der som enkeltindivider kan diktere mode. Men forskellen mellem de store internationale lægevidenskabelige tidsskrifter og Vogue eller Harper’s Bazaar, når det kommer til at være trendsættende, er ikke så stor, som man umiddelbart skulle tro. Mulige aktører er her naturligvis ikke modefirmaer, men nærmere patientgrupper, politikere, læger og ikke mindst medicinal­industrien, der har en stor økonomisk interesse i at udvikle ny medicin til nye sygdomme.

Et lighedspunkt med Anna Wintours verden og lægevidenskaben er dog medierne, uden hvis medvirken, man i dag næppe kan forestille sig nogen trend blive skabt. Et nyhedsindslag på to minutter kan vise sig at have langt større virkning end flere års hård, videnskabelig forskning. Især enkeltsager med et klart offer sælger billetter og påvirker visse politikere.

I 1980erne blev diagnosen Borderline pludselig moderne på få år. En dansk ph.d.-afhandling dokumenterede, at psykiatere blev grebet af denne nye diagnose, som da Tom Ford relancerede Gucci og alle måtte eje produktet. Især mange kvinder fik påklistret en Borderline-diagnose, men meget få spurgte, hvorfor en psykiatrisk diagnose pludselig bredte sig med lynets hast. Som læge har jeg svært ved at forestille mig andre sygdomme end infektionssygdomme på meget kort tid stige eksplosivt.

I 00erne har vi igen været vidne til en eksplosion i diagnosticeringen af en psykiatrisk tilstand, nemlig ADHD. På linje med McDonald’s kom invasionen til Europa fra USA, hvor psykiatere i flere år har advaret om den stigende brug af ritalin eller mere korrekt methylphenidat (MP) som resultat af en stor stigning af antallet af personer med ADHD. Ingen syntes at lytte efter advarslerne fra USA, og i 2010 kunne Sundhedsstyrelsen offentliggøre, at de nu indledte en undersøgelse af, hvorfor den samme trend nu ses i Danmark. På ti år er der sket en stigning fra 2.000 til 15.000 børn og unge, der er i behandling med medicin for ADHD, foruden et stigende antal voksne i behandling for samme sygdom.

Der er naturligvis den mulighed, at man tidligere overså personer med ADHD. Sygdommen kan for den utrænede ligne andre tilstande og det er et faktum, at MP hjælper mange patienter med ADHD. Patientens familie er også glad for de store fremskridt, som den korrekte diagnose og behandling medfører.

Stoffet MP adskiller sig fra de fleste andre stoffer til behandling af psykiske sygdomme ved at have stort potentiale for udvikling af misbrug. MP ligner kemisk amfetamin og har bla. den effekt, at det skærper koncentration og opmærksomhed. Det skal det også hos personer med ADHD, idet det netop er disse symptomer, som patienterne har problemer med. Hos personer, der ikke har ADHD, er der derimod stor risiko for udvikling af et misbrug og/eller kriminalitet ved videresalg. Blandt narkomaner er der stor interesse for at blive diagnosticeret med ADHD og enten selv få MP eller sælge stoffet videre. Aktuelt koster en MP-pille 30-40 kroner på det sorte marked.

MP har mange bivirkninger ikke mindst for hjertet og blodtrykket, og også af denne grund bør man være særdeles restriktiv med at ordinere MP. Eneste alternativ til MP er i dag atomoxetin (Strattera), som ikke har det samme misbrugspotentiale, men er underlagt store restriktioner af Lægemiddelstyrelsen og derfor ret besværligt at ordinere. Så der er i høj grad brug for, at medicinalindustrien udvikler nye og bedre stoffer til behandling af ADHD.

Som voksenpsykiater ser jeg i min privatpraksis ikke sjældent personer, som mener at lide af ADHD efter at have taget en test på nettet og derfor ønsker MP. I visse tilfælde fejler de noget helt andet - eksempelvis en forstyrret personlighed eller lider af en maniodepressiv sygdom. Andre gange er de helt raske. I hospitalssektoren ser vi patienter med maniodepressiv sygdom eller skizofreni, som behandles med MP, fordi de er fejldiagnosticeret som lidende af ADHD. Det resulterer ikke sjældent i alvorlige psykotiske tilstande, idet MP øger mængden af stoffet dopamin i hjernen, hvilket gør patienterne mere psykotiske. Det kan i værste fald lede til selvmord eller skade på andre.

Flere gange har jeg mødt voksne, som blot ville have MP udskrevet for at klare sig bedre til eksamen. Når jeg nægtede dette, blev både patienten og dennes familie vrede og tilkendegav, at de fremover ville opsøge en anden læge. Så diskussionen om ADHD og MP er altså mere kompleks end kun en modedille hos læger og medicinalindustriens interesse i at tjene penge. Der forekommer altså også et vist pres fra patienter og pårørende på at få stillet denne diagnose og få medicin.

Personer med ADHD udvikler som voksne i ca. 20 procent af tilfældene en dyssocial personlighedsstruktur (psykopati), der i særlig grad medfører risiko for kriminalitet. Derfor diskuterer psykiatere også, om kriminelle med ADHD skal fritages for straf og i stedet behandles med MP. Her kan psykiatere også opleve pres fra personen med ADHD og dennesfamilie i at få anbefalet en behandlingsdom i stedet for fængsel. Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik har udgivet en rapport, der dokumenterer store forskelle mellem Øst- og Vestdanmark i antallet af behandlingsdomme til kriminelle med ADHD. Dette er både lægeligt og juridisk set dybt problematisk. Kriminelle med ADHD er alle på gerningstidspunktet fuldt klar over, hvad de gør. Behandlingseffekten af MP er ikke så godt dokumenteret som for eksempel antipsykotisk medicin mod skizofreni, så efter min mening bør AHDH ikke resultere i en behandlingsdom. Den kriminelle må lære, at man kun undgår fængsel ved ikke at begå kriminalitet.

På landsplan er der brug for en klarlægning af kvaliteten af diagnosen ADHD og behandlingsbehovet. De lægevidenskabelige selskaber er i gang med at forholde sig til denne problematik, men det bør følges op af grundig uddannelse af læger i ADHD. Diagnosen ADHD bør kun stilles af en speciallæge i enten psykiatri eller børne-ungdomspsykiatri. Sygdommen ligner andre psykiske lidelser, og man kan som beskrevet komme galt af sted, hvis man ordinerer MP på en forkert indikation.

Politikere bør afholde sig fra populistiske indlæg på baggrund af enkeltsager, og befolkningen skal overlade det til lægerne at diagnosticere og behandle. Patienten eller dennes familie skal ikke diktere, hvilken medicin en læge skal udskrive. Vi læger skal på den anden side fortsat dygtiggøre os og ikke falde for tidens trend. Det er både etisk, samfundsmæssigt og lægevidenskabeligt uacceptabelt, hvis en diagnose misbruges, ligesom det er problematisk, hvis der går udiagnosticerede patienter rundt, hvis dagligdag kunne bedres med den rette medicin. Debatten er kompleks, men nødvendig. Så husk: »The devil does not wear Prada, but rather methylphenidate«.