Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Alene i vildmarken – den perfekte glidecreme til samtiden

»Hjernen bliver tvunget til at skabe sine egne billeder, og dette er ikke altid en feel good-oplevelse.«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

DR 3s program »Alene i vildmarken« synes at rumme ingredienserne til at tilfredsstille den herskende naturlængsels romantik. Programmet udstiller par excellence vor tids manglende evne til at tænke – det udtrykker de erfaringsløse erfaringer, som vi bygger vores tilværelse op omkring. Vi vil så gerne mene det rigtige.

Kort fortalt er programmet en dansk udgave af det amerikanske »Alone«, hvor ti danskere sendes op i den barske norske natur for at overleve på egen hånd. Deltagerne må tage 12 ting med hjemmefra, og de støder ikke ind i de andre deltagere undervejs. Præmissen for programmet er ensomhed, total isolation.

Frygt

Allerede fra programmets start går man galt i byen. Ensomheden italesættes som noget negativt – noget alle deltagerne frygter. Hvert afsnit indledes med dybe citater af store ånder som Kierkegaard, Proust m.fl. Umiddelbart en stærk begyndelse. Men ja, som det altid er tilfældet med mennesker, som reelt ved noget om livet, drukner disse vise ord. De kan ikke gøres strategiske og mases ind vor tids stress og jag.

Læs også: Mennesket mod vildmarken

Ensomheden bliver omtalt i pseudovidenskabelige termer og konstant beskrevet som noget meget farligt. Men hvorfor frygter vi ensomheden så meget?

Falsk modstand

Programmet er den perfekte glidecreme til beboerne i vores triste samtid. Møntet på dem, der hævder at yde kapitalismen modstand, fordi nu er de vendt tilbage til naturen. Kulturen (og dermed kapitalismen) kan rende os, og nu skal menneskets sande natur udfoldes. Men dette udtrykker blot, at vores åndsevner befinder sig på et lavt stadie. Dualismen natur/kultur kan vi lige akkurat forstå med den intelligens, vi har til rådighed i dag.

Det triste er blot, at når vi hævder modstand mod det moderne accelerationssamfund, bidrager vi blot til det. Hvordan dog det? Naturen er jo hellig og uberørt? Ja, vi berører den lige akkurat for derefter at kaste den i accelerationssamfundets store maskineri. Og hvordan er det, deltagerne skal være i naturen? Med et Gopro-kamera, så de konstant er overvåget.

Selv om det ikke er direkte overvågning, så er det med bevidstheden om, at man på et tidspunkt i fremtiden vil blive stillet til skue – når DR har redigeret og fundet de vinkler og stillinger(tænk blot stemningsmusikken), som giver flest seere. Deltagernes handlinger er påvirket af, at de andre hele tiden ser med: Man er genstand for den andens blik. Den uskyldige natur er ikke så uskyldig igen.

Samtidig får vi et grundigt indblik i de forskellige deltageres forberedelse til programmet. Igen er det frygten for at forlade fællesskabet, der er i fokus. I højsædet er den falske dikotomi natur/kultur, som udtrykker en flugt fra tilværelsen. Forberedelsen bærer præg af overlevelsesegenskaber. Det er slående, hvor lidt fokus der er på at skulle være ensom i potentielt lang tid, og at ensomheden for en periode kan være den livspraksis, der er en forudsætning for, at talen, tanken og integriteten kan genvinde sin kraft – en nødvendig selvoverskridende bevægelse, der netop kræver en anstrengelse, og som vi ikke er villige til at yde i det selvrealiserende og forbrugsdyrkende liv.

Det behandles som et uundgåeligt onde. Men hvad nu hvis det var en gave at være alene? Det er nemlig i ensomheden, mørket og stilheden, at man for alvor har mulighed for at blive årsag til egen fremdrift. Tænk blot på, at ordet kloster er afledt af bur og indhegning; formålet var total afskæring fra den sociale verden.

Det bemærkelsesværdige i TV-udsendelsen opstod, da den første deltager valgte at trække stikket. Han var soldat og forekom at have styr på sagerne. Han byggede en imponerende lejr, men ensomheden blev for meget. Ingen af deltagerne har valgt bøger eller skriveredskaber som nogle af de 12 genstande, de må medbringe. Bøgerne kunne udforskes og nærstuderes, blyanter og papir kunne have været anvendt som dagbøger. På den måde kunne deltagerne få oplevelsen af at skrive for nogen og således ikke føle sig helt alene.

Netop denne daglige øvelse i at henvende sig til en anden person skaber rum for selvforglemmelse og indlevelsesevne i det fremmede – det er en dobbelt bevægelse. Ingen af deltagerne har forberedt sig ved at lære meditation eller andre transcendensbefordrende teknikker – at støde på grundlæggende metafysiske spørgsmål. Det hele skal være så forudsigeligt. Men det glemmes, at mennesket er mere end blot biologi. Mennesket er ligeledes et kultur- og skriftvæsen – her smelter natur og kultur sammen. Hjernen har sprogcentre, og disse kan anvendes på forskellige måder via forskellige teknikker.

Men vi kan aldrig slå sproget fra. Selv når vi render rundet i den nordlige del af Norges barske natur er vi indlejret i sprog, og dette skal vi være glade for. Sproget betinger virkelighed og dermed muligheden for at foretage procedure. Det er muligt gradvis at tilegne os en fremmed virkelighed ved at nuancere vores indtryk. Opfatter vi sproget som et neutralt redskab, som vi blot kan bruge efter behov til at beskrive en virkelighed »derude«, har vi misforstået essensen af det menneskelige.

Sansningens problematik

Hvorfor skal der nu kastes syreregn på dette skønne program, som gør, at vi kan hygge os foran sofaen og få en plads i fællesskabet? Og er deltagerne dumme? Som sådan er dette ikke en kritik af enkeltpersoner, det er en kritik af den kollektive bevidsthed og de resultater, som programmet afstedkommer. Det sociale bliver fremlagt positivt og ensomheden negativt. Denne konklusion drages ud fra den feel good, som man oplever i fællesskaber og ubehaget af at være overladt til sig selv. I ensomheden har man ikke mulighed for at finde sit sande jeg bag det hele – nej, man har muligheder for at skabe sine egne billeder, dvs. opleve virkeligheden på en radikal anderledes måde end den forstenede virkelighed, vi får udleveret hver eneste dag.

Læs også: Nu går jeg på slankekur

De billeder, vi tager med i rygsækken, kan risikere at ramme et punkt, hvor de ikke slår til længere. Hjernen bliver tvunget til at skabe sine egne billeder, og dette er ikke altid en feel good-oplevelse. Det kan være overvældende og skræmmende. Det kan være hårdt ikke at få bekræftelse af flokken. Det handler om at se naturen som et sted, der minder os om, hvor lidt vi har brug for, og hvordan sanserne skærpes på helt specielle måder, når man opholder sig i naturen.

Erkendelse gennem ekstremer

At man absolut skal ud i den barske natur, udtrykker vores manglende tankeformåen. Vi forstår bedst i ekstremer. Den trygge sofa foran fladskærmen skal udskiftes med sine diametrale modsætninger. Men hvad nu, hvis overlevelse i naturen er én blandt mange måder at udfordre hjernen og én selv på? Skal det virkelig skæres ud i pap, før vi reagerer? Hvad med mindre kontroversielle tiltag som at læse, afskære sig fra socialiteten, lade være med at stemme, glemme sociale medier: lære at anerkendelsestrangen holder én nede. Selvrealisering og statusjagt frister de fleste til at synke ned i selvkontrol, der fratager dem muligheden for at bryde med vaner, sætte noget i spil, tænke og handle anderledes etc.

Selvindsigt

Det handler ikke om overdrevet egoisme, men om at gøre sig reelle erfaringer, som ikke er gentagelser af det, vi allerede ved. Det handler om ikke at få tygget maden for sig, men lære at fordøje den rå. Det handler om at have noget på spil og med at »have noget på spil«, menes ikke, om man kan tage ud i den barske natur for at vende hjem med billeder og film, som skal bruges i anerkendelsens tegn. Her menes en radikal udvikling og dannelse, hvor man indser, hvad man er gjort af. Fokus bør være på sansningens naivitet og åbenhed, men som man nok kan fornemme er dette en hårfin balance, da faren er, at vi ender med at forherlige den selvsamme natur, som vi forbruger og driver rovdrift på.

Nå, men nok om det, der kommer »Alene i vildmarken«, skynd dig at tænd for dit TV og forsvind til en drømmeverden langt fra virkeligheden, hvor det eneste krav til dig er at mene det rigtige.

Jakob Kvist er filosof og lærer.