Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Aleppos fald er også vores moralske fald

»Når nu Aleppo slutter sig til byer, hvis navne markerer vores største svigt, som Srebrenica og Guernica, må man håbe, at vi på ny slutter op om en aktivistisk politik.«

Jesper Lau Hansen Professor Jesper Lau Hansen i lufthavnen. Taler om hvorfor nordiske chefer er anderledes Fold sammen
Læs mere

Mens disse linjer skrives, falder de sidste dele af Aleppo. En oldgammel by og dens befolkning knust af en fuldstændig hensynsløs offensiv.

Det er ubærligt at iagttage, selv på afstand, og kravet om, at vi må »gøre noget«, stiger fra demonstrationer, fakkeltog og avisernes ledere. Det frygtelige er, at vi faktisk ikke kan gøre noget. Ikke nu, nu er det for sent. Vi har ingen mulighed for militært at standse uhyrlighederne. Alt, hvad vi kan gøre, er at komme med protester, der blot er varm luft i en kold tid. Som om folk, der begår disse grusomheder, er det mindste påvirkelige over for ord alene.

Aleppos fald og det nederlag for oprøret mod Assads regime, som det varsler, er virkelig en tragedie: En klassisk fremadskridende moralsk fortælling, hvor aktørerne bevæger sig mod en katastrofe, der er forudsigelig for alle andre end dem selv, men uden at kunne ændre kurs, fordi de er bundet af vrangforestillinger, som de ikke evner at gøre sig fri af.

Men selvom det er vanskeligt at forestille sig, at denne tragedie kan blive mere trist, så er det faktisk muligt, dersom vi ikke bliver klogere og gør op med de vrangforestillinger, som har ledt os frem til denne stilling af politisk impotens og militær magtesløshed. Det er forkert at give sig hen i den forræderisk forførende morfindøs, som magtesløshed kan fremkalde. At tro, at fordi man har protesteret, så har man da »gjort noget«. Vi kan gøre mere end det. Det er for sent at redde Aleppo, men vi kan blive klogere og på ny besinde os på at tage ansvar og reagere med mere end tomme ord og flove fagter.

Skal der være et håb i denne mørke tid, må det være troen på, at pendulet vender. At vi nu gør op med den pacifisme og tro på ikke-indblanding, der legitimerer vor tids eftergivenhedspolitik, og som vandt frem efter krigene i Afghanistan og Irak. De to krige markerede kulminationen af Vestens aktivistiske politik, der var fremprovokeret af tragedierne i Srebrenica og Rwanda, og båret af ønsket om ikke igen blot at se passivt til, mens diktatur og anden organiseret ondskab triumferer.

Første trin er at forstå, at Syrien ikke er en konsekvens af disse krige, så ansvaret rutinemæssigt og bekvemt kan lægges hos Bush, Blair og Fogh. Oprør mod Assad-familiens diktatur har været regelmæssige, normalt har regimet kunne nøjes med at kvæle det i deres fangekældre, men under tiden, som Hama i 1982, indebar det nedslagtning af hele byer. Hvis oprørets start i 2011 havde en udenlandsk påvirkning, var det nærmere Det Arabiske Forår, der begyndte i Tunesien langt vestpå. Tragedien i Syrien er således ikke en konsekvens af aktivisme, men af dens modpol: ikke-indblanding. Katastrofens omfang og forløb er en direkte følge af Vestens beslutning om ikke at engagere sig.

Mediernes svigt

Præsident Obama kaldte i sin tid Irak-krigen »a war of choice« og antydede dermed, at vi bare kunne have valgt anderledes. I Syrien ser vi, hvad dét valg indebærer. Den vigtigste lære af denne tragedie overhovedet er således, at man kan få blod på hænderne, også selvom man sidder på dem.

Denne lære er nok for smertefuld for mange at forstå, men især venstrefløjen må indse, at de virkelig kvajede sig, da de lod sig forlede af deres vanlige uvilje mod en nyvalgt republikansk præsident til at afvise Irak-krigen som et imperialistisk olieeventyr, når det så oplagt var en idealistisk indsats for at befri et arabisk land fra en blodtørstig diktator. Hvordan fraværet af denne idealisme tager sig ud, kan vi i dag se i Syrien.

Medierne svigtede også over en bred kam. Den idealistiske aktivisme blev affærdiget som skummel neokonservatisme og fremstillet som en krig mod landenes befolkning, selvom det jo åbenlyst kun var en krig mod deres undertrykkere. Vores soldaters krigsindsats blev fremstillet som om, den blev ført hæmningsløst og uden respekt for civile, og denne absurde overdrivelse hindrer os den dag i dag i at kritisere russernes fremfærd i Syrien, hvor kritikken faktisk er berettiget. Det mest alvorlige svigt kom dog, da Obama valgte at trække alle amerikanske tropper hjem fra Irak i 2011 imod sine rådgiveres anbefalinger.

Hans begrundelse var, at Irak var blevet tilstrækkeligt stabilt, men i så fald burde hans træk jo være blevet udfordret af en kritisk presse, der med rette kunne have spurgt, om ikke krigen i så fald var vundet? Det undlod man, og da Irak senere faldt sammen, forstod de færreste, at det kunne være gået anderledes.

Det næste trin er således at forstå, at aktivisme og krig faktisk virker. Obama sagde, at der ikke findes en militær løsning på konflikten i Syrien. Putin viste, at det gør der. Men det kræver, at man betragter krig som en fortsættelse af politik og ikke forsøger at gøre det halvt eller på skrømt. Der er et klart mønster: Sætter man de fornødne militære midler ind, kan man vinde og opnå stabilitet, som i Irak og Mali. Gør man det kun halvhjertet eller på afstand, som i Libyen, går det galt.

Obamas selvopfyldende profeti

Alternativet til krig er sjældent fred, oftere kapitulation. Forestillingen om, at Mellemøsten ikke rager os, er så eventyrlig ubegavet, at naivitet ikke slår til som eufemisme.

Det er lige så befriet fra almindelig fornuft som forestillingen om, at vi som alternativ til krig bare skal tage imod alle, der måtte komme til Europa på flugt fra elendighed og nød. Det er den slags politisk bluf, som bliver afsløret, når »alle« rent faktisk dukker op og vil ind. Som vi så det i Sverige, bliver resultatet i stedet en 180 grader vending fra det mest åbne til det mest lukkede system. Det kan vi ikke byde dem eller os selv. Vi har en klar moralsk pligt til at tage imod flygtninge, men vi kan ikke realistisk tage imod alle dem, der vil komme, hvis vi lader et nærområde som Mellemøsten forsumpe.

Vores håndtering af flygtninge er således nært knyttet til vores vilje til at agere militært. Mens myrderierne i Syrien står på, har vi brugt en pæn del af vores opmærksomhed på en ordfører fra Dansk Folkeparti, der mente, at man burde skyde for at holde flygtninge fra Mellemøstens sammenbrud væk. At det faktisk indgår i politikken hos EU’s grænsemyndighed gør ikke just problemet mindre. Men til gengæld fokuserer det problemstillingen, så selv en humanist kan forstå det: Hvem vil vi helst skyde på, diktaturer eller deres flygtende ofre? Det sidste er nok både lettere og billigere, men vil vi virkelig det? Hvis ikke, må vi erkende, at vi skal bruge krudtet på bedre vis og meget mere af det.

Det forhold, at intervention i Syriens morads er noget nær umulig nu, bør ikke overskygge det banale forhold, at en eftergivenhedspolitik med tiden skaber sin egen absurde berettigelse. Alle de advarsler, som Obama oprindeligt fremførte mod sine rådgiveres anbefaling om intervention i Syrien, blev realiseret netop på grund af hans ikke-indblanding, og først nu, hvor diktaturet står til at vinde, stærkt støttet af magtfulde udenlandske allierede, og hvor den moderate opposition har måttet tilslutte sig religiøse ekstremister for at overleve, giver det omsider mening for verdens eneste supermagt at erklære sig hjælpeløs.

Obama blev valgt for sin modstand mod Irak-krigen og fik prompte Nobels fredspris. Hans ikke-indblandingspolitik har været en blodig fiasko og måtte til sidst opgives, så amerikanske tropper på ny er i krig, men uden samme klare mål og opbakning som Rusland, Iran og vores øvrige modstandere giver. Af samme grund er det dem, der vinder, og vi og med os vores oplyste humanisme, der taber.

Aleppos fald er også vores moralske fald. Når nu Aleppo slutter sig til byer, hvis navne markerer vores største svigt, som Srebrenica og Guernica, må man håbe, at vi på ny slutter op om en aktivistisk politik og begynder at genopbygge det militær, som er nødvendigt for at ændre den katastrofale kurs, vi så tragisk har fulgt i de seneste år.