Prins Joachim og prinsesse Marie bliver i USA i hvert fald frem til sommeren 2027. Det står klart, efter at prinsen i et interview til Berlingske fortalte, at han har forlænget sin kontrakt som forsvarsindustriel attaché på den danske ambassade i Washington.
For nogle kommer beslutningen som en overraskelse. Parret har tidligere gjort det klart, at opholdet var midlertidigt, og at de på sigt ønskede at vende hjem til Danmark.
Men ifølge Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, peger meget på, at den kongelige rolle allerede har flyttet sig for parret. Det fortæller han i dagens udgave af nyhedspodcasten »Pilestræde«, hvor han sammen med Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, diskuterer nyheden.
»Det har stået klart meget, meget længe, at prins Joachim og prinsesse Maries rolle i forhold til Kongehuset er i udlandet,« siger Jacob Heinel Jensen.