Hip-hoppens hjernevridere

Søndag på Apollo klarede den danske trio Benal sig bedst når de lænede deres skæve, associerende tekster op af hip-hoppen.

Benal spiller på Apollo Countdown søndag den 28. juni 2015 på Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

I år har Apollo-scenens ydre fået et makeover og er gået fra forrige års græskar-møder-hoppeborg form til en hvid, stilren terning. Begge omgivelser passer til den danske trio, Benal, der har gjort sig bemærket med deres blanding af minimalistisk hip-hop og electronica tilsat særegne, frit associerende tekster.

Rapperen og frontmanden Benjamin lagde ikke skjul på sin nervøsitet igennem koncerten, men på intet tidspunkt faldt han vokalmæssigt igennem til trods for at han skulle gennemborende bas og dundrende beats.

Til trods for at trioen fik plads til en vens (succesfulde) frieri fra scenen var det ubestridte højdepunkt dog nummeret »Hiphop« med sit tunge, hule beat, fingerknips og duppende pad-effekter. En klub-basker af verdensklasse der ville have taget kegler selv uden gæsteoptrædenen fra Jokeren, der takkede for omkvædets chopped and screwed hyldest til Den Gale Poses »Spændt Op til Lir«.

Også den afsluttende »Bootycall« med et funky, snublende beat markerede sig, og det var i det hele taget de udprægede hip-hop tracks der fungerede bedst, da deres tyngde gav balance til bandets kringlede tekster.

Ambitiøst var det også, at trioen valgte at spille flere nye numre, heriblandt et vuggende, lidt dancehall-inspireret track, der sammen med den trippende, robotagtigte »Techno Tårer« gav rytmisk afveksling fra andre af koncertens en anelse ensformige electronica-prægede tracks.