Britiske brødre tændte op for festen foran Orange

Der var ikke meget traditionel koncert over det, da Disclosure fredag inviterede op til pop og dans på Dyrskuepladsen. Men festen var immervæk god.

Roskildefestival2015. Disclosure på Orange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Så kom dansefesten endelig til dette års Roskilde. Scenen var sat i aftenskumringen fredag med de unge britiske producer-brødre Howard og Guy Lawrence i Disclosure, der siden deres første Roskilde-besøg i 2013 bare er vokset og vokset. Og altså her to år efter - og vel at mærke uden at have udsendt et nyt album siden sidst - nu endelig var klar til at træde op på Orange.

Og det spring klarede de helt uden problemer. Vi skulle ikke mange takter ind i åbningsnummeret »White Noise« før Dyrskuepladsen blev omdannet til landets største og livligste dansegulv.

Oppe på scenen havde de to brødre gang i en fin symmetri på hver deres plateau, hvor de spillede lidt perkussion og elbas og sang på et enkelt nummer eller to. Men det gjorde ikke rigtig den store forskel. Det lød præcis som på pladen, og i og for sig kunne de vel ligeså godt være blevet hjemme.

For de har allerede gjort arbejdet med sangene fra debutalbummet »Settle«, der udover at være hamrende god dansemusik også er en af de sidste mange års bedste rendyrkede popplader. Hooksene fra de mange gæstevokalister er kæmpe store, lyden er smooth og imødekommende, mens rytmerne er hi energi og folder sig ud i et frugtbart grænseland mellem house og UK Garage.

Pop-ekstase

Det var den lyd og de hits, som Roskilde-publikummet var kommet for at feste til. Ikke for at dyrke en stjerne oppe på scenen. Her var det den rene pop-ekstase og det dansende fælleskab, der var den egentlige stjerne. Og når festen er så god som her, skulle man da være et surt skarn for at mene, at den ikke hører hjemme på Orange.

Blandt stensikre favoritter som »When A Fire Start To Burn« og »You And Me« fik vi også en del smagsprøver fra brødreparrets kommende album »Caracal«, der gled sømløst ind mellem de mere kendte numre. Og det var da her, at koncertens eneste live gæstevokalist dukkede op i form af den britiske r&b-sanger Kwabs, der selv havde spillet tidligere på dagen. Resten af tiden blev vokalerne fra navne som Sam Smith, Eliza Doolittle og London Grammar bare afviklet fra computeren.

Men det gjorde egentlig ikke noget. For så kunne vi koncentrere os om festen frem for gæsten. Og ikke mindst danse lemmerne endegyldigt af led til det afsluttende megahit »Latch«. Årets ubestridte pop moment på Roskilde 2015!

Hvad: Disclosure
Hvor: Orange Scene, Roskilde Festival, fredag