50 år efter Churchill - visioner i brydning

»I morgen er det 50-årsdagen for Winston Churchills død. Mange vil sige, at det var en epoke, der sluttede, men det er ikke helt dækkende. Churchills indsats pegede nemlig i høj grad fremad.«

Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Winston Churchill døde 24. januar 1965, for netop 50 år siden. Det var en søndag morgen, kort efter de europæiske morgenavisers deadline. Ikke desto mindre ryddede aviserne deres forsider om mandagen. Ingen var i tvivl om, at det var det 20. århundredes største statsmand, der var gået bort.

Mange vil sige, at det var en epoke, der sluttede. Men dette vil ikke være en helt dækkende. Churchills indsats pegede nemlig i høj grad fremad. Nok var han den store bevarer af Europas frihed og demokratiske system. Den der i 1940 kaldte på verdens taknemmelighed, da han lod England fortsætte kampen alene efter Frankrigs fald, og derefter med en ledelse præget af indsigt og overblik ydede det afgørende bidrag til sejren. Ikke mindst hans aldrig vaklende bestræbelser på at få USA fast og varigt engageret er et vidnesbyrd om, at den desværre enestående indsigt, han viste i 1930’erne, da han forgæves advarede mod eftergivenhedspolitikken, ikke havde forladt ham.

Læs også: Churchill og karakterer

Men Churchill var mere end den store bevarer, og det just nævnte om hans forståelse af USAs uundværlighed i et varigt sikkerhedssystem, samt hans helt afgørende indsats for skabelsen af et sådant system, er et eksempel derpå. Han byggede ikke sit håb om at vinde krigen alene på en aktiv amerikansk medvirken i krigen. At hævde dette er en lidt forgrovet historiefordrejning. Men Churchill så klart, at et virkeligt betryggende sikkerhedssystem, rækkende langt ind i fremtiden, måtte omfatte også USA.

Set i et langt perspektiv er det Atlanterhavsmødet mellem Churchill og Roosevelt i 1941, der betegner et afgørende historisk skel, en indvarsling af en ny epoke. Det er igen en forgrovelse blot at se begivenheden som en vagtafløsning, hvor USA overtog Det Britiske Imperiums rolle. Churchills syn var, at England nok måtte indrette sig som en nummer 2, men som en god nummer 2. Han har næppe ment, at USA skulle bære byrderne alene. Herom vidner hans senere taler, således Zürich-talen i 1946 og hans tale i København i 1950.

Det var i Zürich-talen, at Churchill slog til lyd for en samling af Europa. Churchill blev modtaget i Zürich af en stor menneskemængde, mange bevæget til tårer. Og det var i sandhed et sublimt øjeblik. Her, med en reddet verdens taknemmelighed bølgende op imod sig, forenedes den store bevarer med den fremadpegende statsmand.

Tanken om Europas samling bør ses som et supplement til det britisk-amerikanske fællesskab, der blev skabt under Anden Verdenskrig. Det er det samlede Vesten, der skabtes ved de to foreninger. Og som man ser, er det i udstrakt grad Storbritannien, der er den bro, der holder Vesten sammen. Tony Blair har senere understreget, at dette just bør være en af Storbritanniens vigtigste roller i den moderne verden.

I talen i København i 1950 ridsede Churchill sin vision tydeligt op. Han så det fremtidige system som byggende på fire piller: USA, Commonwealth, Europa – med hvilket Commonwealth (via England) har et særligt forhold – og Sovjetunionen. (Kina var i 1950 langt fra at være en betydelig faktor).

I store træk er denne vision en realitet i dag, i hvert fald, hvad angår USA og det samarbejdende EU. Sovjetunionen har forladt scenen, men først 39 år efter talen. Og Kina er – på det allerseneste – kommet til. Hvad Commonwealth angår, synes Churchill umiddelbart at have været for optimistisk. Men måske alligevel ikke helt: Man skal huske på, at Storbritanniens og USAs særlige forhold også omfatter »Old Commonwealth«. Blot er dette for tiden temmelig usynligt, da alle Vestens lande, ikke mindst Storbritannien selv, meget gerne lader USA tage lederrollen, så ingen speciel Old Commonwealth-stillingtagen får lejlighed til at ytre sig.

Læs også: Første Verdenskrig lever endnu

Dette minder om, at Churchill så Canada som en bro, der forbinder de to grene af den engelsktalende verden. Tilsvarende kan vi se Norden som en bro – endda en meget vigtig bro – mellem Europas to grene, den kontinentale og den atlantiske.

For nu kommer vi til en alvorlig side af sagen: Der er for tiden en overhængende fare for, at denne struktur går tabt. Det, vi kalder Vesten, trues med en splittelse, der er mere alvorlig, end mange er tilbøjelige til at mene. Jeg tænker her på Storbritanniens mulige udtræden af EU.

Truslen skyldes jo i første række visse britiske politikeres EU- skepsis, støttet af folkestemninger, der ingenlunde er ukendte i andre dele af EU. Men den skyldes også, at fremtrædende europæiske statsmænd har visioner, der tydeligt forudsætter Storbritanniens exit af EU. I sommeren 2014 gav Giscard d’Estaing således et interview, hvor han opridsede en drøm om den nuværende euro-zone som en kommende supermagt, der – med sine 330 mio. indbyggere – skulle være i øjenhøjde med USA og Kina. England skulle tydeligvis helt relegeres til en amerikansk sfære.

En sådan udvikling indebærer en måske uafvendelig splittelse af Vesten på lidt længere sigt. Det er nemlig først og fremmest Storbritanniens placering i begge Vestens grene, der giver en rimelig tryghed for, at det altid vil holde sammen: Med Old Commonwealth sikkert i haremmet vil USA kunne se andre alliancer – Japan, Korea, ASEAN, Brasilien m. fl. – der er mere attraktive end euro-zonen.

Hvad angår euro-zonen som en supermagt, der kunne tænkes som et alternativt sikkerhedssystem til det nuværende samlede Vesten, er der to ting at sige: For det første er euro-zonen i befolkningsmæssig tilbagegang, mens USA og Storbritannien er i betydelig vækst. USA vil nå over 400 mio. i løbet af tre til fire årtier. Så øjenhøjden er mere end tvivlsom. Storbritannien, for tiden 64-65 mio. vokser med 400.000-500.000 om året.

For det andet kan et USA, selv med omkring 400 mio. indbyggere, kun opretholde supermagtsstatus i kraft af alliancer, som det leder. Kina og Indien vil nå 1,5 mia. inden 2050 samtidig med, at deres økonomier udvikler sig mod vestligt niveau. Der er kun en mulig fremtidig vestlig supermagt, nemlig hele Vesten.

Som sagt har den engelsktalende verden store oversøiske alliancemuligheder. Et Europa, der er domineret af euro-zonen, og som er mere eller mindre splittet fra den engelsktalende verden, har egentlig kun Rusland – med Kina i baggrunden – som oplagt alliancemulighed. Hvis Storbritannien forlader EU, er en sådan struktur et såre sandsynligt resultat på lidt længere sigt.

Danmark og Sverige kan næppe acceptere at blive lukket inde i et sådant Europa og dermed i nogen grad bragt i modsætning til en oversøisk verden med det engelsktalende område som rygrad. Så der er al grund til, at Danmark og Sverige til det yderste udnytter mulighederne for at bygge bro mellem England og resten af EU. Men skal det lykkes, må EU acceptere så vide rammer, at Storbritannien kan få sin befolkning med i et fortsat medlemskab. Der må skabes forståelse for, at Giscard d’Estaing og ligesindedes tanker er alt for letsindige.

Baggrunden for dette letsind er nok, at Storbritanniens størrelse, dets økonomiske formåen og i det hele taget dets politiske betydning ofte bliver vurderet ringere end rimeligt. En grund er, at Storbritannien, lidt for gladelig, lader sig stå i skyggen af USA. En anden er, at det i en lang periode, fra sidst i 1960’erne til begyndelsen af 1990’erne, var i en økonomisk bølgedal, der bragte det langt under Frankrig og Tyskland, specielt det genforenede Tyskland med dets 83 mio. indbyggere mod Storbritanniens dengang 57 mio.

Læs også: Efterlysning: Tysk lederskab – men til gavn for alle

Disse forhold har imidlertid rettet sig helt afgørende: Storbritannien har nu 64 mio. indbyggere og er i god vækst, også økonomisk, mens Tyskland er faldet til 80,5 mio. og er i bedste fald stagnerende. Heri ligger meget stærke argumenter, som bør kunne overbevise også franskmændene, for ikke at lade Vesten skille ved kanalen.

Skulle det ske alligevel, ville Churchills vision, efter at have været tæt ved realiteten i nu 50 år efter hans død, have løbet sin kurs til ende. Så ville mødet på Atlanterhavet i 1941 kun have været varigt skelsættende for angelsakserne selv, ikke for Europa. Det vil Danmark ikke kunne se roligt på.