Efter en årrække som chef på den stolte skude forlader Michael Christiansen snart Det Kongelige Teater, hvor han har løst en svær opgave. Og nu er der anledning til at spørge. Hvad skal man med en ny teaterchef?
Jaj har ikke tid, jaj skal skinne maj! Kan du huske det? Viggo Brodthagen i Cirkus Buster. For mange år tilbage i TVs barndom. Han havde nok om ørerne. Han havde nu ikke så meget, han skulle nå, han havde bare travlt. Tillad mig denne metafor som udgangspunkt for et moderne eventyr, som har udviklet sig større, flottere, hurtigere og med mere af alting.
Der lå engang i hovedstaden et teater, det var fint. Ja, det der foregik dér var kongeligt!
Det lå i Grønnegade. Men det var lidt småt, og en skønne dag byggede man et lidt større hus, og flyttede aktiviteterne hen i Bredgade. Det oprindelige hus forsvandt, men selv huset i Bredgade, som var et finere hus, blev efter mange komedier også forladt af teatret, og det har siden stået vagt om retskaffenheden. Teatret flyttede til et helt nyt flot hus på Kongens Nytorv, hvor det sandelig også blev for lille til ambitionsniveauet, hvorfor man byggede et rigtig stort teater lige ved siden af. Og dét hus har stået der siden 1874 og er stadig aktivt og succesombrust, og har gennem tiderne begavet en masse generationer med skønne forestillinger. Det er til gengæld så stort, at der skal en masse chefer til for at lede det, og de fleste vil gerne tækkes de personer, der er beskæftiget dér, hvor der er både taleteater, danseteater og syngeteater og rene koncertopførelser. Det er jo meget at skulle, og dette teater har skullet. Det har folket nemlig bestemt. Det var Den Danske Skueplads; vi kalder det Det Kongelige Teater.
For rigtig mange år siden fik teatret sin første tilbygning (i naboejendommen), idet radiofonien havde bygget et koncerthus, som viste sig ikke at være særlig anvendeligt til sit oprindelige formål. Man bankede et hul i væggen, og nu havde man et stort og et mindre teater.
Den Nye Scene var en paria og fik det lidet kærlige navn Stærekassen. Mange år senere fandt man ud af, at dette hus nok var mest velegnet til taleteater, og oftere og oftere kom det til at fungere som sådan, indtil det en dag ikke var muligt for nogen som helst at huske, at det havde været anderledes.
Teatrets ambitioner fortsatte imidlertid med at udvikle sig, og nu kan de slet ikke være i sin krop. Det begyndte med, at man fandt ud af, at det store teater også skulle lave nogle mindre forestillinger, man kaldte dem eksperimenterende, og man besluttede, at sådanne forestillinger skulle opføres i et kælderrum i en hjørneejendom i nærheden (i Ny Østergade). Dette lokale var dog ikke skabt til teaterformål, ja det var faktisk så uegnet, at nogle publikummer måtte sidde rundt om et hjørne, således at de kun kunne se noget af det, der foregik på scenen. Det var i sandhed et eksperiment! Man kaldte det Comediehuset. Efter en ti-årig periode opgav man dette lokale, da et forsamlingslokale blev ledigt i Niels Hemmingsens Gade. Det fik navnet Gråbrødrescenen, og dér viste man i de følgende 10 sæsoner teatrets »små« skuespilforestillinger. Ambitionerne fortsatte med at udvikle sig, og da et tidligere varmeværk stod tomt i midtbyen (i Borgergade), overtog man to store industrilokaler, og indrettede dem nødtørftigt til »råt« teater. Det har nu også levet i et ti-år.
I alle årene har staten været den store mæcen til teatret. For det var jo Folkets hus med stort K(ultur) / K(øbenhavn). Men i mellemtiden er der så kommet en stor privat mæcen på banen, og han har med stor indlevelse og dispositionsret over en større sum penge banet vejen for, at der blev bygget et nyt stort teaterbyggeri på Dokøen med to scener til syngeteater og danseteater. Lidt forvirrende kaldet Operaen. Så nu synges og danses der i to teatre. Og det sidste skud på scene-stammen er, at der derfor (!?) også bygges et nyt hus med to-tre scener til det kongelige taleteater på Kvæsthusbroen, som åbner i foråret 2008. Et modsvarende batteri af tekniske faciliteter er opbygget i takt med de primære aktiviteter, og der er skabt en ny selvstændig enhed, en veritabel kulissefabrik.
Der var et, der var to, der var tre teatre, ja, nu råder Det Kongelige Teater over seks relativt store faste scener, kunstarterne skal ikke længere kæmpe med hinanden om den begrænsede plads. De er givet rammer og muligheder, så de hver især bør kunne klare sig. Der er nu i princippet to scener til hver kunstart, og dertil kommer turnéaktivitet og udendørsaktiviteter af en anseelig mængde.
Ser vi på resultattavlen, så er der meget at glædes over. Den store virksomhed er blevet toptunet over de sidste mange år. Der er gjort meget for at effektivisere og rationalisere arbejdsgange, man har øget teaterhusenes volumen, øget aktivitetsniveauet, øget forestillingernes volumen, lavet mere avancerede opsætninger, og aldrig før har dette teater haft et så varieret repertoire. Teatret har øget omsætningen og har i dag flere publikummer end nogensinde.
Det kræver noget helt specielt, men eksperter udi logistik og transportsystemer har konkluderet, at når man ser bort fra de øvre administrative lag, så er dette teater i sin grundform ikke anderledes end andre teatre; teatret er ikke en organisation men i højere grad en organisme. Der er ikke en ensartet fremgangsmåde til frembringelse af virksomhedens mange slags produkter, og arbejdet synes ikke at foregå i en konkret turnus med faste strukturer. Hvordan hver især finder frem til, at netop han/hun/det skal være dér, hvor de nu passer ind i sammenhængen på det rette tidspunkt, det er udefra set meget vanskeligt at fåøje på. Det er en sag, som kreative hjerner kan håndtere, ikke systemer.
Kommunikation er det redskab, som de alle arbejder med; det lader sig ikke gøre at nå til særlige fælles resultater, hvis der ikke bliver kommunikeret, og det, de er samlet om, er at fortælle andre mennesker beretninger, som de kan have glæde eller gavn af at stifte bekendtskab med. Dét er kernen. Der er en sjæl i teatret. Ikke i systemer, ikke i at være store, som i industrivirksomheder, der producerer mængder af ensartede varer.
Som publikummer læner vi os frem i stolen i ærefuld ærbødighed og forventningsfuld spænding og følger jer i mål. Til alle hver især, der løftede og bar, skal der under alle omstændigheder lyde en tak for en flot indsats. Vi har været vidne til et virkeligt eventyr, og det bliver fremdeles eventyrligt for nye generationer. Det Kongelige Teater har vundet over sig selv! Dét er kongeligt. Ja, det er mageløst.
Indtil videre har det været hensigtsmæssigt, at der var en centraladministration. Men Det Kongelige Teater er ikke længere det teater, det var engang. Nu er bygningsmassen fuldendt, der er skabt tidssvarende rammer til alle, og nu mangler kun sidste fase tilsyneladende at blive udmøntet. Om et øjeblik er der helt nye forudsætninger; mon ikke det ender med tre store teaterhuse med hver deres identitet: opera, ballet og skuespil, som dybest set ingenting har til fælles, bortset fra at Operaen og Balletten begge har behov for et orkester, og at de alle udspiller sig på en scene, at alle har behov for værkstedsfaciliteter, samt at alle handler med hinanden, fordi teatrene har et almindeligt formaliseret samarbejde.
Der er således ikke længere et meningsfuldt grundlag for, at kunstarterne hænger sammen. Hvad er meningen med at have et øvre administrativt lag? Hvis man ellers er enig om, at nærhed i beslutningsprocesser er en kvalitet.
Nu hvor træerne er ved at vokse ind i himlen, er det værd at overveje at lade chefen gå uden at ansætte en ny og give hver kunstnerisk særegenhed større suverænitet. Er det vigtigt, endsige nødvendigt, at hele baduljen fortsat styres af én »overvirksomhed« den 5. kunstart? Eller er det nu tid at give de kunstneriske chefer ansvar på samme vilkår, som andre virksomhedsledere har ansvar for deres virksomheder, for såvel produktionsapparat, produkt, økonomisk sammenhæng og segmenter som kunstnerisk frihed?
Centraladministrationens rolle er udspillet. Visse funktioner kan naturligvis med fordel fortsat være i fællespulje, herunder bl.a. bogholderi og lønudbetaling, og værkstederne kan være en central, hvor alle scener kan købe ydelser på samme vilkår. Og hvis man i særlige tilfælde føler behov for at løfte i fællesskab, så er der jo ingenting til hinder for, at man gør det.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
