Lene Balleby, Kongehusets mangeårige kommunikationschef, fratræder sin stilling, meddeler Kongehuset.
Hun har stået i spidsen for Kongehusets kommunikations- og pressearbejde siden 2008. Og tidspunktet for hendes opsigelse er naturligt, siger Jakob Steen Olsen, der er Berlingskes kongehuskommentator.
»Vi har haft et tronskifte, som man nu roligt kan sige er gennemført, alt er gået efter drejebogen, og Kongehuset er tilsyneladende mere populært end nogensinde. Så Lene Balleby kan med sindsro overgive tøjlerne til en anden,« siger han.
Lene Balleby har været en del af ledelsen i Kongehuset i en periode, hvor kommunikation er blevet vigtigere og vigtigere for Kongehuset.
»Vi lever i en tid, hvor internettet påvirker os allesammen. Alle har en mening om alt, og det gælder også Kongehuset. Det er Lene Ballebys fortjeneste, at Kongehuset er kommet på sociale medier og bruger dem aktivt,« siger Jakob Steen Olsen.
Man ser arbejdsom ud
Instagram, hvor Kongehuset har 1,1 million følgere, er således blevet Kongehusets væsentligste kommunikationsplatform.
Her kan Kongehuset demonstrere, at det er arbejdsomt, og danskerne kan få en form for kurateret indblik i de kongeliges privatliv.
»Dermed kan man skabe den identifikation, man gerne vil,« siger Jakob Steen Olsen.
Som eksempel kan nævnes en video fra tronskiftet, der viser lidt af det, der foregik bag dørene til balkonen, hvor Kongen trådte ud.
Til tonerne af Coldplay ser man Kongen med tårer i øjnene og den støttende familie bagved, idet han træder ud på balkonen for at vinke til sit folk.
At skærme eller ikke at skærme
Men Kongehuset kan selvfølgelig ikke styre, hvad der foregår alle andre steder på sociale medier, ligesom pressen måske i mindre grad end før betragter Kongehuset som noget, der har en særstilling i forhold til andre offentlige institutioner.
»Alt det har Lene Balleby skullet finde nye strategier for. For den gamle model med never complain, never explain, altså ideen om, at man kan stikke hovedet i busken, når der er kritik, holder ikke mere,« siger Jakob Steen Olsen.
Afløseren for Lene Balleby skal kunne navigere i, at kravene om transparens er stadigt stigende.
»Skal man skærme de kongelige i højere grad end nu? Eller indebærer det, at kongelige ville virke fjerne og uautentiske for den danske befolkning?« siger Jakob Steen Olsen.
Transparens gælder også Kongehusets økonomi og arkiver. Noget, som Kongehuset kun i begrænset grad deler med offentligheden.
»Det kan blive en god idé at dele mere ud, end man er tvunget til. Altså eksempelvis at lægge sin økonomi frem, selvom man ikke lovmæssigt er tvunget. At være mere proaktiv i forhold til, hvad der vil være rigtigt at gøre,« siger Jakob Steen Olsen.
Samtidig ser vi et mere aktivistisk Kongehus, der sætter sig selv i spidsen for eksempelvis klimakampen, kvinders rettigheder eller lgbt-spørgsmål.
»Og Kongehuset skal være rustet til at forsvare sig i moralske og politiske diskussioner om det,« siger han og fortsætter:
»Det kræver nok, at afløseren er en hård nyser, som kan skabe sig respekt udadtil og indadtil,« siger Jakob Steen Olsen.
Arbejdet med at finde en afløser – hård nyser eller ej – pågår, skriver Kongehuset.
Lene Balleby fratræder sin stilling 1. februar.