Kritik af Bondams cykeltur til Paris

Det er problematisk, at Klaus Bondam har kunnet bevilge midler til sin egen deltagelse i Team Rynkeby-turen, vurderer ekspert.

Foto: Francis Dean
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, står tilsyneladende alene om at mene, at hans egen og to embedsmænds deltagelse i Team Rynkeby-turen godt kunne finansieres af skatteydernes penge.

En rundringning til flere af de andre politiske deltagere viser nemlig, at hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) eller udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) lod det offentlige betale for deres tur til Paris. Den blev derimod finansieret af private midler.

Deltagergebyret til Team Rynkeby-turen, som er et velgørende cykelløb til fordel for Børnecancerfonden, lød på 10.000 kroner per næse. Med Bondams følge af embedsmænd endte den samlede regning til Københavns Kommune således på 30.000 kroner.

Bevilger penge til sig selv
Borgmesteren har retfærdiggjort brugen af københavnernes skattepenge med, at der i kommunens budget er afsat penge til at promovere Københavns cykelkultur. Men den forklaring møder skepsis hos professor i Offentlig Ret ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen.

»Selvfølgelig er der ikke noget i vejen for, at kommunen bruger penge på at brande sig selv som international cykelby. Men problemet i sådan en sammenhæng ligger i, at det er den øverste på det pågældende forvaltningsområde – altså formentlig Klaus Bondam – der har bestemt, at der skal bevilges penge til noget, som han selv vil deltage i,« siger han og påpeger, at der nok ikke er indskrevet i budgettet, at promoveringen skal foregå som en tur til Paris med alt betalt.

Forskel til ministerier
Til gengæld mener Claus Haagen Jensen, at der kan være en naturlig forklaring på, at ministrene i modsætning til Klaus Bondam ikke har ladet det offentlige finansiere deres cykeltur sydpå.

»Der har altid været meget forskellige traditioner i staten og kommunen, hvad angår brug af offentlige midler til den slags. I ministerierne er man noget tilbageholdende, mens kommunerne typisk giver en længere line,« siger han og peger på, at især statsminister Lars Løkke Rasmussen er sårbar oven på de tidligere sager om sløseri med skatteydernes penge og derfor nok har haft en ekstra god grund til at være påpasselig.

Claus Haagen Jensen vurderer dog, at sagen ikke vil få nogen konsekvenser for teknik- og miljøborgmesteren.

»Det er jo en vurderingssag, hvor meget Københavns cykelkultur bliver promoveret på sådan en tur, så Klaus Bondam kan ikke klandres for noget. Men et godt råd er, at man bør være tilbageholdende med at bevilge penge til noget, man gerne selv vil deltage i,« siger han.

Klaus Bondam ønskede søndag ikke at kommentere sagen over for Berlingske Tidende.