Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

2014: året hvor patienten bliver taber

Jeg ser meget pessimistisk på 2014 og det danske sundhedssystem. Intet tyder på, at den sunde fornuft tager over. Tværtimod spår jeg endnu et skridt imod et amerikaniseret system, hvor jurister sidder i hospitalernes forhal og spørger patienten om, han da ikke har et eller andet at klage over.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sundhedsstof er altid godt nyhedsstof. Alene af den grund, at alle på et eller andet tidspunkt i livet får brug for en læge. 2013 har budt på flere sundhedsnyheder, der får mig til at frygte, at 2014 bliver året, hvor patienten for alvor bliver taberen på trods af, at Danmark bruger formuer på hospitaler og ambulant behandling. En af de mest omtalte bøger inden for sundhedsområdet i 2013 er læge Peter Gøtzsches bog med den bombastiske titel Dødelig medicin og organiseret kriminalitet. På vanlig paranoid vis fører Gøtzsche sig frem med eksempler på, hvordan den fæle medicinalindustri snyder og bedrager både patienter og det offentlige. De fleste eksempler i hans bog er af ældre dato og han har i sin intensive pressedækning af bogen slet ikke forholdt sig til, at der er tale om ganske få tilfælde af snyd i forhold til, hvor mange produkter, der de sidste 20 år er kommet på markedet til gavn for syge mennesker.

Gøtzsche har særligt været efter psykiatrien på trods af, at han ikke er speciallæge i psykiatri og stort set intet kender til psykiatriske sygdomme. Han påstår, at »lykkepiller« ikke virker, men han sidder ikke som psykiater eller praktiserende læge, der dagligt oplever, at patienterne efter tre-fire uger får det markant bedre på antidepressiv medicin.

Kritikken er haglet ned over firmaer som Lundbeck, Novo og andre, der skaber tusindvise af arbejdspladser og udvikler ny medicin, som i langt de fleste tilfælde øger befolkningens sundhedstilstand. Risikoen ved Gøtzsches proportionsforvrængende paranoia er, at vi får indført så skrappe og urealistiske krav til udvikling af ny medicin, at medicinalbranchen helt går i stå. Sker det, bliver patienten den store taber.

Berlingske kunne i efteråret berette om endnu et eksempel, hvor en verdensfjern forsker uden kendskab til den lægelige virkelighed harcelerede over praktiserende lægers udskrivning af smertestillende medicin. Over 700.000 patienter fik ifølge den universitetsansatte læge forkert medicin. Men vi taler altså om medicin, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Mon ikke man bør have tillid til, at landets højeste lægefaglige myndighed kan finde ud af at vurdere de undersøgelser, som medicinalindustrien udfører? Og hvad er alternativet?

Det er vel, at mennesker med smerter må leve med smerterne, hvis de praktiserende læger ikke må udskrive den medicin, som allerede er godkendt. Igen bliver patienten taberen.

2013 bød også på kritik fra læger, der mente, at det offentliges iver efter at registrere og dokumentere alt fra, om et køleskab i en afdelings medicinrum er fem grader til, om de ansatte på hospitalerne vasker hænder, har nået groteske højder. Registreringsvanviddet betyder, at læger og sygeplejersker bruger mange timer dagligt på helt overflødig og unødvendig registrering. Tiden tages fra patienten. Indtil nu tyder intet på, at den magtfulde djøf kultur på hospitalerne har forstået alvoren af dette galimatias.

Læger overdynges med såkaldte kvalitetssikringsprogrammer med navne som akkreditering og Den Danske Kvalitetsmodel. Her skal der registreres, dokumenteres og lovgives for ligegyldige ting ned til mindste detalje. Eksempler er, at lægen ikke må gå med ur eller langærmet kittel, og at der af psykiatrisk afdelings journal skal fremgå, om patienten har faldtendens. Disse vanvittige ting tager tid og igen tages tiden fra patienten, der bliver taberen.

Inden for mit eget speciale har 2013 budt på meget omfattende indskrænkninger i, hvor meget medicin psykiatere må give til svært sindssyge patienter, der er kriminelle, til fare for sig selv og/eller andre, eller ikke kan vare på sig selv og lever et kummerligt liv i snavs og total isolation fra omverdenen.

Årsagen er den af Politiken afdækkede »Glostrup sag« om påstået overmedicinering af psykiatriske patienter. Den har nu resulteret i, at Sundhedsstyrelsen har udsendt nye retningslinjer for brug af antipsykotisk medicin, der er helt urealistiske for den akutte psykiatri, idet retningslinjerne bygger på undersøgelser af helt andre patientgrupper end de mest sindssyge.

Det er nemlig ikke muligt med de nuværende regler for at udføre videnskabelige forsøg af de mest psykotiske og farlige patienter. Personalet på de lukkede afdelinger står nu tilbage med sorteper, og allerede nu tyder det på, at der er sket i stigning i antallet af arbejdsskader pga. undermedicinerede patienter, som bliver farlige og utilregnelige. Her ignorerer man totalt arbejdsmiljøet og sikkerheden for personalet, men den største taber bliver dog den sindssyge, som ikke får den nødvendige behandling.

Defensiv medicin dækker over det begreb, at læger af frygt for at blive kritiseret, sagsøgt eller frataget deres autorisation i stigende grad foretager unødvendige undersøgelser for at dække sig ind. Det er meget dyrt og risikerer at medføre, at en patient bliver udsat for en række indgreb og undersøgelser, der slet ikke var nødvendige. Det kan i værste fald medføre risiko for men, unødvendige lidelser og spild af tid. For samfundet koster det en formue, jo mere defensive lægerne bliver. I min egen praksis har jeg i 2013 af frygt for kritik fra Sundhedsstyrelsen, der nu varsler kontrolbesøg på alle speciallægepraksis, stort set taget blodprøver og hjertekardiogram på alle mine patienter. Også 20-årige raske mænd og kvinder, hvor sandsynligheden for, at de fejler noget, er ekstrem lille.

Men jeg er meget bange for, at Sundhedsstyrelsen skal kritisere mig og måske fratage mig retten til at virke som læge. Leder man længe nok, kan man jo altid finde et eller andet at kritisere. Taberen bliver her ikke blot samfundet, men i høj grad patienten. Og intet tyder på, at det offentliges trang til at kontrollere alt og alle ændrer sig i 2014.

Der er som om, at sundhedsvæsnet har mistet et meget vigtigt grundbegreb, nemlig den sunde fornuft. Fra at stole på, at langt de fleste læger og sygeplejersker udfører deres arbejde omhyggeligt og sobert, er vi havnet i en paranoid djøf-kultur, hvor vi har ansat en række dyre personer med lange universitetsuddannelser kun med det formål at tjekke, kontrollere og dokumentere alene for dokumentationens skyld.

Man har i iveren efter at sikre sig juridisk og politisk helt glemt patienten. Læger og sygeplejersker bliver brugt til at registrere, og agerer defensivt i en kultur, som på moderne dansk kaldes »management by fear«. Os med de varme hænder lever i en konstant frygt for at gøre noget galt, som de kolde hænder kan hænge os op på.

Og som om det ikke var nok, er hele klagesystemet over læger nu så veludbygget, at vi bruger mange timer på at besvare helt grundløse klager fra patienter, som i frustration over helt andre ting som fx afslag på førtidspension, stop af sygedagpenge, afslag på asyl eller manglende udbetalinger fra et forsikringsselskab klager over lægen. Og i sundhedsvæsnets djøf-kultur skelnes der ikke mellem helt grundløse klager og klager, hvor patienten rent faktisk har fået en dårlig behandling. Revl og krat tages med. I psykiatrien er området vedrørende frihedsberøvelse helt grotesk, fordi patienten her kan klage til tre instanser: Patientklagenævnet, byretten og landsretten.

Desværre ser jeg meget pessimistisk på 2014 og det danske sundhedssystem. Intet tyder på, at den sunde fornuft tager over. Tværtimod spår jeg endnu et skridt imod et amerikaniseret system, hvor jurister sidder i hospitalernes forhal og spørger patienten, om han da ikke har et eller andet at klage over.

Men lad os håbe, at vi om 12 måneder kan sige, at Henrik Day tog helt fejl.

Godt nytår.