Dronning Margrethe adresserede i sin nytårstale, at historien om, at prins Joachims fire børn mister deres titler 1. januar, har fyldt meget i efteråret.
Især har der været fokus på prins Joachim og prinsesse Maries forhold til resten af kongehuset.
»Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til.«
»At forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder gør mig ondt,« lød det fra dronning Margrethe i talen.
»Vi har nu haft en tid med mere ro og eftertanke, og jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod.«
Ekspert: Det føltes rigtigt
Det var overraskende lige på og uden svøb, mener Berlingskes kongehusekspert, Jakob Steen Olsen.
»Det føltes rigtigt. Det føltes, som om det var dejligt at få det sagt og få renset luften,« siger kongehuseksperten videre.
BTs royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, mener, at det klæder Dronningen at være så ærlig og direkte over for hele Danmark. Men han er også usikker på, hvordan det bliver modtaget af prins Joachim og prinsesse Marie.
Jeg tror, at prins Joachim og prinsesse Marie helst ville have haft samtaler internt i familien inden denne krise. Nu bliver det så i fuld offentlighed, siger han til B.T. og tilføjer, at han er lidt målløs over den meget direkte måde, hun adresserede krisen på:
»Det er ganske uhørt, at dronningen er så direkte,« siger han til mediet.