Kridtstregen er overskredet

I den langstrakte og tragisk farceagtige sag om Ungdomshuset på Jagtvej er der efterhånden kun én person, som kan siges at have optrådt med fornuften i behold. Det er Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen. Hun har formået at balancere med nogenlunde ro mellem politikernes og velmenende borgeres mere og mere fantasifulde løsningsforslag og de unges brændende ønske om en voldelig konfrontation med »magthaverne«.

Man kan ingenlunde fortænke politidirektøren i, at det er med stor ulyst, hun vil kaste sine folk ud i en rydning, der uden tvivl vil blive hård og til stor fare for såvel politi som områdets beboere. Men der er ingen vej tilbage. De unge har sagt nej til andre løsninger og besætter fortsat en ejendom, de ingen ret har til at befinde sig i. Fonden med de mange millioner af ukendt oprindelse har stort set opgivet; og seneste politiske tiltag med at se stort på multihandicappede børns behov til fordel for voldelige unge og flytte det såkaldte ungdomshus til Stevnsgade Skole, vidner bare om panikken på Rådhuset.

Tiden er kommet, da politidirektøren må tage den uundgåelige beslutning og opretholde lov og orden. De unge må ud. Vi har fuld tillid til politiet i denne sag.

Ideelt set burde Kongens Foged blot kunne banke på døren til Jagtvej 69 og bede de tilstedeværende rømme bygningen. Ungdomshuset beboere har jo kun fredelige hensigter, når de selv skal sige det. Det er samfundet, der ønsker konfrontation. Den sang har vi hørt før. I 1930erne, da fascisterne marcherede gennem gaderne, og i 1970erne, da venstreorienterede terrorister hærgede flere europæiske lande. Og sangen er ikke blevet kønnere.

De unge siger nej; og det er der en klar grund til: De ønsker ikke at tage mod andet end det, de selv peger på og forlanger udleveret. Alt andet ville forpligte dem på det almindelige samfunds præmisser. Det samfund som de føler sig som en modmagt og modkultur til - dog gerne med indlagt fjernvarme og el. Men som det fremgår af dagens Magasin, så er begreberne modmagt og modkultur selvopfundne identitetsskabende begreber, som ikke tjener andet formål end at bekræfte de unge i, at det er dem, der har ret.

De unge opfatter i virkeligheden sig selv som en elite, hævet over almindelig lov og ret og hensyn til andre. Den indstilling giver også uhyggelige minder om en anden, værre og mere totalitær fortid. Samtidig er de velfærdsstatens hjælpeløse børn, der forventer, at andre skatteydere uden videre skal stille et hus og diverse faciliteter til rådighed for dem. Der er andre grupper, der mere berettiget kunne have brug for støtte. Idrætsforeninger eksempelvis. Et ungdomshus med voldeligt indhold står ikke øverst på listen. Det skal bare ryddes.