BBC erkender nu, at de begik fejl, da tv-stationen i sidste uge foretog et interview om prins Harry.
I interviewet gav sikkerhedsekspert Richard Aitch, prins Harry ret i påstanden om, at prinsen var udsat for et »godt gammeldags komplot fra etablissementet«.
En påstand prins Harry selv har fremlagt, i et omtalt interview til BBC, om den sag, hvor han endnu gang tabte retten til politibeskyttelse.
Efter kritik erkender BBC nu, at de skulle have udfordret og anfægtet den påstand.
På deres hjemmeside skriver BBC, at de manglende kritiske spørgsmål er »et brud med vores ellers høje standarder.«
BBC skriver desuden, at de burde have forelagt prinsens og sikkerhedseksperten hårde anklager over for det britiske kongehus i Buckingham Palace og det britiske indenrigsministerium.
Sagen er »omhyggeligt« undersøgt
I fredags sagde prinsen til BBC, at han gerne vil genforenes med sin familie. Derudover gav prinsen også udtryk for, at han ikke ved hvor længe hans far, kong Charles, er i live, og at han derfor gerne vil have kontakt til ham igen.
Samtidig beskyldte han dog sin familie for ikke at kere sig om ham og hans families sikkerhed.
Ifølge den seneste kendelse fra det britiske retssystem har prinsen dog ikke ret til politibeskyttelse, fordi han og hans hustru Meghan Markle valgte at forlade kongehuset i 2020.
Prinsen mener dog, at han har brug for denne sikkerhed.
I BBCs rettelse af interviewet har public service-mediet indhentet en kommentar fra Buckingham Palace. Her skriver kongehuset:
»Sagen er blevet undersøgt gentagne gange og omhyggeligt af domstolene, med samme konklusion hver gang.«
Indenrigsministeriet skriver til BBC, at de er glade for at have fået medhold i sagen, da det britiske sikkerhedssystem er »strengt«, og ikke kan »give detaljerede oplysninger om disse ordninger, da det kan kompromittere deres integritet og påvirke enkeltpersoners sikkerhed.«
Richard Aitch skriver på X, at han ikke synes, interviewet krævede BBCs undskyldning. Han skriver, at han stadig mener, at rettens afgørelse er et »komplot«, da vurderingen, ifølge Aitch, er baseret på den »juridiske proces« og ikke på baggrund af en »trussels- og risikovurdering«.