Kopi. Originalen findes på Nationalmuseet

Nationalmuseet i København har under nyopsætning af oldtids- samlingen udlånt danefæ til 25 statsanerkendte provinsmuseer. Hermed kan tingene ses i sammenhæng med det kulturlandskab, hvor de hører hjemme og for en tid supplere den stedets ånd, som de engang var en umistelig del af.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
»Kopi. Originalen findes på Nationalmuseet.« Hvor tit har man ikke stået på et dansk provinsmuseum eller ude i felten i det danske landskab og længtes efter originalen? Så skal man til København. Og det kommer man såmænd også nok engang. Til pædagogisk forklaring og kronologisk gennemgang i den centraliserede historiske bevidsthed, der for 200 år siden blev oprettet med institutionen »Kongelig Commission til Oldsagers Opbevaring«. Der skulle tages hånd om vore oldsager, fordi det var »nyttigt for folket«. Det er den indsigt, vi fejrer i år med Nationalmuseets 200 års jubilæum.

Formålet at give folket en national bevidsthed og identitet gennem fund fra fortiden, vores historie og gennem modersmålet var i og for sig fromt nok, idealistisk og nyttigt, men en anden spirende erkendelse var faktisk allerede dengang for 200 år siden på vej og fik mæle en snes år efter det første spæde forsøg på at centralisere danmarkshistoriens arkæologiske fund og klenodier i København.

Landskabets betydning og påvirkning af menneskesindet var nemlig ved at tage form og blev gennem en række betydelige digterværker, landskabsbeskrivelser og ikke mindst landskabsmalerier til den epoke, vi kalder Guldalderen. Og netop nu gør interessen for det danske kulturlandskab og appetitten på viden om det sig gældende som aldrig før. Begejstringen for oprettelse af nationalparker kappes med læselysten om det danske landskab, dets opståen og dets egenart som kulturlandskab.

Men lige så lidt som oplevelsen i disse landskaber kan centraliseres i en hovedstad, lige så lidt kan et autentisk Danmarksbillede etableres uden om den »stedets ånd«, hvor de indsamlede effekter rettelig hører hjemme. Med denne opdagelse blegner også forstillingen om Nationalmuseets patent som modermuseum og som selvfølgeligt hjemsted for forhistorien.

I kulturhistoriens museumsverden kigger man misundeligt på de spektakulære udstillingsbygninger og effektfulde udstillinger og tilsvarende besøgstal, de danske kunstmuseer i disse år formår at generere. De kulturhistoriske museer står imens på hovedet og diskuterer ivrigt, hvor langt de skal tage os ved hånden og med den allermest avancerede informationsteknologi gelejde os ud i cyperspace for at interessere os for den svundne, danske fortid. Med dyb forståelse for arkæologernes bestræbelser på at skabe overblik og fortælle en fængslende historie om denne fortid i hovedstaden, så findes der et alternativ, der bringer historien ud i landskabet, hvor publikum færdes med åbne sanser.

Hvor prisværdig denne deponering af pragtfund ude i deres egne landskaber må forekomme, så er den dog blot en midlertidig gestus for os herude. Fundene giver så en tid et glimt tilbage af de rigdomme, kulturlandskabet besad, da tingene befandt sig, hvor de hører hjemme. Normalt er oldsagernes fravær med til at amputere den stedets ånd, som under betegnelsen genius loci samtidig er ved at gå op for os turister i fortiden og i det danske kulturlandskab. Ikke som noget kryptisk eller som en halvreligiøs fornemmelse, men som en autentisk følelse af, at der også i Danmark findes mentale landskaber, hvor ikke blot historien hører hjemme, men også og helt materielt og håndgribeligt de gaver, kulturhistorien har tilføjet kulturlandskabet og efterladt her siden jægerstenalderen.

Bevogtet som kronjuvelerne undervejs på ruten og efter installering bag gitre og elektronisk overvågningsudstyr kan f.eks. Solvognen frem til 31. august beses på Odsherreds Kulturhistoriske Museum. At udlånet sammen med andre hjemmehørende klenodier har sat bronzealderen i fokus og Odsherred på den anden ende af begejstring og foretagsomhed, kommer næppe som nogen overraskelse i København. Men at lederen af lokalmuseet på egnen, Jan Steen Jacobsen der i øvrigt er mest kendt for sine fortræffelige gulerødder ser sig foranlediget til i den glædelige anledning at udtale: »Det er første og nok også eneste gang, vi får en chance for at vise de enestående fund i det område, hvor de blev fremdraget af jorden«, må vel bygge på en faglig realistisk pessimisme ud fra kendskabet til holdningen hos Nationalmuseets uforstående og københavnerprovinsielle ledelse.

Det er da også tvivlsomt, om det ville være hensigtsmæssigt at give netop Solvognen og med den andre highligts fra oldtiden blivende sted på et lokalmuseum. Men at lokalt danefæ hermed og for evigt skulle være fravristet genius loci for i det højeste at optræde som kopier i de landskaber, hvor de hører hjemme, ville være for hastig en slutning at drage. Den diskussion er der efter Nationalmuseets kortvarige udlån forhåbentlig ikke lagt låg på, men snarere båret ved til, så længe hensynet til landskabet og forståelsen af det presser sig på ude i landet, hvor landskaberne nu engang ligger.

På Moesgård Museum ved Århus kan man opleve en rekonstrueret stavkirke fra omkring år 1000 som forløber for de stenkirker, vi endnu får lov at opleve i landskabet. Trækirken er behørigt indviet og kan altså benyttes til kirkelige handlinger. Den er opført efter mål fra arkæologiske udgravninger i Hørning på Djursland, og den er smykket med ormeslyng, som det kendes fra Hørningplanken, et såkaldt hammerbånd, der holdt de lodrette staver i kirkevæggene på plads. Den er det eneste håndgribelige minde, vi har bevaret om en stavkirke i Danmark. I kirken i Hørning på Djursland er opstillet en kopi af Hørningplanken. Og igen: »Kopi. Originalen findes på Nationalmuseet«.

Så lidt som man kan opleve nogen form for sakralt post-vikingesus eller genius loci i en rekonstrueret stavkirke, vil man imidlertid opleve kopien indenfor i Hørning Kirke som andet end fad efterligning. Lige i nærheden kan man derimod blandt et virvar af spor efter vikingeveje lægge hånden på en såkaldt maskesten med Åmandens afskrækkende ansigtstræk indhugget. Sjællebrostenen, som den hedder, er omgivet af græssende kvæg som udtryk for selve stedets og landskabets ånd. Urokkelig, eller blot overset af Nationalmuseet til fremvisning i gårdhaven derovre?

Underligt nok har Nationalmuseet endnu ikke fjernet den pragtfulde lille romanske kirkerude udført i skrøbelig glasmosaik omkring år 1070, da Virring Kirke i nærheden af Hørning og Sjellebro blev opført som en af landets første stenkirker. Tilsammen ville de tre monumenter i træ, granit og glas bevaret på deres hjemsted meningsfuldt have markeret overgangen til kristendommen her i landskabet ved den geografiske overgang til Djursland. Og altså samtidig en mental overgang i vores kulturhistorie, der med Hørningplanken på sin plads i kirken kunne have ligget åbent tilgængelig i kulturlandskabet selv, og som uden pædagogisk pegepind og bøvlet museal informationsteknologi kunne have bragt forståelsesmæssig sammenhæng og historiebevidsthed for kulturturisten.

Samme resignation føler kulturturisten i sit eget danske landskab, når han drejer omkring de såkaldte Guldagre på Avernakø i Det Sydfynske Øhav. Lyder navnet Guldagre forjættende og med klang af guldhorn, så skal man være forberedt på, at dette glimt af guldalder i landskabet forvandles til kopi oplyst af åndelig Nefa-lygte, når man ser skålene fra Gualdagre udstillet i Avernakø Kirke. »Kopier. Originalerne findes på Nationalmuseet«.

Skålene, som formentlig er offerskåle beregnet for alkoholiske gudedrikke for 2.500 år siden, var et sensationelt fund i 1685, da de dukkede frem under en stor sten på marken på Avernakø.

Og denne historie er også Avernakøs. Det var her, drikkeskålene var i anvendelse under de rituelle fester i bronzealderen afholdt til ære for Solen i en forfinet naturreligion, hvis riter blev udført af samfundets højest rangerende familier, og som på den tid fastholdt nordeuropæerne i et religiøst fællesskab og troen på en kosmisk orden omkring jorddyrkning og frugtbarhed. Var rusen og trancen del af riten, så var den også bestemmende for bronzealderbefolkningens dagligdag. Dans, lurblæsning, fløjtespil og rasleblik har gået over Guldagrene på Avernakø. Det var her, de hellige skåle var i brug under Solen, og det var her, de blev fundet for mere end 300 år siden. Historien er stedets og landskabets, og den er langt større, end kopier kan fortælle.

I modsætning til Solvognen er guldskålene fra fundet på Avernakø ikke på gæstevisit i det sydfynske denne sommer. Der er ellers fem kulturhistoriske museer at vælge imellem i området samlet under betegnelsen Øhavsmuseerne og hjemmehørende i Faaborg, Rudkøbing, Marstal, Svendborg og Ærøskøbing. At se det sensationelle bronzealderfund på et af disse nabomuseer til Avernakø ville være en lige så sensationel, men tilsyneladende utænkelig oplevelse.

Hvordan sikringen af de store kulturhistoriske værdier kan foretages ved deponering ude i landet, har jeg ingen tekniske eller fagligt kompetente anvisninger på. Men som professionel turist i kulturlandskabet og den danske egenart savner jeg sammenhængen, når jeg synger med på omkvædet: Kopi. Originalen findes på Nationalmuseet.