Kronik: Hvordan skal vi håndtere Rusland?

Rusland er stadig på mange måder »et fikserbillede, svøbt i et mysterium, inden i en gåde« som Churchill udtrykte det under Anden Verdenskrig. Det er ofte vanskeligt at finde rationelle forklaringer på Ruslands internationale optræden hvis man med rationelle forstår varetagelse af egne interesser. Derfor må man ty til de irrationelle, først og fremmest ømskindethed over for despekt, der er så hudløs, at den må dække over voldsomme mindreværdsfølelser. Det er formentlig også baggrunden for, at Rusland har så vanskeligt ved at håndtere sin fortid, især i relation til sine naboer.

Medlemmer af Det Udenrigspolitiske Selskab fik en smagsprøve herpå, da den fremtrædende russiske udenrigspolitiske kommentator, professor Aleksei Pushkov, tidligere på sommeren gæstede København. Han er vært på det udenrigspolitiske TV-program »Post Scriptum«, der i høj grad er med til at præge den russiske offentligheds opfattelse af den internationale udvikling og Ruslands placering heri.

Hans budskab var ganske enkelt: Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 troede vi på»det fælles europæiske hus«, som Gorbatjov havde talt om. Men der blev indledt en udvidelse af EU og NATO imod Ruslands ønske. Rusland åbnede sig for USA efter terrorangrebene i 2001, men USA og Vesten betragter stadig Rusland som en fjende. Derfor skal man ikke være forundret over, at præsident Putin holder den tale, han holdt tidligere pååret i München som af nogen er blevet kaldt et ekko fra Den Kolde Krig. Samtidig havde han nogle højst utraditionelle historiske betragtninger samt den overraskende påstand, at Rusland slet ikke er til stede militært udenfor Rusland.

Der er ingen tvivl om, at Pushkov her giver udtryk for den selvopfattelse, der er gældende »på Bjerget« i Moskva i dag: Rusland føler sig trådt på, og er derfor i sin gode ret til at optræde, som man gør i forhold til sine naboer, i forhold til USA og NATO, og i forhold til problemerne i Kosovo og Iran:

Når det gælder behandlingen af de nabolande, som var en del af Sovjetunionen indtil opløsningen i 1991, benytter Moskva enhver anledning til at skabe indre splittelse hos naboerne ud fra en forestilling om, at dette vil styrke Ruslands position. Det så man senest i Estland. Men også i de andre baltiske lande, i Ukraine, Georgien og Moldova, opildner og støtter Moskva de russiske nationalister i disse lande i stedet for at arbejde for udsoning og ligeværdighed. »Del og Hersk« er den foretrukne strategi.

»Del og Hersk« er også strategien, når Rusland forsøger at drive kiler mellem gamle og nye EU-medlemmer. Derfor føres regulær handelskrig mod f.eks. Polen og Litauen.

I forholdet til USA og NATO har Rusland reageret negativt og aggressivt på planerne om at opstille et missilforsvar i Europa, selv om det er åbenlyst, at et sådant system ikke indebærer nogen trussel mod Rusland.

I Kosovo spænder Rusland ben for gennemførelsen af den FN-plan, der skal sikre en gradvis selvstændighed. Rusland har i realiteten overdraget sin vetoret til Serbien. Det har låst situationen fast, og spændingen er voksende.

Rusland spænder også ben for bestræbelserne på at presse Iran til at opgive sine atomprogrammer.

Og Rusland har tydeligt markeret, at energipolitikken skal bruges politisk: Der drejes op og ned for tilførslerne af olie og gas til lande, der skal straffes eller belønnes. Der spændes ben for udenlandske investeringer i den russiske energisektor. Og der mases på for at etablere forsyningssystemer uden om de »besværlige« nye EU-medlemmer, hvorved Moskvas muligheder for at styre leverancerne styrkes. »Del og Hersk« gælder også i energipolitikken.

Med mange af disse tiltag skyder Rusland sig selv i foden: Den stærke økonomiske vækst i Rusland skyldes udelukkende stigningen i energipriserne og det er et meget skrøbeligt grundlag for den videre økonomiske udvikling. Rusland har brug for reformer i økonomien og kan desuden ikke undvære udenlandsk ekspertise og kapital, hvis man ønsker en effektiv energisektor. Og nogle af de planlagte rørledninger f.eks. den store gasledning, der planlægges på bunden af Østersøen er både økonomisk og miljømæssigt særdeles tvivlsomme projekter. Men det virker, som om man er rede til at betale denne pris for at lappe på den sårede stolthed.

Ruslands optræden over for de naboer, der tidligere var en del af Sovjetunionen, har selvsagt styrket ønskerne i disse lande om at finde den tryghed, der ligger i medlemskab af NATO og EU. Man ønsker ikke at være en del af en russisk interesse­sfære.

Samtidig vokser bekymringen over de fortsatte tilbageslag i den demokratiske udvikling i Rusland. Der slås hårdt ned på oppositionen, pressefriheden er blevet stærkt beskåret, og retstilstanden sættes der også alvorlige spørgsmålstegn ved med de spektakulære og uopklarede drab på systemkritikere som et skræmmende eksempel.

Men der er ingen tvivl om, at Putin og hans regime har befolkningen med sig i Rusland selv om de demokratiske frihedsrettigheder, som blev gennemført under Jeltsin, gradvis er blevet begrænset. Derom vidner de meningsmålinger, der kårer ham til den mest populære leder nogen sinde omkring 70 pct. støtter ham. Og det er meningsmålinger, der ikke bliver anfægtet udefra.

En nylig meningsmåling foretaget for et vesteuropæisk forskningsinstitut har vist, at kun 16 pct. af russerne ønsker et »vestligt demokrati«. 26 pct. ønsker et kvasi-demokrati med stærke autoritære elementer, som det styre, der er vokset frem under præsident Putin. Og hele 35 pct. ønsker sig tilbage til det gamle sovjetiske system. Der er meget få demokrati-tilhængere tilbage, og deres politiske indflydelse er stærkt begrænset.

Hvordan skal vi i Vesten reagere i denne situation?

Nogen taler for en ny »inddæmning« af Rusland, og for at isolere Rusland, f.eks. ved at smide Rusland ud af Europarådet og G-8, fordi Rusland ikke lever op til forudsætningerne for medlemskab.

Det vil være en forkert reaktion på den russiske udfordring. Russiske reformer kan kun komme indefra. Pres udefra vil virke imod hensigten. Omvendt kan det kun styrke russiske fobier om at være den forurettede part, hvis man i EU forbigår urimelighederne i tavshed.

Derfor er der brug for en robust Ruslands-politik, hvor dialogen og samarbejdet udvikles på alle områder hvor Rusland engageres og ikke isoleres men hvor man taler åbent ud om problemerne, og hvor der skal kræves respekt for spilleregler og indgåede aftaler, og hvor forsøgene på at drive kiler ned mellem EU-landene afvises.

Det skal påtales, når de demokratiske spilleregler ikke overholdes og man skal ikke høre på i stilhed, når præsident Putin som i München beskylder OSCE for at blande sig i staternes »indre anliggender« i sager om menneskerettigheder. Der er nemlig ikke længere noget, der hedder »indre anliggender« i den slags spørgsmål, det er faktisk et kernepunkt i de traktater, der førte til oprettelsen af OSCE.

Men en sådan robust politik kan kun lykkes, hvis landene står sammen om en fælles politik i EU og i NATO.

Der har længe været tvivl om, hvorvidt EU-landene kunne holde sammen. Flere er stærkt fristet af russiske forsøg på at spille dem ud mod hinanden ved brug af det stærke energikort. I alt for mange situationer er russerne blevet talt efter munden lidt som når man i skolegården prøvede at pacificere klassens store, stærke og ikke for kloge dreng (»appeasement«). Men ved EU-Rusland-topmødet i Samara tidligere på sommeren var det tydeligvis slut med de tomme fraser. Forløbet var opsigtsvækkende, fordi der ikke blev udsendt et fælles kommuniké efter mødet. Det var tydeligt, at kansler Merkel som EU-formand havde talt klart sprog til præsident Putin. Derfor skete der ikke fremskridt i drøftelserne om en ny EU-Ruslands-aftale til erstatning for den eksisterende samarbejds- og partnerskabsaftale. Og der var heller ikke fremskridt i drøftelserne om alle de ømme punkter: Kosovo, Iran, Mellemøsten, Kaukasus osv.

Det var gode og nye toner fra det tyske formandskab især fordi Tyskland under kansler Merkels forgænger, Gerhard Schröder (der nu er på Putins lønningsliste som formand for det selskab, der skal bygge den kontroversielle gasledning påØstersøens bund) syntes fristet af at behandle forholdet til Rusland som et bilateralt emne. Fristelsen er naturligvis stor, når man ser på Tysklands voldsomme og voksende afhængighed af russisk energi. Men det vil være farligt at bryde fællesskabet for at opnå enkeltstående fordele på energiområdet. Man skal tværtimod samles om at opstille en politik for, hvorledes man i en given situation kan reagere fælles på afpresningsforsøg.

Men Rusland fordrer tålmodighed, stor tålmodighed.