Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Allahs vilje og religiøs indoktrinering

Alt menneskeskabt, enhver lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, er falsk og uvederhæftig. Dette fortsætter dag efter dag – uophørligt – fra børnene hører den første bøn i deres øre, og til de forlader deres forældre.

Latifa Ljørring Fold sammen
Læs mere

Hver tiende muslim i Danmark mener, at lovgivningen udelukkende bør bygge på Koranens ord, mens godt hver fjerde danske muslim mener, at en blanding af Grundloven og Koranen skal udgøre fundamentet for landets love, viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Jeg har udtalt mig om emnet før, men jeg vil alligevel gentage mig selv igen i håbet om, at gentagelse skaber forståelse.

Det er ikke kun i det offentlige rum, vi nu ser mere og mere tydeligt, hvordan islam rækker ud i et kvælertag. Der findes flere steder, f.eks. i muslimske familier helt detaljerede instruktioner for privatlivet: Hvordan man klipper sine negle, hvordan man går på toilettet, hvordan man slipper af med hunde- eller kattehår i tøjet, hvordan man har sex, hvilken hånd man spiser med osv. Hvert øjeblik af hver eneste dag er dikteret af en eller anden mikro-management-regel. Der er ingen vej udenom, og alle disse regler er lige så stille ved at snige sig ind ad bagdøren under det uskyldigt klingende dæknavn »mangfoldighed og multikultur«.

Jeg er bekymret over, at udviklingen går i negativ retning, når det gælder det voksende islamiske trossamfund. Jeg har været vidne til, at det går skævt for børn, der under hele deres opvækst bildes ind, at de er de bedste, sejeste, og Guds valgte, at deres ideologi skal overtage verden, og at alle andre er dumme, vantro og racister. For pludselig at opdage, at de er fanget af deres opvækst – og at de er svigtet på hjemmefronten. At de ikke er så gode, seje og udvalgte.

Så bliver mange af dem naturligt nok dybt frustreret og tyer til radikale miljøer, hvor de bliver anerkendt, f.eks. bandelignende, aggressive fællesskaber og kriminalitet i Allahs navn.

Jeg mener, at Danmark udsættes for religiøs indoktrinering. Flere og flere er tilhængere af sharia-lov og vælger at koble hjernen fra og følge de danske radikale muslimers spor..At bryde ud af et sådan miljø kræver helt sikkert mod, et stærkt selvværd, selvtillid, vilje og ikke mindst viden. Men for nogle er realiteterne meget svære at sluge og især at bryde ud af.

Lad mig tage udgangspunkt i en helt normal, nyfødt baby. I mange islamiske lande findes en skik, hvor man hvisker en bøn i øret på den nyfødte. Herved begynder processen med at skabe en muslim, og fra det øjeblik er den uophørlig. At lære nyt er en præmis i den nyfødtes hjerne, eftersom menneskets hjerne fødes med en »ren tavle«. Den nyfødte hjerne har mange flere hjerneceller end en voksen, men cellerne er ved fødslen anatomisk og fysiologisk umodne. De har indgået meget få forbindelser med hinanden, så for den nyfødte er alt »derude« uden kontekst og mening. Men i fem-seks års alderen sker der noget vigtigt. Da har vi opnået en stor databank af simple fakta, og nu kan vi begynde at evaluere. Det er omkring dette tidspunkt, at vi begynder at forstå fænomener som døden, og at smerte også er noget, andre føler.

Vi begynder at forstå, at »godt« og »ondt« har betydninger ud over, at mor bliver sur på os for noget. Vi begynder at forstå, at smerte og død ikke er gode ting. Kort sagt: Vi er nu parat til at lære den mest elementære filosofi og især etik.

Men man har lidt travlt. Mellem femårsalderen og puberteten er tiden, hvor de grundlæggende ideer om godt og ondt, om verden er et godt sted eller ej, om andre folk kan forventes at behandle os rimeligt eller ej og så videre, bliver etableret. Attituder og følelsesmæssige respons bliver indkodet, og som anden slags læring bliver de automatiseret. Den form for etableret, vanemæssig og automatiseret måde at tænke og respondere følelsesmæssigt på betegnes ofte som »mentalitet«. En veletableret mentalitet er vanskelig at ændre efter puberteten, når hjernen under indflydelse af bestemte hormoner »krystalliseres« ind i den voksne, og den vil bære mentaliteten med sig resten af livet. Det betyder ikke, at nogen med en bestemt mentalitet ikke kan forandre sig – det betyder bare, at det er meget, meget vanskeligt, og mange finder det for vanskeligt.

Så hvad forventer vi os af mennesker, der har levet deres liv i et islamisk miljø? Først hører et barn sine forældre bede fem gange om dagen syv dage om ugen i alle 52 uger om året, og inden længe deltager børnene i dette og fortsætter med det resten af livet.

Disse børn deltager i gudstjenester i moskeen mindst en gang om ugen, hvor de hører imamen tale om islam og islams fjender, som jo er alle de andre religioner. De deltager i fester og ceremonier. Nogle såsom Ramadanen varer en hel måned. De skal også foretage minimum én rejse til Mekka i løbet af deres liv, et kæmpe foretagende hvor millioner af trosfæller deltager.

Koranen, skriften om islam, er den eneste betydningsfulde bog blandt en del muslimer. Hos andre er islam tungt influeret af religiøse læresætninger, og enhver afvigelse derfra anses for at være en synd.

Hele verden er vidne til, hvordan man i Palæstina i den elementære læseplan inkluderer fysisk undervisning i at kaste granater og mime andre former for kamphandlinger.

En religiøs læseplan i Saudi-Arabien viser, at mellemste og højeste del af skolerne har tre religiøse læseplaner. Den ene er Hadith, der er en generel læseplan om islamiske traditioner. En andet er Al-Fiqh, en læseplan om emner som religiøs lov og ritualer. En tredje er Al-Tawid, som er en læseplan om tro.

En del af den arabisk-muslimske verden følger i Saudi-Arabiens spor ved at undervise vedholdende i had mod ikke-muslimer. »Ikke-troende« – de vantro – frygtes og hades, fordi de introducerer forbudte innovationer til islam. Disse læseplaner indeholder bl.a. beskyldninger om »takfir« (ikke-tro), der tillader drab og inddragelse af ejendom, og »mushrikun«, en term, der i tidligere tider refererede til enhver religion med mere end én gud, men som i dag refererer til enhver ikke-muslim (endog andre muslimer).

Erklæringer som »medicinske fremskridt vil eliminere sygdomme« anses som værende et eksempel på »ikke-tro«, da det afstedkommer begivenheder fremkaldt af andet end Allahs vilje. Selv brugen af alternative navne for Allah anses for værende »ikke-tro«.

Denne lærdom fylder muslimer og deres børn med en konstant frygt for at kunne ende som ikke-troende. At religiøs afvigelse er en fare, der kan ligge og lure for enhver til enhver tid og på ethvert sted. For farerne for at blive »de andre« bliver hele tiden understreget, og ikke-tro spredes overalt i den muslimske verden. Islam oversvømmes med forbudt innovation, og samfundet undergår moralsk opløsning.

Derfor må og skal de vantro besejres, og verdenskalifatet skal genetableres. Israel skal udryddes fra Jordens overflade, for jøder og kristne er særligt farlige og slemme, selv om ingen ikke-troende dog nogensinde bliver anset for god eller uskyldig. Ethvert land, som en muslim har sat fod i, forbliver et muslimsk land, da udbredelsen af islam er en religiøs forpligtelse. Det betyder så også, at der ikke kan eksistere nogen lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, da Koranen kommer direkte fra Allahs mund, og derfor er perfekt, som den er. Alt menneskeskabt, enhver lov eller regering, der ikke udspringer af Koranen, er derfor falsk og uvederhæftig.

Dette fortsætter dag efter dag – uophørligt – fra børnene hører den første bøn i deres øre, og til de forlader deres forældre. Når de så forlader det ekstreme islamiske miljø, som de er rundet af, bliver de en del af et samfund, hvor denne tankegang er blevet automatiseret, og hvor den synkrone march til trommelyden er endeløs. Film, fjernsyn, radio, aviser, gudstjenester i moskeen – listen er endeløs, og budskabet holder aldrig op.

Vi prøver hele tiden at bilde os ind, at vi kan skabe et samfund, hvor vi kan bryde radikalisering af unge mennesker, ved at sætte massivt ind med radikaliseringspakker, integrationsprogrammer, inklusion, assimilation, overlevelseskurser m.v. Millionerne fosser forgæves ud af statskassen. Jeg tror stadig ikke på, at det vil ende med en bedre tilværelse for mange af de unge, hvis ikke vi som politikere – alle som én – er konsekvente. nul-tolerante og sætter store krave til forældrene. I den kultur, hvor jeg kommer fra, er forældrene alt afgørende og nøgleord.

Systemet skal ikke overtage forældrenes fraværende ansvar, men stille forældrene til ansvar.