Kronik: Hvorfor opbevare afviste asylsøgere i lejre?

Der er mange dilemmaer i udlændinge- og integrationspolitikken. Tilstedeværelsen af irakiske asylsøgere, der ikke kan få flygtningestatus, udstiller nogle af disse dilemmaer.

Flere hundrede irakiske asylsøgere har været her i årevis. De har igen og igen søgt om opholdstilladelse, igen og igen anmodet om genoptagelse og fået afslag på afslag. Alligevel er der stadig mange irakere i Danmark i det, systemet kalder udsendelsesposition. Nogle har født børn her i Danmark. Børnene taler flydende dansk og kender ikke andre lande.

Danmark er havnet i et vanskeligt dilemma, for hvor længe kan vi opbevare afviste asylsøgere i flygtningecentrene, selv om irakerne selv har skabt situationen, fordi de nægter at respektere myndighedernes afgørelse og nægter at rejse hjem.

Når asylsøgere nægter at rette sig efter det uafhængige Flygtningenævns afgørelser, er det naturligvis de danske myndigheders opgave at få asylsøgerne udsendt. Det har bare ikke kunnet lade sig gøre endnu.

Integrationsministeren har forsøgt at få aftaler med Irak om hjemsendelse, men det har vist sig at være vanskeligt. Imens bliver ikke mindst asylsøgernes børn mere og mere danske. Irakerne ønsker så helt tydeligt at blive i Danmark, og mange udtaler, at de gerne vil arbejde her og drømmer om at kunne forsørge sig selv.

Men det kan de ikke få lov til. De er jo asylsøgere i udsendelsesposition og vi kan naturligvis ikke ud fra en lighedsbetragtning tillade, at afviste asylsøgere, der nægter at rejse, bliver så integreret, at det kan bruges som pression for at opholdstilladelse. Derfor er der relativ strenge regler for, hvad afviste asylsøgere må og ikke må. Mht. undervisning er forholdene dog gradvis blevet noget bedre specielt for børnene, der også kan deltage sammen med danske børn på f.eks. de kommunale musikskoler.

Problemet er bare, at de pågældende opholder sig uberettiget i Danmark. Hvis vi belønner dem, der stædigt nægter at rejse, tilsidesætter vi princippet om lighed for loven og handler uretfærdigt over for dem, der pænt har taget et afslag til efterretning og er rejst hjem, og for resten dermed har demonstreret, at det er muligt at rejse tilbage til Irak.

Det må være et grundsynspunkt i danske ret, at det naturligvis ikke skal kunne betale sig at handle imod myndighedernes afgørelse. Det taler for at fastholde det synspunkt, at afviste asylsøgere ikke skal integreres i Danmark og tværtimod presse dem til at rejse hjem. Derfor er det politisk bestemt, at der i centrene skal forsøges med alle mulige og umulige ordninger for at presse de stædige asylsøgere til at opgive modstanden og rejse hjem. At irakerne alligevel er blevet i Danmark i op til ti år viser, at disse foranstaltninger imidlertid ikke bider på irakerne, der insisterer på at blive.

Dertil kommer, at selv årelange ophold i de danske flygtningecentre, som ifølge årsberetningen fra Røde Kors er langt rimeligere end medierne antyder, under alle omstændigheder giver bedre forhold for mange, end hjemlandet kan tilbyde.

Vi politikere er tilbageholdende med at ændre ordningen, for erfaringerne viser, at nye og mere liberale regler i Danmark lynhurtigt rygtes ude i verden. Det sås med udlændingeloven af 1983, som aldrig burde have været vedtaget og som adskillige SR regeringer ikke turde ændre, trods vedvarende VK-pres. Så længe 1983-loven var gældende, kom titusinder af ansøgere til Danmark. Ansøgere, der overhovedet ikke var flygtninge.

Først med valget i 2001 blev der flertal for at få gennemført de stramninger, som partiet Venstre havde talt for siden partiet i 1989 udsendte et debatoplæg.

Adgangsmulighederne til Danmark er blevet væsentligt ændret i denne regerings tid og der er sat turbo på integrationen samtidig med, at antallet af udlændinge, der mere eller mindre midlertidigt arbejder og studerer i Danmark, vokser.

Ingen kan forblive i Danmark uden at integrere sig med det mål, at alle bliver selvforsørgende.

Den strøm af tusinder og atter tusinder, der i firserne og halvfemserne søgte til Danmark i håb om at blive anerkendt som flygtninge, men som aldrig kunne få flygtningestatus, er aftaget mærkbart efter at kriterierne for at opnå flygtningestatus blev klart præciseret lige efter VK-regeringens tiltræden.

Men der kommer stadig - om end færre - mennesker til Danmark, der drømmer om et bedre liv, men som aldrig vil kunne opnå flygtningestatus. Så længe ansøgerne ikke kan hjemsendes til deres land eller et andet land, der vil tage imod dem, opholder de sig i Danmark. De, der ikke har fået deres sag afgjort, har oven i købet et retskrav på at være her, så længe sagen verserer. Det betyder, at det kan betale sig at trække asylsagerne i langdrag og det benytter asylsøgerne sig naturligvis af. De ønsker at blive i Danmark, hvor forholdene er snesevis af gange bedre end i hjemlandet. Man kan ikke bebrejde nogen asylsøger, at han og hun søger et bedre liv og et bedre liv for eventuelle børn.

Kun ved at gennemføre en ordning med f.eks. sikre EU-lejre ville hele asylsystemet i Danmark kunne spares, og man kunne gøre livet surt for menneskesmuglerne og undgå pinagtige sager, hvor familier, mod deres eget ønske, sendes hjem.

For de besparelser, der herved kunne opnås, kunne man hjælpe mange gange flere i nærområderne. Samtidig kunne Danmark modtage flere kvoteflygtninge. Endvidere kunne vi tilbyde en fast kvote syge at få behandling i Danmark.

Hvis ikke Venstres idéer om, at asylsagsbehandlingen skal foretages i sikre flygtningelejre i nærområderne, gennemføres, vil der fortsat være et større eller mindre antal afviste asylsøgere i Danmark, der insisterer på at forblive her i landet og som vil være villige til at tage et arbejde.

Konsekvenserne af at ændre loven og give opholdstilladelse til alle, der har nægtet at rejse hjem, er uoverskuelige for Danmark, fordi flere asylsøgere vil rejse til Danmark i håb om at kunne presse myndighederne til en tilladelse, blot ved at nægte at rejse igen. Som nævnt er en sådan ordning også dybt uretfærdig over for dem, der allerede er rejst hjem.

Ikke desto mindre bør enhver kunne indse, at det er uholdbart, at f.eks. irakere er her på ottende og niende år og måske har født børn her. Børn, der snart kommer i den skolepligtige alder og senere skal have en uddannelse. Hvor længe skal man egentlig fastholde asylsøgere i en lejrtilværelse? 15 år? 20 år? For evigt?

Den aktuelle situation fordrer en diskussion og et svar. Mit svar er, at selv om vi fastholder synspunktet om, at der af principielle grunde ikke for tiden skal gives opholdstilladelse til dem, der er afviste, er der jo også andre principper, der bør medinddrages i beslutningsprocessen.

Vi må drøfte, hvad Danmark kan være bekendt, set ud fra et humanitært synspunkt. Menneskelivet kan ikke sættes på paragraffer. Og jeg mener ikke, at det er nødvendigt at ride principperne så konsekvent, at nægtelse af opholdstilladelse altid skal indebære, at asylsøgere begrænses til at leve i asylcentre i 10-15-20 år.

Er det ikke rimeligt, at asylsøgere, der skal hjem igen, også får mulighed for at dygtiggøre sig, inden de skal hjem og opbygge deres land?

Efter min mening er der intet i lovgivningen, der hindrer, at vi nu overvejer at give nogle af de familier, der ville være i stand til at forsørge sig selv, tilladelse til at bo udenfor centrene.

Det er en bevidst falsk sammenblanding at blive ved med at påstå, at bedre levevilkår for asylsøgere ville indebære, at der skal gives opholdstilladelse her og nu, og at dette ville være i strid med Flygtningenævnets afgørelse. Det er lodret forkert.

Flygtningenævnet blander sig overhovedet ikke i, hvor asylsøgere i udsendelsesposition opholder sig. Dertil kommer, at tiden er en helt anden, end da loven blev strammet.

Vi modtager i disse år masser af udlændinge, der får arbejdstilladelse, fordi vi mangler arbejdskraft. Hvorfor i al verden skulle afviste asylsøgere ikke også kunne hjælpe Danmark med at afhjælpe mangelen på arbejdskraft?

Selv uden nogen forsikring om fremtidig opholdstilladelse, ville en udflytning fra centrene og en tilladelse til at udføre et bestemt arbejde utvivlsomt blive betragtet som et fremskridt for mange asylsøgere. Og for Danmark vil det være en fordel at få aktive mennesker ud af de asylsøgere, der med næb og kløer og trods alskens indskrænkninger i deres frihed og foranstaltninger, der skulle få dem til at rejse hjem, alligevel insisterer på at være i Danmark.

For børnene vil det betyde en mere normal tilværelse med almindelig skole og samkvem med andre børn på normale vilkår.

Irakernes manglende opholdsgrundlag forhindrer ikke, at vi giver dem en chance for at vise, om de kan forsørge sig selv fremfor at sidde og glo ind i væggen.