»Hej. Hvad er meningen med livet?«
Det var et af de helt store eksistentielle spørgsmål, der hang og blinkede oppe på storskærmen. Og det allerførste publikum blev konfronteret med under Massive Attacks koncert tirsdag aften i Forum.
Svaret kom øjeblikket efter: »At kæmpe for det gode«.
Og med det var stilen lagt for en aften, hvor vi blev underlagt et visuelt bombardement af fragmenterede budskaber på den evigt flimrende skærm over hovederne på det stilskabende triphop-kollektiv fra Bristol.
Under »United Snakes« blinkede ideologiske våbenskjold som hidsige stroboskoplys og under den hjemsøgte »Man Next Door« flimrede hundredvis af den slags spørgsmål, som hvert sekund tastes ind i vores fælles digitale orakel, Google: »Hvordan får jeg ham til at kunne lide mig? Hvordan laver jeg en powerpointpræsentation? Hvordan hjælper jeg syriske flygtninge?«
Ordstrømmen virkede på underbevidstheden: Man kunne registrere enkelte ord, men de nåede ikke at blive behandlet i hjernens cortex, før nye kom til. Til gengæld satte de sig som en stemning - et ubehag - over maskinerne, institutionerne og systemerne, der dominerer vores liv. Over Brexit, terror, xenofobi og celebritykultur.
At Massive Attack gerne ville ramme lige netop os, blev kun understreget yderligere under »Inertia Creeps«, hvor aktuelle, lokale avisoverskrifter og fucked up Facebook-kommentarer løb henover skærmen på dansk. Støjberg, romaer og hvad skal en popstjerne egentlig i en flygtningelejr? Mens celebrities og ikoner fløj over skærmen - fra Einstein over Schwarzenegger til Kanye West.
Der var kort sagt nok at forholde sig til og dechifrere. Og selvom det måske nok kan være en pointe i sig selv, så var det alligevel dels lettere udmattende, dels på kanten til det distraherende i forhold til den musik, som gruppen spillede så smukt og overbevisende frem i Forums sjældent skarpe lydkulisse.
Især numrene med det jamaicanske vidunder Horace Andy på vokal var flintrende smukke: »Hymn Of The Big Wheel«, »Man Next Door« og ikke mindst »Angel«, der ligesom mange andre af Massive Attacks røgtunge, humanistiske paranoiahymner her rejste sig flot i nogle ekstra støjende sekvenser.
Til gengæld var der ikke meget ved den anden noget yngre vokalist, Azekel, som slet ikke brændte igennem på sine ellers udmærkede tracks. Synge kunne til gengæld Deborah Miller, der fik æren af at lukke ballet med to af de helt store, den groovy Billy Cobham-samplende »Safe From Harm« og så selvfølgelig den evigt smukke »Unfinished Sympathy«.
Her gav Massive Attack til gengæld helt og aldeles køb på det fragmenterede, til tider tvetydige og fremmedgørende sansebombardement, som vi havde været vidne til hele aftenen.
Først fik vi støtteerklæringer til ofrene for stort set samtlige terrorangreb det seneste år, og så trådte mennesket for første gang for alvor frem på storskærmen i skikkelse af en stribe flotte sort/hvide portrætter af flygtninge med sorgfulde øjne. »Vi er alle i samme båd,« lød det humanistiske budskab. Ren staveplade. Og et meget entydigt og unødvendigt sentimentalt punktum for en ellers glimrende koncert.
Hvad: Massive Attack
Hvor: Forum, tirsdag
Lyt til aftenens setliste her:
