Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

3 ting, du skal overveje, inden du sætter dit næste kryds

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Fold sammen
Læs mere

Det danske kommunalvalg nærmer sig, og om mindre end fire måneder ændres den lokale magtbalance, når de nye kommunalbestyrelser efter nytår overtager ansvaret. Gamle byrådsmedlemmer skiftes ud med nye i en tid, hvor løfter om guld og grønne skove kastes omkring i valgrus, men glemmes snarest muligt.

Kommunalvalget er dog en demokratiets fest, for folket får indflydelse. Vi stemmer om, hvem der skal bestyre vores kommuner. Valget er en levendegørelse af tanker om demokratiet, som spores tilbage fra før den franske revolution: I demokratiet har borgeren medbestemmelse i det samfund, vedkommende selv er en del af.

Det er i hvert fald det, vi godmodigt fortæller hinanden, mens vi naivt skubber den historiske korrekthed længere tilbage i bevidstheden. »Folkets demokrati« er en ny opfindelse. Selv det danske demokrati var i starten eksklusivt – i 2015 kunne vi fejre hundredåret for kvinders valgret i Danmark.

Vi synes i dag, at det er logisk, at kvinderne skal have valgret: De er mennesker og medborgere på linje med os andre (mænd), og er ligesom vi i stand til at træffe velovervejede, demokratiske beslutninger. Netop overbevisningen, at kvinder ikke var i stand til dette, var det, der hidtil havde forhindret dem i at opnå stemmeret. De såkaldte »demokratiets opfindere«, athenerne, var også af denne overbevisning – ikke kun om kvinderne, men om størstedelen af befolkningen. Vi gør i dag klogt i at tage deres tanker i betragtning, dog ikke fordi vi skal afskaffe kvinders eller andres valgret, men fordi de gamle grækere havde en pointe eller to.

I sit værk, Staten (ca. 380 f.Kr.), skrev filosoffen Platon en fiktiv dialog om demokratiet mellem sin bror, Adeimantus, og medfilosof, Sokrates. Sokrates sammenligner her demokratiet med et skib. Skibets mandskab er befolkningen, deres kaptajn befolkningens valgte leder.

På et skib, hvor mandskabet vælger deres kaptajn demokratisk, pointerer Sokrates, vælges nødvendigvis ikke den bedste mand til kaptajn: den erfarne, der kender havene, og er uddannet i søfart. Af uforklarlige grunde afskyr mandskabet ham – de foretrækker den tiltalende og smigrende kaptajn, om end han hverken kan se eller høre og er uden evner og erfaring inden for søfart. Alle, der er uenige med mandskabet, og pointerer sidstnævnte kaptajns objektive mangler, slås ihjel. Sidstnævnte kaptajn kan selvfølgelig ikke styre skibet sikkert i havn, men mandskabet er forblændet. Derfor forkaster de den kaptajn, der havde de bedste forudsætninger for at lede dem sikkert i havn.

Sokrates’ pointe er, at selvom det er åbenlyst, hvem der objektivt er den bedste leder for samfundet, vælges vedkommende nødvendigvis ikke af befolkningen. Befolkningen forblændes let og smigres til et, for dem selv, objektivt ringere valg. Befolkningen fejler altså i udførelsen af det repræsentative demokratis vigtigste opgave: at vælge kapable politiske ledere. Denne kritiske passage har vi glemt, når vi i dag fejrer demokratiet. Men det er ikke en passage, hvis pointe man skal springe let hen over.

Pointen gælder stadig

Sokrates’ pointe i Staten har stor vigtighed i dag, særligt når man nærmer sig en demokratisk begivenhed som kommunalvalget. Sokrates taler ikke imod demokratiet, men udlægger en vigtig kritik af den måde, hvorpå vi naivt opfatter vores demokratiske færdigheder som borgere. Vi har netop, som Sokrates kritiserer, antaget, at hver mand (og kvinde) nødvendigvis ved, hvem der er bedst egnet til at lede samfundet (og sidde i byrådene).

Sokrates siger ikke, at befolkningens stemme i sig selv er et problem. Problemet fremkommer, når det antages, at borgerne nødvendigvis – blot fordi, de er en del af samfundet – er lige kvalificerede til at afgøre, hvem der skal træffe de vigtige beslutninger. Sokrates stiller et vigtigt spørgsmål, for er vi alle lige kvalificerede i vurderingen af hvem, der er egnet som ledere af samfundet?

Sokrates taler ikke imod demokratiet, og det gør jeg heller ikke. Men den måde, hvorpå vi opfatter demokratiet, er farlig. Ikke desto mindre tror jeg, at Winston Churchill havde ret, da han sagde, at demokratiet er den bedste styreform, vi endnu har givet os i kast med. Dog har demokratiet en funktionel mangel, som må påtales. Denne funktionelle mangel består først og fremmest i vores manglende retfærdiggørelse af den enkelte borgers kvalifikationer til at træffe afgørende, demokratiske valg.

Vi kan komme manglen til livs ved at stille os selv (i hvert fald) tre spørgsmål. Dem ønsker jeg, læseren har i tankerne, inden han eller hun stiller sig ind i stemmeboksen på kommunalvalgdagen:

Hvorfor

1. Hvorfor træffer du den beslutning, du gør? Hvad får dig til at sætte dit kryds der, hvor du gør? Har du velovervejet og kvalificeret set dine muligheder objektivt igennem, og har det fået dig til at antage, at dette kryds er det bedste for din kommune? Eller følger du blot din mavefornemmelse – og er det egentlig okay?

Kvalifikationer

2. Hvad er dine kvalifikationer for at træffe denne beslutning? Hvad giver dig ret til at sætte dette kryds, hvori ligger din kvalifikation? Mener du selv, at dine demokratiske færdigheder ikke hviler i dit borgerskab alene, men at du som individ er i stand til at træffe fornuftige og objektive beslutninger? Er du dannet og uddannet tilstrækkeligt til at sikre, at du sætter et kryds, som ikke overmåde er influeret af forudindtagelser eller strømninger i medier og din omgangskreds?

Etik

3. Er dit kryds etisk? Den tyske filosof, Immanuel Kant, formulerede det sådan, at hvis din handling skal være etisk, skal du ville, at den bliver til universel lov. Vil du det? Ville det være logisk at foretrække, at alle i din kommune satte kryds som du gjorde? Dette er nok det mest centrale spørgsmål, for det handler om, om du som stemmeberettiget borger kan se ud over din egen næsetip, når du foretager et demokratisk valg.

Jeg stiller disse tre spørgsmål, fordi jeg ikke ønsker, at vi har et demokrati, blot fordi nogle borgere engang var sure over ikke at få medindflydelse. Følelser har ikke hjemme i politik – det har fornuft.

Rationalitet og fornuft har bragt menneskeheden derhen, hvor vi står i dag, mens følelser nærmest har tjent til at ødelægge vores fremskridt.

Jeg vil, at demokratiet er fornuftigt. Det håber jeg, at vi alle vil. Vi skal have demokrati i Danmark, fordi det er den mest fornuftige styreform. Jeg tror, at hvis alle stiller sig selv og hinanden disse tre spørgsmål og besvarer dem velovervejet, så kan vores demokrati nå nye højder – højder, i hvilke demokratiet ikke er plaget af hverken plattenslagere eller folkeforførere.

Jeg vil vove den påstand, at hvis borgerne rundt omkring i verden oplystes og overvejede, hvad de egentlig havde gang i – så ville vi ikke have oplevet hverken Brexit, Le Pen eller Trump.

Trump, om man kan lide ham eller ej, er ikke et fornuftigt valg. Hans politik er objektivt set dårlig for både USA og resten af verden. I bagklogskabens klare lys er selv nogle af hans støtter begyndt at indse dette. Trump blev valgt, fordi han modtog støtte fra en lang række borgere, som foretog, vil jeg påstå, uovervejede, subjektive beslutninger. Kant ville ikke have tildelt disse beslutninger adjektivet »etisk«.

Hvorfor er det, jeg skriver her, vigtigt? Det er vigtigt, fordi menneskeheden står over for de største udfordringer nogensinde: Klimaforandringerne truer, og vi har et økonomisk system, som er roden til ikke blot førstnævnte, men også til global ulighed og ustabilitet. Vi har brug for velovervejede, rationelle, fornuftige og etiske borgere for at løse disse udfordringer.

Spørgsmålet er, om du og jeg er nogen af delene.