Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Alle taler – ingen lytter

Vi iscenesætter og arrangerer virkeligheden, så den passer os. Det moderne net-menneske er blevet redaktør i sit eget liv. Men resultatet er en endeløs proces i en verden, der ikke kan redigeres. Heldigvis kan kunsten hjælpe, hvis den får lov.

I mødet med kunsten stopper fores rastløse jagen for en stund. Her Jørgen Haugen Sørensens skulptur ved Carlsberg. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Internettet har ændret vores liv. Vi ved det godt, men vi reflekterer sjældent over, hvor store ændringer der er sket i den sidste generation på grund af nettets store succes og enorme udbredelse. Vores brug af nettet har medført ændrede vaner på en række områder. Og givet os unikke muligheder for at redigere vores liv. Vi vælger og fravælger venner på Facebook, vi læser udvalgte aviser (indtil deres netsider koster penge?), og streamer bestemte film og serier. Mennesket anno 2014 er det redigerende menneske.

Redigeringen af vores liv hænger uløseligt sammen med kommunikation. Jeg kommunikerer, altså er jeg, er den moderne selvforståelse. Når min datter ikke kan sove, kommer hun ned i stuen og falder i søvn i sin mors arme, mens min kone i øvrigt er på nettet. Som far tænker jeg så, at det oplagte selvfølgelig er at tage et billede af de to for derefter at smække det op som en statusopdatering. Jeg har det som mange andre: Kommunikation er blevet en trang. Liv leves i en kommunikationsboble.

Læs også: Retten til privatliv på nettet

At kommunikation er blevet en værdi og et mål i sig selv, er ikke nødvendigvis dårligt. På en måde er det prisværdigt. Kommunikation skaber kontakt. Det er ikke tilfældigt, at de nye digitale medier og tjenester kaldes »sociale«. Det er blevet nærmest ufatteligt let at komme i kontakt med mennesker, som vi ellers aldrig ville møde. Men vi ved også udmærket, at en central drivkraft på Facebook, Twitter osv. handler om likes eller retweets.

De sociale medier er montre, som vi stiller os frem i. Her viser og kommunikerer vi det, som vi mener, at verden skal vide om os. For at blive set og hørt. For at opnå anerkendelse til det kommunikerende menneske og redigerende menneske. Men det er spørgsmålet, om det redigerende menneske har ret, når det tror, at det altid får fordel af en selvfremstilling, der ikke nødvendigvis er helt sand. Og samtidig glemmer, at de konstante redigeringer af vores liv i sidste ende er umulige og håbløse forsøg på at styre den kaotiske verden, vi bor i.

Det digitale, redigerende menneske står i et dilemma: Redigeringen slutter aldrig, succes er langtfra givet, men det kan ikke stoppe.

I kampen for at være den bedst mulige redaktør i sit eget liv, glemmer vi, hvor meget kontrol vi faktisk har afgivet. Ved at tillade Google, Facebook m.fl. at vide så meget om os. Googles algoritme afgrænser vores søgninger, som jo ellers burde foregå på hele nettet. Men fordi nettet er så umådeligt stort, og jeg som individ er så lille, opstår en kløft mellem det uendelige og det afsluttede eller mellem proces og punktum.

Da jeg var dreng i 1970erne og 80erne, havde vi en (selvfølgelig stationær) telefon, der udmærket kunne stå ubrugt en dag. Det betød ikke, at den var i stykker. Skulle man mødes på fodboldbanen, aftalte man hvornår. Kom man for tidligt, ventede man bare på de andre. Dengang foregik alting »in real time« på den måde, at ting tog den tid, de tog, og sådan var det.

I dag giver nettet os mulighed for konstant at være på og konstant være i proces. Både på det grænseløse arbejde, i forhold til børnenes skole, familiens rejsedrømme og fritidsinteresser. Ethvert projekt kan knopskyde og mutere mere eller mindre når som helst. Vi har ligefrem lært os selv, at det er godt, fordi det er innovativt og kreativt.

Læs også: Familiestrategi eller familiestress?

Som menneske er det bare vanskeligt altid at være i gang. Min datter, som kom ned og faldt i søvn i begyndelsen af kronikken, kan allerede se TV og bruge iPad samtidig, og det vil nogle måske mene er fint, men jeg tvivler.

Når man er fem år, er det vigtigt med rammer. Og det er vigtigt, at man sætter et punktum, når hun f.eks. skal sove.

Med nettets totale tilstedeværelse kæmper vi en kamp for at opretholde kontrollen over vores liv ved hjælp af den rigtige selvfremstilling, men vi er altid i proces, og vi ved inderst inde udmærket, at også den næste opdatering kun er endnu et komma. Mennesker har som sproget brug for punktummer. Inden det helt store og endelige punktum kommer til sidst.

Når arbejde og fritid flyder sammen, og det redigerende mennesker breder sig ud over alt og ingenting, bliver det relevant at kigge andre steder hen. Et sted, hvor rammen er altafgørende, er i kunsten. Et værk er kun et værk, når der er sat punktum. Det gælder ikke alene i litteraturen, men også når sidste tone er klinget ud, eller skulpturen er stillet op på sin sokkel. Visse kunstformer eksperimenterer ganske vist med proces, Land art er eksempelvis kunst i naturen, hvor vind og vejr påvirker værket. Men som hovedregel gælder Aristoteles’ gamle diktum om »begyndelse, midte og slutning« stadig i forhold til alle fortællende kunstformer, og selv Olafur Eliasons regnbue på toppen af ARoS og Aarhus slutter.

Fordi kunsten kan noget andet, kan den hjælpe det redigerende menneske på flere forskellige måder. For det første: I mødet med kunst, der vil os noget og kan påvirke os, sker det både banale og fantastiske, at vores rastløse jagen videre stopper. Alene ved at være en pause, et alternativ til det redigerende menneskes narcissisme, har kunsten en væsentlig rolle at spille. Og så er kunsten sand. Forstået sådan, at et afsluttet værk fortæller sin historie åbent og ærligt, så godt som det kan. Herefter er det op til hver enkelt del af publikum at afgøre, hvad man hørte, så eller læste. Hvad det betød.

Læs også: Danmark sakker bagud i IT-kapløbet

Men kunst kræver koncentration. Ellers misser man pointen. Fordi kunst foregår i en udveksling, har det moderne koncertpublikum, der forsøger at fastholde oplevelsen med smartphones, misforstået alt. Den adfærd er dum og tom. De oprakte arme og det hvide lys over menneskehavet demonstrerer, hvordan vi i iveren efter at redigere vores liv, kæmper en Sisyfos-kamp. Forsøget på at lave den konstante iscenesættelse, og dermed bemestre livet, bliver nemt skizofren og er i sidste ende håbløs.

Man kan dog igen kigge på kunsten for emotionel assistance. Et andet særkende er, at den er uberegnelig. Men på en hensigtsmæssig måde. Kunst skal nemlig ikke noget bestemt. For så ville den være begrænset af én retning, én ramme, forstået som et på forhånd givet formål. Kunst skal noget andet og mere, som man ikke kan afgøre på forhånd.

Det er også i dette lys, at man må forstå forskellen på al vores kommunikation og kunst. Blogs og endeløse opdateringer er ikke kunst – de er kommunikation, der kværner derudaf.

Rationelt ved vi udmærket, at den næste statusopdatering ikke er livsvigtig. Men vi tilsidesætter alligevel jævnligt de nærmeste for at lave den. Konstant kommunikation og redigering er blevet en selvfølge. Dér kan kunsten være med til at skubbe til os. Den kan vise os det uberegnelige og umålelige – udfordre os simpelthen. Kunsten kan rykke ved vores virkelighed, fordi den unddrager sig vores normale filtre.

Det redigerende menneske er for selvoptaget. Alle taler – ingen lytter. Det er på vej mod at blive en del af vores natur, fordi det er en central del af nettets natur. Kan vi så ikke bare logge af? Nej. Eller jo, engang imellem, og så opsøge kunsten. Dér ligger oplevelser, erfaringer og indsigter, der er større end en selv. De vil kunne true rutine-redigeringerne konstruktivt. Husk det, og stik snuden i en roman eller en film, næste gang du får lyst til at redigere løs på dig selv. Lyt til kunsten, den lyver ikke.