The Minds Of 99 åbnede Orange med et brag

Det danske rockband takkede for tilliden ved at spille en af de mest medrivende åbningskoncerter på Orange Scene i årevis.

Fredag den 1. juli 2015 åbnede Minds of 99 Orange Scene på Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

»Jeg skal ud af min krop / mens jeg lever,« gjaldede det ud over Dyrskuepladsen. Ordene kom ud af munden på Niels Brandt, forsanger i danske The Minds Of 99, der onsdag aften havde fået æren at spille årets åbningskoncert på Orange Scene.

Og mere perfekte linjer kan man vel dårligt indlede Danmarks største, vildeste og potentielt set livsændrende musikbegivenhed med. For når musikken på Roskilde spiller allerbedst, er det, at man netop kan få de her sjældne ud-af-kroppen-oplevelser. Hvor man opløses i øjeblikket. Og bliver et med følelserne, lydene, lugtene og lyset. Man trancenderer.

Så vidt kom det dog ikke helt under The Minds Of 99s koncert. Men mindre kan også gøre det. Specielt når man så til gengæld får lov at mærke suset under »Ud Af Min Krop«. For det er virkelig en stor sang. Og man kan på ingen måde klandre de seks bandmedlemmer oppe på scenen for ikke at gøre deres.

For hvor andre danske bands er blevet knækket af nerverne over at træde op på landets største scene, så lykkedes det relativt hurtigt for Orange-debutanterne at ryste nervøsiteten af sig. Vi skulle ikke mere end et par numre ind, før de ramte det fænomenale gear, der på blot et år har sendt dem fra festivalens mindste scene til den største.

I solskinnet på Orange viste de, at de allerede nu - efter blot et enkelt album - har hele pakken. Med forsanger Niels Brandt som indædt og velsyngende formidler af musikkens energi spillede bandet med en fornem vekselvirkning mellem det metronomisk stramme og de helt store brus på formidable rocksange som »Et Barn Af Min Tid« og »Hurtige Hænder«.

Det helt store format

Der er grund til at glæde sig over, at vi har fået et band som The Minds Of 99, der på den ene side står på skuldrene af danske 80’er-giganter som Kliché og TV-2, men som samtidig tilfører danskrocken sit helt eget touch, sin helt egen poesi. Eller får den geniale idé at tage Tom Kristensens hyldest til søfareren Knud Rasmussen og omforme det til den knejsende energi-bombe, »Det Er Knud Som Er Død«. Den tog sig rigtig godt ud. Også denne aften.

Og som sådan gjorde The Minds Of 99 præcis det, vi havde håbet på: Viste at de både har selvtilliden, evnerne og vildskaben til at blæse deres sange op i det helt store format. Hvor de i den grad hører hjemme. Hvis de havde lænet sig meget mere ud over scenekanten, var de drattet ned.

Hvad: The Minds Of 99
Hvor: Orange Scene, onsdag