Father John Misty
Orange, Roskilde Festival, fredag
★★★☆☆☆
På en festival fuld af opbyggelige budskaber og velmenende politiske paroler var Father John Misty den misantropiske modvægt fredag aften på Orange. Det hele er én stor meningsløs joke, en grusom komedie, og vi skal alle alligevel dø i sidste ende. Nogenlunde sådan kan hans budskab opsummeres på hans seneste plade, »Pure Comedy«.
Der er selvfølgelig masser af interessante mellemregninger i hans ordrige tekster, der tager favntag med noget så højtravende som selve den menneskelige tilstand, og vel bedst kan beskrives som en slags eksistentialistisk take på livet i senkapitalismen. Med flimrende skærme, galopperende overbrug og løgnagtige politikere ved magten. Her er ingen moraliseren. Blot en ironisk vrængende konstatering af tingenes sørgelige tilstand.
Rimelig nedtur. Og Father John Misty ved det godt selv, som han står oppe på Orange denne aften og synger sine sange med usvigeligt sikker røst og bakket op af sit band og strygere og blæsere fra Copenhagen Phil. De eneste gange han smiler, er når han joker om, hvor deprimerende hans sange i virkeligheden er. Oh the irony!
Hans store gennembrud kom med udgivelsen af »I Love You, Honeybear« i 2015, hvor han også spillede en helt legendarisk koncert på Roskildes Avalon-scene. Sangene var der, han havde vind i sejlene og hans über-cool boho-hipster-persona var lidt af en entertainer-åbenbaring.
Men hans forfremmelse til Orange Scene var ingen ubetinget succes. Ikke så meget på grund af sangenes sortsyn. Det var bare godt gammeldags kedeligt i lange stræk af koncerten. Hovedvægten var lagt på de mange ballader fra »Pure Comedy«, der nok er intelligente, men også ekstremt møjsommeligt arrangeret og uden de helt afgørende melodiske kvaliteter.
Og hvad værre var, så var den ellers så dynamiske performer Father John Misty selv helt statisk under de nye sange. Hele den viltre og fandenivoldske side af ham blev slet ikke bragt i spil. Men hver gang han så dykkede ned i »I Love You, Honeybear«-materialet livede han op. Og det samme gjorde koncerten.
Titelnummeret var et klokkeklart højdepunkt skarp forfulgt af sange som »Chateau Lobby #4«, »Hollywood Forever Cemetery Strings« og ikke mindst »True Affection«, hvor symfoniorkestret for alvor kom til sin ret som stedfortræder for pladeversionens mere elektroniske arrangement.
Men det var ikke nok til for alvor at løfte det stillestående helhedsindtryk. Ærgerligt når nu man ved, hvor god han kan være.
