Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

70 år siden redningen af danske jøder – og hvad så?

Med afsæt i den unikke historie om redningen af de danske jøder i 1943 bør vi hver især overveje, om vi ikke skal back to basics i relation til nultolerance over for intolerance i vores egen andegård. Det vil være det smukkeste minde over redningen af de danske jøder i 1943.

Danske jøder demonstrerer på Rådhuspladsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her i slutningen af september og begyndelsen af oktober kan vi mindes 70-året for den tyske besættelsesmagts jødeaktion, som heldigvis blev forpurret af redningen af størstedelen af de danske jøder. Godt 7.000 blev reddet, men samtidig og i tiden derefter mistede over 100 jøder livet, og for dem, som blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, eller de mange småbørn som blev gemt hos ikke-jødiske danske familier – i den bedste mening -medførte det ar på sjælen for livstid. De statsløse jøder – altså jøder der var kommet til Danmark før og under krigen – udgjorde en stor gruppe af flygtningene.

Det skal også erindres, at der efter krigen fortsat var alvorlige problemer for denne gruppe, fordi den danske stat, uanset erkendelsen af omfanget af Holocaust, stadig ønskede dem ud af landet. Her svigtede de danske myndigheder helt, ligesom de danske myndigheder havde svigtet ved udvisningen af ikke-danske jøder i 1930erne og 40erne. I lighed med de senere års diskussioner om, hvorvidt befrielsesdagen stadigt skal fejres, er det naturligt at stille spørgsmålet, hvorfor overhovedet markere redningen af de danske jøder – nu 70 år efter?

Lad os starte med hovedkonklusionen på denne kronik. Det er i højeste grad relevant at markere 70-året for redningen af de danske jøder, for denne på europæisk plan nærmest unikke historie har en række læringspunkter, som i bund og grund drejer sig om det mest fundamentale i medmenneskelig adfærd – nemlig valget mellem behagelig passivitet og aktiv risikofyldt indsats, når et medmenneskes liv er i fare.

Selv i 70-året for redningen af de danske jøder strides de lærde historikere om, hvorfor denne redningsindsats fandt sted. Var det på grund af samarbejdspolitikken? Eller at de danske jøder var så integrerede, at den tyske besættelsesmagt i virkeligheden ikke var interesseret i jøde- deportationen? Eller at Sverige meldte sig som modtagerland osv. osv?

Faktum er, at millioner af integrerede jøder fra hele Europa blev deporteret til den visse død – ofte hjulpet på vej af »naboens søn«, og deportationen af de ungarske jøder i efteråret og vinteren 1944/45 viser desværre med al ønskelig tydelighed prioriteringen i Nazityskland, selv på et tidspunkt, hvor alle kunne se, at nederlaget var nært.

Vi tror ikke, at der er én eller flere forklaringsmodeller, der kan forklare redningen af de danske jøder, men at der derimod var tale om mange forskellige momenter, der – med et moderne udtryk – gik op i en højere enhed.

Det afgørende for os er derimod at forsøge at forstå den enkelte modstandsmand eller kvinde, som risikerede sit liv, eller den, der måske ikke var aktiv i modstandsbevægelsen, men gav husly eller på anden måde aktivt var en del af de mange små tandhjul, som muliggjorde flugten og dermed den vellykkede redning. Er det muligt at komme til kernen af bevæggrundene for måske at udpege de enkelte momenter, så vi hver især har en grundopskrift i medmenneskelighed?

I de fem Mosebøger (Det Gamle Testamente) har vi befalingen om, at du skal elske din næste som dig selv. Der er ingen tvivl om, at denne næstekærlighed indeholder en forpligtelse til, at man i en valgsituation mellem passivitet eller aktivitet i forhold til et medmenneskes ulykke skal forholde sig til sit medmenneske, som om det var ens nærmeste – bedst illustreret som ens barn.

Ingen ville være i tvivl om, at man (som far og/eller mor) aktivt ville deltage i en redningsaktion, hvis ens egne børn blev udsat for fare, og det ville også være forholdsvis nemt at udvide redningsaktionen til også at gælde naboens børn eller familiens børn, som man har opbygget relationer til.

Der, hvor det etiske dilemma opstår, er hvor næsten ikke er en person, som man har relationer til.

Efter Anden Verdenskrig har vi i Europa set konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan samt i ex-Jugoslavien, hvor etniske og religiøse konflikter er resulteret i forfølgelser og massakrer på naboens søn, som ofte ved politiske krigsmageres propaganda, er blevet sprogligt udstødt, og derefter var nemme at identificere som en ikke-næsten og dermed som en der kunne/skulle forfølges.

En erfaring fra redningen af de danske jøder er (måske), at de danske jøder uanset mere end tre års besættelse af Danmark fortsat blev betragtet som »næsten«. Uanset nazistisk antisemitisme var det ikke lykkedes at udstøde eller marginalisere de danske jøder, og derfor »manglede« marginaliseringsbrikken i puslespillet. De danske jøder var og er et fuldt integreret element i det danske samfund, og det har utvivlsomt også været medvirkende til, at marginaliseringen af de danske jøder ikke var en succes.

En anden erfaring er (måske), at de danske naboer, uanset at deres jødiske naboer »inden for murene« var anderledes med andre skikke mv., alligevel betragtede de jødiske naboer som ikke næsten danske, men som danske »næsten«. Dette viser, at næstekærlighedsbegrebet også kan omfatte grupper, som man ikke fuldt ud kan identificere sig med, men som man desuagtet opfatter som en »næsten«.

Vi kan ikke lade være med at overføre disse erfaringer på vores samtid.

Vi er selv opvokset i et efterkrigsdanmark, hvor der har været højt til loftet, og hvor der kun i ekstremistiske kredse blev forsøgt sproglig marginalisering af andre. Op igennem 1980erne, 90erne og helt frem til nutiden har det ændret sig. Vi erkender, at vores jødiske baggrund gør os særligt overfølsomme over for sproglige marginaliseringer, for det jødiske folk har på egen krop mærket, hvordan små marginaliserende ord bliver til en marginaliserende ordstrøm, der forvandler naboens jødiske søn til en deporteret på vej i en kreaturvogn til en KZ-lejr.

Selv når vi tager højde for denne overfølsomhed, er det væsentligt at have for øje, at den marginaliserende sprogbrug har fået tag i os. Vi taler om og fokuserer mere på forskellene mellem forskellige grupper af mennesker, end vi ser på lighederne. Med usvigelig sikkerhed tager f.eks. medierne og meningsdannerne afsæt i den årlige agurketid med »påpegninger« af denne eller hin minoritetsgruppes problematiske adfærd, således at marginaliseringen/afstandtagen udbygges, og naboens søn – næsten – kan blive til en problematisk fjende, der påvirker din og min hverdag.

Kritikere vil utvivlsomt anføre, at denne kronik er udtryk for en politisk korrekthed, som forhindrer, at man kan sætte fingeren på problemstillinger i det danske samfund. Dette er ukorrekt. Problemstillinger skal og bør sagligt problematiseres, men ikke benyttes til at marginalisere eller opbygge en afstandtagen til en gruppe – præcis på samme måde, som vi hver især forventer, at man skal opføre sig blandt familie og venner.

De store danske indsamlinger til fordel for f.eks. flygtninge i verdens brændpunkter, dvs. opbakningen til danske nødhjælps- organisationer mv., viser, at næstekærligheden trives i den danske befolkning. Med afsæt i den unikke historie om redningen af de danske jøder i 1943 bør vi hver især overveje, om vi ikke skal back to basics i relation til nultolerance over for intolerance i vores egen andegård. Det vil være det smukkeste minde over redningen af de danske jøder i 1943.