Der var lagt op til en historisk aften på Heartland Festival lørdag aften. Rammerne var perfekte: Mørket var ved at sænke sig over de smukke gamle trætoppe i parken omkring Egeskov Slot. På bakken ned mod den store Lowland Stage stod tusindvis af publikummer klar med perfekt udsyn til scenen og rigelig plads at bevæge sig på.
Og ind på scenen trådte han så, Eddie Vedder - 52-årig grunge-overlever i mere end én forstand - for første gang klar til igen at optræde under den danske sommerhimmel siden den skæbnesvangre aften i år 2000, hvor ni unge mennesker blev trampet ihjel under en Pearl Jam-koncert på Roskilde Festivals Orange scene. En tragisk begivenhed, der satte sig dybe spor hos alle involverede.
Jeg var ikke selv til stede den aften, men det er jeg sikker på, at rigtig mange andre blandt Heartland-publikummet var denne aften. Der er en forbindelse, en samhørighed, som jeg ikke er en del af. Ligesom Eddie Vedder for mig heller ikke var nogen afgørende figur i 90erne. Men for rigtig mange andre står han som en af de helt store fra 90’ernes alternative rock-bølge, en ungdomshelt, en af de stemmer, som med sin sammenbidte intensitet var med til at sætte strøm til tilværelsen i de år, hvor alt bare føltes større og vigtigere.
På Heartland Festival var det dog en Eddie Vedder uden Pearl Jam, vi fik. I et intimt, nedbarberet soloformat, der mindede ikke så lidt om 90ernes populære unplugged-format. Det var det sårede handyr alene i verden, formidlende sine egne og andres sange alene med sin stemme, el-guitar, akustisk guitar og den ukulele, der agerede musikalsk omdrejningspunkt på Eddie Vedders to eneste solo-udspil, soundtracket til »Into The Wild« (2007) og »Ukulele Songs« (2011).
Det er et format, der gerne vil signalere no-bullshit, nærhed og autenticitet. Men det er også et format, der kræver ekstremt meget af den kunstner, der vover sig ud i det. For det er meget nøgent. Der er ikke noget drønende rockband at falde tilbage på. Og det kræver ikke bare fænomenale sange, der kan tåle at stå helt rent. Det kræver også en fremragende musiker at gøre det vedvarende interessant at lytte til.
Desværre fejlede Eddie Vedder i store dele af koncerten på begge fronter. Pearl Jams sange bliver ikke bedre af at blive spillet akustisk. De levede af symbiosen mellem Eddie Vedders bidende intense baryton-vokal og den voldsomme energi, der blev spillet frem af hele bandet omkring ham. På Heartland fik vi bare Vedder-vokalen ledsaget af hans guitarspil, der ikke har i nærheden af samme personlighed og karisma som hans stemme.
Og det gjorde det altså til en meget lang aften i Egeskov. Jo, der var da bestemt gode momenter undervejs - det var f.eks. svært ikke at få en lille klump i halsen, da Vedder spillede Pearl Jams »Light Years«, som var det nummer, bandet måtte stoppe under Roskilde-koncerten dengang - men over en to timer lang seance med et hav af covernumre af alle fra Cat Stevens og The Beatles til R.E.M og Fugazi blev smørret smurt for tyndt ud. Jeg kedede mig bravt for nu at sige det lige ud.
Jeg er med på, at selvfølgelig skal Heartland booke Eddie Vedder, når muligheden byder sig. Det er som sagt historisk af helt åbenlyse grunde. Men heltedyrkelse kan også gøre blind. Musikalsk var det en middelmådig affære. Og sjusket. Flere gange måtte han stoppe op, fordi han enten sang eller spillede forkert. Numre sluttede brat og uforløst. Og da han fik besøg af ellers skønne Chan Marshall aka. Cat Power på scenen fik de nærmest ingenting ud af det. Hun var ude igen efter to minutter. Meget undervældende.
Men Eddie Vedder har fortjent meget goodwill blandt sit hengivne publikum, og selvom det var musikalsk undervældende, så var der også noget rørende ved den samhørighed, der opstod mellem grunge-overleveren og det meget ærbødigt lyttende publikum. Det var bare på ingen måde nok til at løfte koncerten derop, hvor et headliner-slot på Heartland Festival hører hjemme.
Hvad: Eddie Vedder
Hvor: Heartland Festival, lørdag
