Er det et problem, at der florerer en historie om, at kronprins Frederik har været en privat tur i Madrid, og at han har overnattet hos en kvinde, der ikke er hans hustru?
Hvad enten historien er sand eller ej?
Svaret er ja.
Det spanske ugeblad Lecturas har kørt hårdt frem med en forsidebasker, der handler om, at den danske tronfølger for et par uger siden er blevet set i selskab med den mexicanskfødte societykvinde og tidligere model Genoveva Casanova i den spanske hovedstad. Og at han angiveligt skulle have overnattet i hendes lejlighed, mens hans hustru, Kronprinsessen, var på officielt opdrag i New York.
En historie, der nu kører verden rundt og bliver citeret i en lang række medier.
Lad det være sagt med det samme, og nu skal man lytte efter:
Ingen – ud over det spanske ugeblad og de berørte parter – aner, om historien om en romance mellem Kronprinsen og kvinden er rigtig eller det rene opspind: Måske er den et resultat af den notorisk grænsesøgende spanske sladderpresses fantasi.
Vi ved bare, at redaktøren på bladet holder fast i sin fortælling, og at bladet har offentliggjort nogle intetsigende billeder af den danske tronfølger og Casanova i selskab med hinanden. Vi ved også, at Genoveva Casanova har faret hårdt ud og kræver et dementi og har pudset sine advokater på bladet.
Hun har fortalt den spanske presse, at hun og Kronprinsen blot er venner gennem fælles, ikke nærmere beskrevne, bekendte, og at hun blot trådte til, da en ven var blevet syg og derfor ikke kunne ledsage Kronprinsen på kunstmuseum.
Det danske kongehus har derimod ladet det spanske ugeblad Hola vide, at man af princip ikke udtaler sig om de danske kongeliges privatliv, som man beder om bliver respekteret.
En pressestrategi, der lægger sig i forlængelse af en gammeldags, kongelig linje for damage control: never complain, never explain. Man skal ikke nedlade sig til at kommentere noget som helst, for alene i dét ville der ligge en eller anden form for anerkendelse af problemet. I stedet signalerer man, at man er hævet over den slags.
Kommunikationseksperter er enige om, at dén strategi i dette tilfælde viser sig at være problematisk. Den giver anledning til mere spekulation: Er der alligevel noget i det? Og samtidig er henvisningen til, at man hæger om »privatlivets fred« for de kongelige, herunder Kronprinsen, uheldig: Er det kronprins Frederiks ret til et hemmeligt privatliv, man ønsker at beskytte?
At dømme efter den omtale, historien fortsat genererer, er der i hvert fald ingen tvivl om, at kommunikationseksperterne har ret. Fortællingen ruller ubehersket videre som føljeton, både i Danmark og uden for landets grænser.
Ruller videre
Nu må man tage hensyn til, at den kongelige kommunikationsafdeling har brug for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, så den ved, hvordan den skal forholde sig. Eller sagt lige ud: Det vil være katastrofalt, hvis man benægter, og der så dukker nye, mere veldokumenterede historier op.
Men måske man skulle skynde sig at tage bestik af, hvordan en lignende situation sidste år blev håndteret i det svenske kongehus.
Her florerede en historie om prins Daniels utroskab på diverse medier og chatfora. Endda i en sådan grad, at kronprinsparret følte, at det nåede et niveau, de ikke kunne acceptere. De følte sig nødsaget til at gå ud og dementere rygterne i en fælles pressemeddelelse for at få dem manet i jorden.
»Det var et ondskabsfuldt, falsk rygte, som vi oplevede havde store konsekvenser,« sagde prins Daniel i det portræt, svensk fjernsyn for nylig lavede af ham, da han blev 50.
Og fortsatte:
»Jeg tror ikke, at nogen fornuftige mennesker tror på det rygte længere.«
Det har han ret i.
Dræner troværdigheden
Når det generelt er et problem, at der opstår historier som denne – eller dem om Herlufsholm, prins Joachims børns titler, ECCO eller noget helt fjerde – handler det jo om, at det tærer på hovedstolen og troværdigheden, hvis ikke man får den slags sager ud af verden.
De dræner den møjsommeligt opbyggede kongelige troværdighed. Slår sprækker i den facade, der skal være der, hvis vi skal tro på, at de, der forvalter den kongelige værdighed, er særligt udvalgte. Kun lige akkurat så menneskelige, at vi kan identificere os med dem og mærke dem. Vi skal ikke vide alt om dem, for ingen kan leve op til den perfektion, de skal levere, hvis vi gør det.
Den danske kongefamilies brand består blandt andet i at være en idealfamilie, hvor alle er gode venner. I virkeligheden lidt bedre end alle os andre. Det er, for nu at sige det helt lavpraktisk, det, vi betaler dem for. Det er en del af aftalen. Det er en del af det image, der gør, at flertallet af danskerne identificerer sig med dem, respekterer dem, ser op til dem. Og det er en forudsætning for, at de kan passe deres arbejde.
Støj på linjen
Hånden på hjertet:
Hvor mange tænkte på grøn omstilling og bæredygtighed, da Kronprinsparret sammen med det spanske kongepar dagen efter offentliggørelsen af billederne fra Madrid besøgte Dansk Arkitektur Center?
Hvor mange lytter egentlig efter, når Kongehuset efterfølgende nærmest demonstrativt lægger en Instagram-video på om, at det nu er muligt at melde sig til det kongelige triumftog Royal Run?
Hvor mange tænkte mon på rygterne om Kronprinsens påståede affære og om, hvorvidt de nu er sande eller ej?
De kongelige er jo i princippet ikke meget i sig selv – sagt uden at forklejne deres indsats. De har derimod en overordentlig stor symbolsk kraft. En evne, der er indlejret i dem til at samle os, til at kaste lys på alt det gode, nogen gør i det danske samfund. I den forstand er de som et spejl, der fanger lyset og kaster det videre.
Men når der opstår støj på linjen, når negative historier er i omløb, bliver der øjeblikkeligt slukket for den evne. Så fungerer det ikke.
Også derfor skal Kongehuset se at få styr på historien om kronprins Frederiks private rejse til Madrid.
Én ting synes fair at konstatere: At kronprinsen bliver fotograferet i Madrid med en anden kvinde, er i bedste fald et udslag af dårlig dømmekraft.
Jakob Steen Olsen er Berlingskes kongehusekspert.