Det er officielt en kamp mod antisemitisme og politisk vold: Donald Trump-administrationens kulturkrig mod de amerikanske universiteter. 

Og nu rammer kampen en europæisk, royal familie.

Belgiens kommende dronning, prinsesse Elisabeth, risikerer nemlig at være nødt til at lade sig udskrive fra Harvard University som følge af Trump-administrationens dekret, der har til formål at ramme Harvard, hvor det gør ondt. Det skriver mediet Politico.

Den 23-årige prinsesse Elisabeth er ældste barn af kong Philippe og dronning Mathilde. Hun mangler et år for at færdiggøre sin kandidat i offentlig politik på det prestigefyldte amerikanske universitet. 

Men det år bliver måske ikke til noget.

Torsdag fratog Trump-administrationen Harvard retten til at optage udenlandske studerende. Donald Trump mener, at universitetet promoverer antisemitisme og politisk vold. 

I samme ombæring udtalte USAs minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, at udenlandske studerende skal udskrives af Harvard og overflyttes til andre institutioner, hvis de vil bevare deres opholdsstatus.

Kulturkrig ender i retten

Trumps administration ligger i åben krig med landets universiteter, og Harvard University har dannet fortrop.

Harvard har selv lavet en redegørelse, som viser, at der faktisk er et problem med antisemitisme. Et problem, som universitetet bebuder at løse.

Men det er ikke den egentlige grund til Trumps sanktioner. Universitetet har nemlig nægtet at udlevere oplysninger om sine internationale studerende – data, der ifølge myndighederne kunne føre til deportation.

Og fredag besvarede Harvard Trump-regeringens angreb med endnu et sagsanlæg mod forslaget. En dommer i Boston blokerede derefter, på universitetets anmodning, for en hurtig implementering af Trump-regeringens ordre.

Trumps dekret kan ende med at ramme over 7.000 udenlandske studerende – næsten en fjerdedel af Harvards studerende.

Det belgiske kongehus oplyser til Politico, at man »undersøger situationen nærmere« og forventer mere klarhed i løbet af de kommende dage og uger.