Kongehuset har netop udsendt en pressemeddelelse om det, som er årets helt store royale overraskelse.
Prins Joachims børn mister deres prinse- og prinsessetitler.
Prins Nikolai og prins Felix, som prins Joachim har med grevinde Alexandra, og prinsesse Athena og prins Henrik, som han har med prinsesse Marie, skal fremover alene tituleres som excellencer samt henholdsvis greve og grevinde af Monpezat.
Hoffet meddelte allerede i 2016 at det kun bliver prins Christian, kronprins Frederik og kronprinsesse Marys førstefødte, som i fremtiden som voksen vil modtage apanage, og Kongehusets beslutning om de nye titler skal ses i denne sammenhæng.
»I april 2008 tildelte Hendes Majestæt Dronningen sine sønner, deres ægtefæller og deres efterkommere titlen af greve, grevinde og komtesse af Monpezat. I maj 2016 blev det desuden meddelt, at Hans Kongelige Højhed Prins Christian som den eneste af Dronningens børnebørn forventes at modtage årpenge fra staten som voksen,« hedder det i pressemeddelelsen.
»I naturlig forlængelse heraf har Hendes Majestæt besluttet, at Hans Kongelige Højhed Prins Joachims efterkommere med virkning fra den 1. januar 2023 alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, idet deres hidtidige titler som prinser og prinsesse til Danmark bortfalder. Prins Joachims efterkommere vil således fremover skulle tiltales som excellencer. Dronningens beslutning ligger i tråd med lignende tilpasninger, som andre kongehuse på forskellig vis har gennemført i de senere år,« står der i pressemeddelelsen.
Kongehuset begrunder desuden beslutningen om de nye titler med, at ændringerne svarer til det, man ser i andre europæiske monarkier.
»Hendes Majestæt Dronningen ønsker med sin beslutning at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer,« står der i pressemeddelelsen.