»De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs« er muligvis en anvendelig allegori for de borgere, der bidrager til samfundets opretholdelse ved at betale meget i skat, opbygge virksomheder osv. Det er bare også en kedelig forenkling af en gerning med mange flere udtryksformer: at bidrage positivt til samfundet med sin arbejdskraft.

Tillad mig at udfordre kategoriseringen af mennesker inden for og uden for arbejdsmarkedet med en fortælling om min søster, som er 24 år og udviklingshæmmet. Hun har en lille hjerneskade forbundet med en sjælden form for epilepsi, man kan ikke vide om hjerneskaden eller epilepsien kom først. Da hun var 18 år blev det vurderet, at hun ikke ville kunne indgå på arbejdsmarkedet under normale vilkår og hun blev derfor tildelt førtidspension. Men min søster arbejder skam.

Hun arbejder 24 timer om ugen på Ishøj kulturcafé og svømmehal - en beskyttet beskæftigelse. Hun får her et lille symbolsk beløb oveni førtidspensionen. Her arbejder pædagogisk personale og udviklingshæmmede sammen og min søsters opgaver bliver af ledelsen tilrettelagt hendes formåen. Hun er ikke så hurtig ved kasseapparatet, som du måske er, men hun løser opgaven ordentligt. Hun rydder borde og vasker op og gør klar til arrangementer med den største omhu, man kan tænke sig. Hun vasker gulv i svømmehallen, og hun betjener kunder med overmåde venlighed - også de utålmodige.

Den dag om ugen, hvor hun ikke arbejder, holder hun ikke bare fri. Der gør hun rent, vasker tøj, holder øje med sin økonomi og mange andre ting med støtte fra de knalddygtige ansatte i hendes bofællesskab, Trehuse. Husk på, at alting er sværere for min søster, end det er for dig. Det tog hende længere tid at lære at cykle og binde snørebånd end det gjorde for dig, hendes finmotorik er ikke optimal og heller ikke hendes boglige færdigheder. De opgaver, vi andre løser med venstre hånd, er langt mere krævende for min søster, men hun giver ikke op, og løser opgaverne med svedige håndflader og stor koncentration.

Min søster hører til de 800.000 som i princippet står uden for arbejdsmarkedet, men i praksis forholder det sig ikke sådan. Udover at hun er godt beskæftiget på sit arbejde, er hun totalt beskæftiget med tilværelsens øvrige gøremål. Hun er et forbillede for sine omgivelser – også for et samfund, der hylder produktivitet. Jeg kender ingen, der gør sig så megen umage som min søster. Hun inspirerer til arbejdsomhed og beslutsomhed. Hun sætter sig et mål og sætter alt ind på at nå det uanset frustration undervejs.

En dag besøgte jeg hende for at hjælpe med at stryge navnemærker i alt hendes tøj, så det kunne kendes fra de andre beboeres. Vi havde ordnet det meste, da vi gik ud for at spise på en restaurant. Jeg skovlede hurtigt maden indenbords, mens hun spiste i mageligt tempo. Da jeg havde tømt tallerkenen, sad jeg og vippede utålmodigt med foden under bordet. Bevidst om mit sigende kropssprog måtte jeg beklage, at mine tanker havde vandret til alle mulige gøremål i forbindelse med mit ph.d.-studium. Så sagde hun til mig: »Hver dag har sine egne bekymringer«.

Den sætning måtte jeg tygge lidt på og har gjort det hver dag siden. Det betyder jo, at hvis jeg i dag bekymrer mig både for de ting, jeg skal nå i dag, i morgen og overmorgen og måske også ærgrer mig lidt over nogle enkelte ting i går, så har jeg samlet flere dages bekymring sammen på samme dag. Og hvis jeg gør på samme måde hver dag, så har jeg daglig flere dages bekymringer i stedet for kun dem, der hører til i dag. Jeg kan lave statistiske analyser, men den havde jeg ikke regnet ud. Jeg måtte spørge hende, hvordan man kunne blive så klog? »Du kan da bare læse i Det Nye Testamente,« sagde hun med største selvfølgelighed. Avs. Jeg er også kristen, men det er som om, det lykkes bedre for min søster at integrere de vise budskaber i Bibelen i sin tankegang.

Alle skulle have lov til at kende én som min søster, for hun ved, hvad der er vigtigt. Jeg ville ønske, man kunne tappe hendes visdom på flasker og sælge det, så ville hun blive den rigeste udviklingshæmmede nogensinde. Den visdom kommer hun aldrig til at lukrere på, men den kommer mig til gavn. Jeg bliver en mere robust, helstøbt og derfor produktiv samfundsborger under min søsters indflydelse. Den effekt optræder heller ikke i opgørelser om mennesker inden for og uden for arbejdsmarkedet.

Fra et økonomisk egennyttigt synspunkt behøver min søster ikke at arbejde. Men det er lige meget, for hun knokler. Nej, det er faktisk derfor, hun knokler: Hun er blevet vist tillid i form af en livsvarig ydelse, og hun gør sit yderste for at leve op til den tillid. Hun har stor livskvalitet og en af årsagerne er åbenlyst, at hun er til gavn. Hun bidrager til samfundet på mange måder, bl.a. gennem sit arbejde. Her har hun kollegialt fællesskab og udvikler sig konstant gennem veltilrettelagt balance mellem udfordring ved nye opgaver og kendte opgaver, hun kan løse effektivt.

Sammen med den vejledning, hun modtager i bofællesskabet, har hun opnået en skarp læringskurve. Hun er tryg, og derfor bliver hun mere og mere selvstændig. Med det perspektiv er det vel forkert at kalde min søster for udviklingshæmmet – hun er jo udviklingsfremmet. Takket være hendes egen indstilling og de rammer, hun er i. Jeg har også set, hvordan det kan se ud, når hun ikke modtager tilstrækkelig pædagogisk støtte. Det fører hurtigt til vantrivsel og bremser den udvikling, der ellers vil gøre hende mere uafhængig i fremtiden.

Hvis min søster var 18 år i dag, var hun ikke blevet tildelt førtidspension så hurtigt. Hun havde skullet igennem årevis med arbejdsprøvning blot for at konstatere det, som allerede er vurderet ved utallige undersøgelser gennem hendes opvækst: Hun kan ikke arbejde på normale vilkår. Men når hun får lov at arbejde på egne vilkår, kan hun virkelig få noget fra hånden. Hun arbejder alt det, hun overhovedet kan, og udvikler sig konstant, hvorfor enhver vurdering hurtigt bliver forældet.

Desuden er det en ubærlig tanke at holde en følsom person som min søster hen i uvished uden det værdifulde og identitetsskabende ved at have et job. Det skaber kun mere bureaukrati og større udgifter til den offentlige sektor at have årelange arbejdsprøvninger og tests. Ventetiden er en gold og uproduktiv ørkenvandring, der kun efterlader de ventende med mere stress og frustration end de kom med. En blind og rigid tilgang til overførselsindkomster kan skabe endnu mere marginaliserede medborgere og få den modsatte effekt af det ønskede: flere mennesker i arbejde. For min søster har det stor betydning, at samfundet via førtidspension garanterer hendes overlevelse. Der findes givetvis mennesker, som hellere vil ligge på sofaen end at deltage i samfundet. Jeg tror nu, de fleste gerne vil deltage på egne vilkår, og det er alt for ressourcekrævende med disse overdrevne testperioder, der tilskriver alle de samme magelighedsmotiver.

Hermed beskrevet en model til efterlevelse, for her findes et menneske, der trods udfordringer bidrager til samfundet, som trives og skaber værdi på mange måder. Dette er en påmindelse om, hvad der kan gemme sig bag de tal, der udtrykker, at mennesker skulle stå uden for arbejdsmarkedet. Min søster tæller ikke under kategorien »de bredeste skuldre«, men måske skulle hun tælle som »det varmeste hjerte«. Det er også en ret vigtig kropsdel.