Advarsel: Offentlig gabestok og mistillid kan være til skade for patienter

»Det handler om en sund patientsikkerhedskultur i stedet for en ondartet mistillidskultur.« Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Den offentlige gabestok risikerer at gå ud over det offentlige sundhedsvæsen. Vi har set en foruroligende udvikling, hvor debatten om patientsikkerhed tilsyneladende handler om at udpege den enkelte læge som synder – og straffe vedkommende, når noget går galt. Et ensidigt fokus på enkeltsager i stedet for et ønske om vidensopsamling, læring og forebyggelse af fremtidige fejl. Det er en udvikling, vi vil advare imod. Først og fremmest fordi, det i sidste instans er ødelæggende for patienterne og patientsikkerheden.

Sundhedsområdet udgør en af hovedhjørnestenene i vores velfærdssamfund. Det er et område, som langt de fleste danskere kommer direkte eller indirekte i berøring med hvert eneste år, og medierne dækker derfor forståeligt nok området intenst. Det er godt. Det er også godt, at pressen fortæller om konkrete patientforløb. Rigtige mennesker og patienter gør debatten konkret og inviterer til en offentlig dialog, alle kan deltage i, uanset om man i forvejen har indgående kendskab til sundhedsvæsenet. Det danske sundhedsvæsen er til for borgerne, og det kan kun udvikle sig, hvis borgerne aktivt artikulerer deres ønsker og behov. Medierne har en rolle i den proces. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed også.

Vi kunne ønske os, at Styrelsen for Patientsikkerhed ville overveje, hvilket billede det efterlader af viljen til at gå ind i læring og forebyggelse af fejl, når mediedækningen domineres af historier om politianmeldelser af sundhedspersonale og andre udtryk for »handlekraft«. Det er trist, at det er her, snittet lægges, og at der ikke er større fokus på forebyggelse af fejl og læring. For som statslig myndighed har man et særligt ansvar. Man sætter tonen, og det bør forpligte.

Nogle gange sker der utilsigtede hændelser, og nogle gange er slutresultatet dybt tragisk for patienten og de pårørende – sådan som vi f.eks. har set det med nogle af de meget omtalte meningitis-sager i år. De frie og uafhængige danske medier skal naturligvis også fortælle om den slags sager, og alle os, der arbejder med og i sundhedsvæsenet, har en pligt til at se, hvad vi kan lære af de forløb, som pressen sætter fokus på. Det må være hele formålet – at vi hele tiden opsamler erfaringer, ikke mindst de dårlige erfaringer, og tager ved lære af dem med henblik på at forebygge fremtidige fejl.

Åbenhed og transparens er altafgørende for et moderne sundhedsvæsen, som ønsker effektivt at tage ved lære af sine fejl. Nogle utilsigtede hændelser opstår uden at man, selv efter en grundig analyse, kan udpege egentlige fejl hos enkeltpersoner. Andre gange sker der regulære fejl. Det er desværre uundgåeligt, når mennesker er involveret – også selvom alle har de bedste intentioner. Under alle omstændigheder skal vi have et system, hvor vi samler op på fejl og utilsigtede hændelser, taler åbent om dem, tager ved lære af dem. Og siger klart undskyld til patienter og pårørende, når det er på sin plads.

Verdens første

I 2003 vedtog Folketinget verdens første Lov om Patientsikkerhed. Den danske lov var – og er – både banebrydende og visionær. Den giver lægerne og andre sundhedsprofessionelle en udstrakt grad af amnesti, hvis de fortæller myndighederne om de fejl og utilsigtede hændelser, der sker i behandlingen.

Loven og hele det danske patientsikkerhedsarbejde er stærkt inspireret af mange års erfaringer fra internationale højrisikobrancher som f.eks. luftfartsindustrien. Sikkerheden for passagererne skal ikke udelukkende afhænge af den enkelte pilot eller flyveleder. Sikkerheden skal i høj grad baseres på sikre systemer og standardiserede procedurer. Fejl skal rapporteres systematisk. Det nytter ikke, at piloten tier stille af frygt for repressalier.

Det danske rapporteringssystem for utilsigtede hændelser, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har arbejdet for, er netop baseret på, at de sundhedsprofessionelle kan indrapportere fejl uden frygt for straf. Her taler vi ikke om, at læger eller andre sundhedsprofessionelle ikke skal stilles til ansvar, hvis de begår noget kriminelt eller åbenlyst er ude af stand til at varetage deres arbejde, f.eks. på grund af en hjerneskade.

Vi taler om de forløb, hvor sundhedsprofessionelle, ofte under akutte og vanskelige omstændigheder, gør deres bedste og har de bedste intentioner, men hvor det alligevel går galt. I den slags situationer vil vi advare imod en rygmarvsreaktion med politianmeldelser, offentlig gabestok og ekstra rigide kontrolforanstaltninger. I hvert fald hvis formålet er større patientsikkerhed og forebyggelse af fremtidige fejl.

Vores advarsel tager udgangspunkt i både danske og internationale erfaringer. Der er evidens for, at stærk ledelse og læring skaber en stærk patientsikkerhedskultur, mens intimiderende trusler om straf skaber frygt og får patientsikkerhedskulturen til at degenerere. Patientsikkerheden er ikke blevet dårligere de seneste 15 år. Der er stadig masser af plads til forbedring, men patientsikkerhedskulturen har udviklet sig i den rigtige retning, og de markante fremskridt hænger i høj grad sammen med større åbenhed og et sanktionsfrit rapporteringssystem for utilsigtede hændelser.

Vi vil fastholde den, helt basalt, gode udvikling. Vi vil advare imod en paranoid tilstand, hvor fejl og utilsigtede hændelser bliver skjult eller fortiet af frygt for politianmeldelser og offentlig klapjagt. Og vi vil selvfølgelig samtidig opfordre alle i sundhedsvæsnet til i endnu højere grad at lære af de fejl, der desværre sker.

I sidste instans handler det hele om at gøre det bedste for patienterne. Men forudsætningen for at styrke patientsikkerheden og forebygge fejl er, at læger og andre sundhedsprofessionelle fortsat tør foretage de faglige skøn, de finder rigtige. Og det bedste er, hvis beslutningerne om behandling og pleje finder sted i samråd med patienter og pårørende. I en tryg atmosfære, som ikke er forpestet af mistillid og en underliggende frygt for sagsanlæg og skandalisering.

Det er til skade for patienterne, hvis lægerne begynder at anbefale ekstra undersøgelser og behandling bare for en sikkerheds skyld. Til skade for patienterne, hvis beslutningerne ikke 100 procent sker for patientsikkerhedens skyld, men for at undgå beskyldninger om manglende handling.

Men hvis bl.a. medier og myndigheder fortsætter med aggressivt at gå efter enkeltpersoner, når der sker fejl, får vi amerikanske tilstande. Vi risikerer en konsekvent »cover my ass«-kultur, hvor lægerne garderer sig, så journalen nedbrydes til et ubrugeligt redskab overlæsset med irrelevante oplysninger. Journalen skal fungere som en hjælp til patienten, ikke som en forsikringspolice for lægen.

Stort ansvar

Lægerne og hele sundhedsvæsenet har selv et stort ansvar. Ikke alene for at foretage de bedste og rigtige faglige skøn til gavn for patienterne, men også for at bidrage aktivt til en patientsikkerhedskultur, hvor man åbent analyserer forløbene og tager ved lære af både gode og dårlige erfaringer. Vi har samtidig et stort ansvar for i endnu højere grad at involvere patienter og pårørende. I det omfang det over hovedet er muligt. Vi skal lytte til det patienterne og de pårørende fortæller os. Fordi det er dem, det hele handler om og fordi, patienter og pårørende har vigtig viden, der kan kvalificere de lægefaglige beslutninger og dermed styrke patientsikkerheden.

Hver enkelt sundhedsprofessionel har et stort ansvar i mødet med patienten. Og ledelsen har et stort ansvar. På alle niveauer i det danske sundhedsvæsen. På sygehusene, i regionerne og kommunerne. Ledelserne skal sætte standarden og gøre det krystalklart, at fejl ikke må skjules eller negligeres.

Det handler om tillid, tryghed og gennemsigtighed. Det handler om en sund patientsikkerhedskultur i stedet for en ondartet mistillidskultur. Vi ønsker grundlæggende sikkerhedsstrukturer og en samfundsdebat, hvor vi kan tale åbent om tingene, også om de mest tragiske forløb. Til gavn for patienterne og for patientsikkerheden.

Ulla Astman og Andreas Rudkjøbing, formand og næstformand i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.