Alle sammen sammen

Det er helt normalt at være skilsmissefamilie, men for den enkelte familie er det ikke almindeligt at blive skilt. Børnene bliver en del af de mange opgaver, som skal passes ind i kalenderen. Men børn passer sjældent ind i klare aftaler og overskuelige planer.

Tiden nærmer sig, hvor vi skal til »alle sammen sammen fest.« Der hvor både far og mor, papfar og bonusmor, alle halvbrødrene, fars søskende, mors søskende, fætre og kusiner, bedsteforældre, alt hvad der kan krybe og gå, samles. To gange om året er det niecen, der er omdrejningspunktet, og vi glæder os på 25. år, for det hører til årets højdepunkter. »Alle sammen sammen« sagde hun, da hun, fire år gammel iført laksko lykkeligt tog imod os alle sammen.

For alle os, der har været heldige at deltage i dette, har det været et stort ekstra fællesskab, som viser, at familie kan have mange former, selv om livet ikke altid former sig, som man havde tænkt det. Ovenstående er en glad fortælling og en sand fortælling, men det er selvfølgelig ikke den eneste sandhed. Det har også været besværligt og udfordrende at få to familier til at hænge sammen og skabe et sammenhængende liv mellem to hjem.

Skilsmissefamilier, pap og bonus, deleforældre og børn på gule plader, kært barn har mange navne.

Skilsmisse er hverdag i Danmark. 40 procent af alle ægteskaber opløses og en tredjedel af alle børn oplever at blive delebørn før de bliver 18 år. Det er helt normalt at være skilsmissefamilie, men for den enkelte familie er det ikke almindeligt at blive skilt.

På den nyligt afholdte børnekonference i Horsens kunne forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet, Anne Dorte Hestbæk fortælle, at forskningen klart viser, at brudte familier har en konsekvens.

Der er store interne forskelle mellem skilsmissefamilier, men alt i alt har børn fra brudte hjem: Flere materielle afsavn. Ringere helbred. Flere skoleskift. Er mere risikoudsatte som unge, fx ryger og pjækker de mere, har hyppigere stoferfaringer og psykiske lidelser.

Det kan opleves som skræmmende tal, men forskningen siger også noget om, hvad det er, der skal til for at dæmme op for disse risikofaktorer. Det er af afgørende betydning, at barnet bevarer en god kontakt til begge forældre, uden at blive »fanget i midten,« forstået sådan at det bliver barnet, der skaber den fælles forståelse, som forældrene ikke magter. Med andre ord, at forældrene magter at skabe et respektfuldt forældreskab, som sætter barnet fri til at være barn, det er bare ikke så let, som det lyder.

Forældreansvarsloven er til for børnenes skyld siger vi, men i praksis bliver det ofte til, at der bliver taget hensyn til de voksnes ret. De voksnes ret til at være forældre, til at have børnene halvdelen af tiden og til at være fri til at arbejde og være voksne og selvstændige halvdelen af tiden. De voksnes ret til ny kærlighed og nye familier og til at planlægge en overskuelig hverdag.

Børn bliver en del af de mange opgaver, som skal passes ind i kalenderen. Men børn passer sjældent ind i klare aftaler og overskuelige planer. Børn har gode dage og dårlige dage, de bliver syge i den forkerte uge og savner den forkerte på det forkerte tidspunkt, de kan ikke gå til fodbold i de lige uger og spejder i de ulige, de kan ikke være til økologisk mælk i de ulige uger og til cola i de lige.

De har brug for ét helt liv, hvor de kan tale med mor om veninden, når de er hos far, og med far om det sejeste fodboldmål, når de er hos mor. Børn kan ikke deles, de voksne må deles om dem, og det er ikke lige let .

Store spørgsmål opstår også for de voksne. Hvem er jeg, hvor bor jeg, hvem er mine venner, og er mine børns bedsteforældre, onkler og tanter fortsat også min familie eller?

Ofte er økonomien hårdt ramt og i en moden alder, skal man til på ny at starte forfra og bygge op. Det er hårdt at være eneforælder og man bliver i tvivl om, hvornår man er den rigtige udgave af sig selv. I den ene uge er man forælder og invaderet af praktiske opgaver og krav samtidig med at man gerne vil være en nærværende og medlevende forælder. I den anden uge kan man arbejde igennem, spise ude, leve singlelivet. Det bliver vanskeligt at skabe overskuelighed, struktur og sammenhæng.

Midt i alle disse livsforandringer skal man samarbejde med den, man ikke længere lever sammen med, og det går langtfra altid af sig selv, følelserne tager over. For ikke at blive alt for konfronteret med hinanden søger man til sms og mail, som hurtigt kan udvikle sig til noget, der minder om chikane.

De fleste forældre ønsker at være tilgængelige, hvis nu der skulle ske barnet noget. På denne måde er der også åben og uhindret adgang til hele tiden at prikke den anden på skulderen. Det kan jo være tænkt som hjælpsomhed, når der kommer sms’er, om at huske mælkebetaling, fodboldtider, gymnastiktøj og meget andet, en lind strøm af påmindelser om et samliv og et fælles forældreansvar, som har ændret karakter. Påmindelser som påvirker det rum, som de tikker ind i og kan føre til at bare lyden af sms’en giver stress og ondt i maven.

Sms’en kan også være direkte livsødelæggende, når der er tale om trusler og forbandelser, og det gælder ikke bare de voksne. Sådan var det for Katrine, som med pegefingrene illustrerede, hvordan øjenbrynene sad på den sure sms, som far havde sendt mor, og samtidig fortalte, at når man ser sådan en, så kommer man til at tænke på, at nogle gange kan man blive så vred, at det bliver farligt.

Der er meget kortere vej til at sende en sms end der er til at skrive et brev. Når der er trykket på send, kan man ikke åbne kuverten igen og rette eller afbøde de vrede ord, så er der handlet. Sms’er inviterer ikke til eftertanke, men samtidig er man gemt bag sms’en, så der »ryger finker af panden«, som måske aldrig ville være sagt ansigt til ansigt. Men ordene skaber det, de nævner, også på sms og den, som benævnes som idiot, kyniker eller uegnet forælder, kommer nemt til at leve op til betegnelsen.

Sms’er er tikker ind lige nu og her uanset tid og sted og det både hos børn og voksne og de rykker ikke alene ved, hvor ofte og hvordan vi kommunikerer, men også ved, hvad vi kommunikerer om.

Skolepsykologer lægger øre til børn, der beretter om, hvordan de, via sms, indvies i mors følelse af ensomhed eller fars overvejelser om at tage livet af sig, fordi mor har fået ny kæreste. Sms’en er er et symbol på en tendens i tiden, hvor en »her og nu følelse« får lov at medføre handling. Når livet forandres og bliver utrygt, har børn brug for voksne, som kan udskyde behov og som kan skelne mellem voksenperspektiv og børneperspektiv.

Voksne som tager ansvar for forandringerne og som sikrer, at det ikke bliver børnene, som står alene med opgaven at sikre en sammenhæng mellem de lige uger og de ulige uger. Voksne, som tager børnenes sorg over livsforandringerne alvorligt og sætter egne behov til side, når det er nødvendigt, for at genoprette barnets tryghed i verden.

Det kan og gør rigtig mange voksne, men det er svært og for at de voksne kan leve op til ansvaret, når de selv er i deres følelsers vold, er der brug for, at vi er ærlige om, at det er svært, at det er noget man skal træne og være opmærksom på.

I flyveren får vi besked om at tage iltmasken på selv, før vi hjælper børn og ældre. Der er brug for, at vi tager denne lære alvorligt og hjælper forældrene med at tage iltmasken på, så de kan tage vare på børnene.

Der er store og interne forskelle mellem skilsmissefamilier og vi er alle bange for at stigmatisere, men det må ikke føre til, at vi ikke tager den viden, vi har, alvorligt. Juridisk bistand i statsforvaltning og retssal gør det ikke alene, der er brug for undervisning, vejledning og mægling. For børnenes skyld.

Vi kan alle lære nyt, også når det gælder om at være alle sammen sammen.