Svækket Beach Boy spillede birolle i eget show

Brian Wilson lignede en, der havde det svært under 50-års fejringen af mesterværket »Pet Sounds« i Randers torsdag aften. Til gengæld stod både sangene og hans dygtige band distancen.

I forbindelse med sin Pet Sounds 50th Anniversary Tour giver den legendariske sangskriver og sanger Brian Wilson, stifter af The Beach Boys, koncert på Værket i Randers. Til BT Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

»I guess I just wasn’t made for these times,« sang en blot 24-årig Brian Wilson tilbage i 1966. Her 50 år senere synger han dem stadig. Torsdag aften var det Værket i Randers, der lagde sal til den eneste skandinaviske koncert på hans igangværende 50 års jubilæumsturné for udgivelsen af The Beach Boys’ barokke popmesterværk, »Pet Sounds«.

Og på mange måder var det som om, at Wilson stadig ikke var kommet helt i sync med tiden selv efter et halvt århundredes søgen. Som om han stadig svævede lidt rundt i sin egen bobbel. Det tror fanden: Han begyndte allerede at lide af angstanfald og høre stemmer i sit hoved som 22-årig og har kæmpet med et skrøbeligt sind lige siden.

Men med fare for at forfalde til en lidt slidt kunstnermyte, så var det måske også samme skrøbelige sind, samme særlige sensibilitet, der gjorde ham i stand til at skabe det her helt uopslidelige, overjordisk smukke stykke album-kunst, som »Pet Sounds« er. Et album fuld af pop-musikalske lommesymfonier om knust kærlighed og uskyldstab, som alligevel i al sin fantasifulde vælde stadig den dag i dag lyder helt enormt opløftende, ja ligefrem livgivende.

Brian Wilson bag klaveret i Værket torsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Desværre kunne man ikke aflæse glæden - eller nogen andre følelser for den sags skyld - i Brian Wilsons ansigt, som han sad deroppe på scenen. Det skulle da lige være forvirring og let ubehag.

Han virkede både ved siden af sig selv, sin musik og os ude i salen. Det var som at se på en voksfigur, som han sad der med fortabte øjne bag sit alibiklaver og støttede sig til ordene på sin teleprompter. Hans var helt off, når han kortfattet kommunikerede med salen mellem numrene. Men mest smerteligt var det dog at høre ham sabotere sine egne guddommelige melodier med både hakket timing, falsk intonering og de tidligere så gyldne stemmebånd reduceret til en skrøbelig gammelmandsrøst.

Ja, det var paradoksalt nok aftenens hovedperson - manden bag alle de udødelige sange - der var kædens svageste led. Heldigvis var resten af kæden så stærk, at det på trods af Wilsons dårlige forfatning endte med at være ret så forrygende i store stræk af koncerten.

De 11 musikere omkring Wilson spillede og sang sig fornemt igennem to sæt, der stillede store krav til deres formåen og rækkevidde. Helt åbenlyst i form af de komplekse vokalharmonier, der om noget var The Beach Boys’ store signatur. Her smukt forløst af stort set alle mand, men især båret frem af Beach Boys-medstifter Al Jardine (stadig i god musikalsk form) og ikke mindst hans søn, Matthew Jardine, der tog sig af alle de halsbrækkende lyse stemmer til publikums store begejstring.

Det tidligere Beach Boys-medlem Al Jardine gjorde en god figur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

I den første time dykkede Wilson og band ned i både store hits og dybe skæringer fra tiden før og efter »Pet Sounds«. Højdepunkterne? Strandsange som »California Girls« og »I Get Around«, bilsange som »Little Deuce Coupe« og ikke mindst den romantiske doo-wop-sjæler, »Don’t Worry Baby«. Bundskraber? Numrene fra 70erne hvor gæsteguitarist og -sanger Blondie Chaplin stjal showet med pik-blues spillet med sjusket hånd og irriterende se-mig-attitude.

Hovedretten kom efter pausen i form af en fuld gennemspilning af »Pet Sounds«. Også her spillede bandetarrangementernes detaljemylder smukt frem med blæsere, fløjter, timpani, bjældeklang, orgler, theremin og kor. Der var nok at glæde sig over. Brian Wilson var bare ikke en af dem, og i sidste ende var det hans svage vokal, der satte en stopper for den fulde forløsning af perler som »God Only Knows«, »Don’t Talk (Put Your Head On My Shoulder)« og »I Just Wasn’t Made For These Times«.

Da koncerten sluttede med en løssluppen »Fun, Fun, Fun« foran en stående sal, så Wilson ud til at have det alt andet end sjovt midt i al postyret. Han lignede en, der ikke magtede mere. Derfor var det også med blandede følelser, at jeg gik derfra. Med vidunderlige melodier spillende for det indre øre. Men også med billedet af en sørgeligt uformående beach boy brændt ind på nethinden.

Hvad: Brian Wilson
Hvor: Værket, Randers, torsdag

Hør hele setlisten fra koncerten her: