Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

29. august 1943 - et spørgsmål om anstændighed

Anders Fogh Rasmussen. For mit vedkommende går der en lige linje fra 29. august 1943 til Danmarks deltagelse i nutidens internationale militære operationer. For mig er det et spørgsmål om solidaritet. Vi har allierede til at forsvare os om nødvendigt. Så hjælper vi også dem, hvor det er ønsket.

Da de tyske besættelsestropper ved 4-tiden om morgenen 29. august 1943 rykkede ind på Holmen, Blev der givet signal til at iværksætte den planlagte sænkning af flådens skibe. Her kystforsvarsskibet "Peder Skram". Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 29. august 1943 er en skelsættende dato i Danmarks historie. Den danske regering stoppede samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer.

Den dag blev Danmarks ære reddet.

Bruddet med besættelsesmagten blev først og fremmest tvunget frem af modige frihedskæmperes indsats. Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne. For frihedskæmperne sikrede, at Danmark i sidste ende kom ud af krigen på den rigtige side i kampen mod nazismen. Danmark kunne efter krigen indtage sin plads blandt verdens frie nationer.

Derfor hylder jeg frihedskæmperne, modstandsbevægelsen, krigssejlerne og andre, der valgte den aktive modstand. Og jeg hylder de handlekraftige danske søofficerer, som i dag for 70 år siden resolut sænkede flåden for at forhindre den i at falde i tyskernes hænder.

Her 70 år senere kan det stadig sætte stærke følelser i kog at diskutere, om den daværende regering gjorde ret i at samarbejde så aktivt med den tyske besættelsesmagt.

Tilhængerne af samarbejdspolitikken anfører, at modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. Og at samarbejdet med besættelsesmagten skånede den danske befolkning for krigens værste rædsler og ødelæggelser.

Jeg er enig i, at der ikke var meget at gøre 9. april 1940. I 1930erne var det danske forsvar blevet udsultet så voldsomt, at der ikke var meget at stille op, da tyskerne rullede ind over landet den aprilmorgen. Men overgivelsen 9. april havde ikke behøvet at blive fulgt af en så nidkær og aktiv tilpasningspolitik, som derefter blev indledt.

Udenrigsminister Erik Scavenius erklærede, at »de store tyske sejre« havde »slået verden med forbavselse og beundring«. Han fandt, at Danmark skulle finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med tyskerne. Statsminister Vilhelm Buhl holdt den berygtede anti-sabotage tale, hvor han bl.a. kaldte sabotage mod tyskerne en »forbrydelse« og tilføjede, at »den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interessse«. Politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det nye, nazi-tysk dominerede Europa.

Ved at samarbejde med besættelsesmagten blev Danmark og den danske befolkning skånet for de fleste af krigens rædsler. Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Omfanget af arbejde for tyskerne var ganske stort. Så ud fra et gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig.

Norge blev også besat, kæmpede og måtte efter kort tid overgive sig. Men nordmændene indledte aldrig en tilpasningspolitik. Det havde danske politikere, embedsmænd, organisationer og virksomheder heller ikke behøvet.

Mit synspunkt er kort og klart: Hvis resten af verden havde tænkt som samarbejdspolitikerne i Danmark, så ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk.

På et tidspunkt stod Storbritannien alene i kampen. Senere kom en alt afgørende hjælp fra USA. Et besøg på krigskirkegårdene i Normandiet og andre steder er et bevægende vidnesbyrd om de ofre, som unge amerikanere, englændere, canadiere – ja, unge fra hele verden – gav i kampen mod nazismen og for friheden. Det er uhyggeligt at tænke på, hvordan verden kunne have set ud, hvis politikere og befolkninger i USA og Storbritannien havde ført tilpasningspolitik i stedet for at gå til kamp.

Blandt nazismens mange og afskyvækkende forbrydelser hører den systematiske udryddelse af jøder til de mest uhyrlige. Når man møder den grænseløse ondskab, er der kun ét anstændigt valg: At bekæmpe den til den bitre ende.

Problemet var, at vi overlod til andre at bekæmpe nazismen, medens vi hyttede vort eget skind. At vi lod andre bløde og lide for vor skyld og vor frihed. At vi gerne ville nyde fredens frugter. Men ikke yde noget i kampen mod tyranniet.

I en skæbnekamp mellem frihed og ufrihed, mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutralt. Da må man tage stilling. Da må man slås for frihed og folkestyre og bekæmpe tyranni og undertrykkelse.

Det bliver aldrig medmenneskeligt eller humant at stille sig til rådighed for uretten – hvad enten det sker af fejhed, føjelighed eller griskhed. I sagen ret og uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er i tyrannernes og undertrykkernes interesse.

Naturligvis skal man være forsigtig med at fælde dom over fortiden på nutidens præmisser. Men der var mange, som allerede under Besættelsen traf et svært og farligt valg og satte sig op mod myndighederne. Der var frihedskæmperne, hvoraf mange betalte med deres liv. Der var danske søfolk, som valgte at gå i allieret tjeneste. Mange af dem omkom. Der var repræsentanter for det folkelige, kulturelle og kirkelige liv, som skrev og talte mod samarbejdspolitikken.

Læs også: Matrosen og dramaet i havnen

De traf et valg på datidens præmisser og uden viden om, hvad dette valg kunne indebære. De gjorde bare, hvad de fandt rigtigt i situationen. Så kan vi selvsagt også i dag støtte deres valg og deres holdning på nutidens præmisser. Og sige dem tak for, at de på samtidens usikre betingelser traf et klart valg, som eftertidens generationer må være dem dybt taknemmelige for. De fulgte ikke, hvad der kunne betale sig, men hvad de fandt rigtigt. De traf et personligt valg. Men samtidig et valg, som reddede det danske folks selvrespekt.

Læren fra 29. august 1943 er, at hvis vi mener noget alvorligt med vore værdier - frihed, fred og folkestyre – må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem.

Derfor var Danmark blandt grundlæggerne af NATO i 1949. Neutralitet havde vist sig at være en fiktion. Danmark valgte side og fik allierede, som kunne hjælpe med forsvaret, hvis Danmark blev angrebet.

Og for mit vedkommende går der en lige linje fra 29. august 1943 til Danmarks deltagelse i nutidens internationale militære operationer: I Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali – blot for at nævne nogle af indsatserne. Jeg anerkender, at der kan være delte meninger om disse operationer. Og jeg vil ikke på nogen måde tage modstandsbevægelsen eller frihedskæmperne til indtægt for Danmarks deltagelse. Men for mig er det et spørgsmål om solidaritet. Vi har allierede til at forsvare os om nødvendigt. Så hjælper vi også dem, hvor det er ønsket. Det er i vores egen interesse. Og det er et spørgsmål om anstændighed. Vi kan ikke blot lade andre sikre vor frihed og fred. Vi må selv yde et bidrag.