Vi kendte kronprinsen. Vores nye konge står mindre klart for os

»Længe leve Hans Majestæt Kong Frederik 10.!«

Når statsminister Mette Frederiksen (S) i dag klokken 15 udråber landets nye konge fra balkonen på Christiansborg, begynder en ny tid for danskerne.

Vi har det jo med at opregne vores liv efter vores monarker, bruge deres regeringsperiode som et af tidens taktslag. Når regentens tid er til ende, og en ny tager over, stopper vi op og tænker lidt over vores egne liv. Ser tilbage på den tid, vi selv har haft på Jorden i det samliv, de fleste føler, vi har med Kongehusets medlemmer. 

Mange af os spejler vores liv i deres. Vi bruger lejligheden til at mindes. Gør måske ligefrem en lille smule status.

Måske er der også nogen, der mister fodfæstet et kort øjeblik.

Det var så sandelig også et dramatisk budskab, Dronningen havde til sit folk nytårsaften. Havde hun i sin tale ikke netop talt til os om de skræmmende krige ude i verden og om, hvordan vi ikke måtte lade konflikterne påvirke vores danske sammenhold? 

Vist os, at hun var det anker af eftertænksomhed, den faste grund under fødderne, vi har opfattet hende som. Et nationalt samlingsmærke, en del af vores identitet. Og så valgte hun at bidrage yderligere til følelsen af ustabilitet ved at abdicere?

Forsvinder i dag

Efter 52 år på tronen er dronning Margrethe blevet det, en monark kun kan gøre sig forhåbning om. Hun er blevet symbolet på Danmark. Nationens moder. Det vidner de taknemmelighedsytringer, de mange sympatitilkendegivelser, der i de seneste uger er strømmet mod den afgående monark, om.

Vi troede, Dronningen skulle indtage den position, til hun drog sit sidste suk. Sådan skulle det ikke være. Den tryghedsfølelse, hun har formået at give os, er nu en del af danmarkshistorien. Den forsvinder i dag.

Vi ved, hvad vi havde. Men ved vi også, hvad fremtiden indebærer? Vil hendes søn kunne samle os helt på samme måde som sin mor?

Der er ingen tvivl om, at det bliver noget andet med kong Frederik ved roret. Det behøver vi sådan set bare spørge den nye konge om selv.

Ved gallamiddagen i anledning af sin mors 50-års regeringsjubilæum gjorde han noget, der egentlig var en smule uartigt. Men som også var en del af en nøje overvejet strategi, der skulle imødekomme netop den tvivl, som nogle danskere måske havde, når de tænkte på, hvordan det dog skulle gå, når dronning Margrethe ikke længere samlede nationen: Han talte om sig selv.

Han foretog dristigt den direkte sammenligning, han godt ved, han er genstand for rundtomkring i de danske hjem. Han opregnede sine egne dyder og sammenholdt dem med sin mors. Der var ikke meget, der lappede over. Essensen af sammenligningen var vel nogenlunde sådan her, hvis man tillader sig at tolke lidt på den:

Hun var en klassisk dannet, kunstnerisk, sprogligt begavet kvinde. Han var en sportsinteresseret, moderne mand, der måske nok af og til »ledte efter ordene«, men som alligevel var i stand til at bygge broer mellem mennesker. Hun var en smule fjern, indadvendt, lidt gammeldags. Han var udadvendt, moderne og mindre kompliceret.

Og han drog selv konklusionen på den sammenligning, han havde ridset op, uden direkte at gøre det. Det usagte budskab var immervæk tydeligt. Danskerne fik noget andet. Men det, de fik, var godt nok. 

Han var klar, den dag det blev hans tur.

Og den dag er i dag.

Skal stå sit livs prøve

»I ensom majestæt« er et udtryk, der indgår i det danske vokabular. Det gælder i mere end en forstand i kongens tilfælde. Nu er han den udvalgte, den suveræne.

Alt afhænger af den alvor, den pligtfølelse, han griber sin rolle an med. De glade dage som danskernes uformelle tronfølger er forbi. Det er nu, han skal stå sit livs prøve. Det er nu, han skal sætte alle sine kræfter, hele sin menneskelige formåen, ind på at løse den opgave, som kun han kan løse. Det er nu, han skal bevise, at han kan blive den samlende enhed, som embedet fordrer: Konge, konge, kom nu frem!

At han kan aftvinge danskerne den respekt, men også den hengivenhed, der er en forudsætning for at lykkes.

Han har to store styrker.

Dronningen så det i sin tid som en stor fordel, at hun havde et andet køn end sin forgænger. En sammenligning stod ikke ligefor. Det samme aktiv bærer den fremtidige konge naturligvis med sig.

Men han har også en anden kapital: 

Rigtig mange danskere nærer stor sympati for ham. 

De fleste kan bare rigtig godt lide ham: For han er en af vor egne! En rigtig guttermand.

De kan godt lide hans uformelle stil, hans evne til at forekomme usnobbet. Hans friske maskulinitet, hans uforstilte væsen. Man kan også kalde det den tilgængelige, gennemsnitlige almindelighed, han tilsyneladende stræber efter at repræsentere. Og de varmer sig ved den ukomplicerede optimisme, han udstråler »med et skævt smil på læben« – for nu at bruge et udtryk, han flere gange selv har brugt.

De omfavner den menneskelighed, der udgår fra ham, når han en smule leddeløst inspicerer sin stive livgarde, så kun den flotte gallauniform tilsyneladende adskiller ham fra os andre. De abonnerer på ideen om, at intet må blive for højtideligt her i landet, og kongen tager med sit uformelle væsen brodden af den stive formalitet, der omgiver ham.

Han ejer ikke den aura af et venligt, men distancerende armslængdeprincip, der karakteriserer hans mor. Ham kan man drikke en bajer med eller give en highfive, og den evne til at være i øjenhøjde med almindelige mennesker kan et moderne Danmark godt lide.

En bølge af velvilje

Skal man tro en meningsmåling, analyseinstituttet Voxmeter har foretaget i dagene efter Dronningens overraskende nytårstale, mener hele 82 procent af danskerne, at hendes ældste søn vil egne sig godt eller meget godt til at være konge. Et skudsmål, som kun overgås af den kommende dronnings. Hele 86 procent mener, at tidligere kronprinsesse Mary vil blive en god eller meget god dronning.

Danskerne har i snart flere år haft mulighed for at følge deres arbejde, og selvom kongeværdigheden indebærer visse andre forpligtelser, er der ingen tvivl om, at den aktivistiske linje, det tidligere Kronprinspar har indtaget, flytter med. 

Også i fremtiden vil vi se dem sætte deres egne personer ind i et ønske om aktivt at påvirke den verden, vi lever i. Lokalisere og engagere sig i tidens brændende spørgsmål, hvad enten det er klima og bæredygtighed eller kvinders og børns muligheder og rettigheder, det handler om.

Det er næppe forkert at sige, at Danmarks næste konge glider over i embedet på en bølge af velvilje. Vi ved, hvad han står for, vi kender hans måde at gøre tingene på. Og ovenikøbet har danskernes kloge, gamle og højt estimerede dronning givet ham sin velsignelse. Han er den hidtil bedst uddannede monark, der sætter sig på Danmarks trone. Han er 55 år. Han har haft tid til at øve sig. 

Med andre ord: Der er ingen grund til at undervurdere landets nye konge.

Læg dertil, at institutionen trods alt er vigtigere end de mennesker, der befolker den. Den står stærkt i det danske samfund som en slags garant for demokratiet – trods det paradoksale i anskuelsen. 

Men meget afhænger naturligvis stadig af, at den kongelige familie og i særdeleshed den monark, der tegner huset, forstår spillereglerne.

Derfor står den nye konge stadig foran en stor udfordring, når han i dag påbegynder sin hidtil mest krævende »Royal Run«. Nu skal han leve op til tilliden. Det er ikke nok at sige, man er klar, man skal også bevise det. Arbejde hårdt på at bevare den stærke følelse, danskerne har af at kunne regne med ham.

Skal vokse med opgaven

Det kræver en ekstra indsats. Han skal arbejde mere intenst end nogensinde på at vise os, at han har forstået, at kongeværdigheden ikke blot er et privilegium. Den er også den største ære, et folk kan vise nogen.

Han kan ikke udelukkende forlade sig på folkeligheden. Der skal mere til. Han må have lov til at vokse med opgaven, men det skal han også.

Kongen er ikke berømt for at forberede sig. Det skal han arbejde på. Kun gennem en ekstra indsats kan han overbevise om, at han ejer den gravitas, der skal til for at fylde kongeværdigheden ud. Skal han lykkes fuldt ud i rollen, kræver det – ud over den varme, han besidder – også ægte nysgerrighed, forberedelse og fuld tilstedeværelse. Det er ikke nok at forlade sig på charmen, rutinen og førstefødselsretten.

Længe var han den modvillige monark. Slog sig i tøjret i forhold til at acceptere den skæbne, der var hans. Der er vi ikke længere. Han vil gerne. Gradvist har han lært at omfavne sine forpligtelser. Men gentagne gange er han alligevel vendt tilbage til et ønske om bare at leve så almindelig et liv som muligt. Og han har af og til udfordret de rammer, der er sat op om hans tilværelse.

Han har gennem årene lejlighedsvis demonstreret, at han stadig kan nære en vrangvilje mod at ville tilsidesætte sine egne tilbøjeligheder af hensyn til sin position. Men det råderum, han måtte have haft som kronprins, har han ikke som konge, selvom danskerne vil tilgive ham meget. Nu er det ham, der tegner butikken og udstikker kursen. Nu er det ham, der er Kongehuset. Nu er det ham, der skal udstråle, at han har forstået opgaven og er i stand til at værne om institutionens værdighed.

De kongelige skal ikke være umenneskelige og ufejlbarlige, men de skal være forbilleder. Det kræver dedikation og pligtfølelse.

Og med til at forberede sig hører også en styrket indsats for at have svar på rede hånd, når pressen spørger. Han skal lære ikke at udtrykke sin foragt for ubehagelige spørgsmål, som journalisterne forsøger at udfritte ham om, men være indstillet på at glide af på det, han ikke kan svare på eller finder ubehageligt, på en troværdig måde. Forstå, at han har mindst lige så meget brug for pressen, som den har for ham.

Han største udfordring i embedet bliver i det hele taget at påtage sig rollen som den, der i ord kan tolke, hvem vi er som danskere, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.

Vi er godt vant, mindre kan også gøre det. Men formidlingsevnen er blevet en uhyre vigtig del af monarkens opgave i et moderne samfund – ikke mindst i takt med at kongehusene i stigende grad gerne vil involvere sig i nogle af samfundets mest brændende spørgsmål. 

Kongen har som nævnt selv beskrevet, at han ofte leder efter ordene. Men evnen til at sige det rigtige på de rigtige tidspunkter er afgørende for at give embedet sjæl og substans, betydning og vægtfylde. Så den må han øve sig på.

Ikke en rolle, man kan spille

Når det så er sagt, når alle formaningerne er afleveret, må vi huske på, at tanken bag monarkiet er, at det går i arv til den, der står først for. Det er ikke et hverv, der skal søges af den, der til punkt og prikke opfylder alle de kvalifikationer, jobbet kræver. 

Det eneste vi reelt kan forlange er, at vi kan mærke, at man gør sig umage. En monark må være, som han eller hun nu er. Han eller hun må først og fremmest finde sig selv. At være konge af Danmark er ikke en rolle, man kan spille. Det er en opgave, man må fylde ud med den, man er.

I dag er en festdag. En glædens dag. 

Vi siger tak til dronning Margrethe 2. for hele den indsats, hun har ydet gennem et langt liv. 

Vi hilser en ny, populær konge og hans dygtige dronning velkommen med varme og forventning. Det er dem, vi fejrer. Men det er også os selv som danskere og det land, vi bor i, vi kipper med dannebrogsflagene for. Fordi vi betragter institutionen det danske kongehus som en fuldt integreret del af dem, vi er. Vi har aktier i sagen.

Vi ved, hvem kronprins Frederik var. Men hvem er kong Frederik 10.?

Det glæder vi os til at finde ud af.

Jakob Steen Olsen er Berlingskes kongehuskommentator