Woody Allen & his New Orleans Jazz Band
Amager Bio, mandag aften
Hvem er denne Woody Allen?
Helt overflødigt spørgsmål. Såvel alskens filmentusiaster som et vægtigt udbud af menigmand kan berette i timevis om denne nu 81-årige mands herlige film, ofte centreret om hans egen mildt sagt neurotiske figur. Samt om hans alt andet end problemforladte privatliv.
Heldigvis forstår denne mand at slappe af. Og det gør han ved at spille New Orleans jazz. Og for dem, der ikke er så velbevandrede i dette begreb, kan det oplyses, at det er jazz i sin oprindelige skikkelse, altså sådan som den tog form i New Orleans og omegn for lidt over 100 år siden.
Efter Anden Verdenskrig fik denne stil en »revival«, der i særlig grad slog ned i Danmark – med mange fine orkestre til følge, og i det perspektiv var det ikke musikalske mirakler, der mandag aften blev budt på i den fyldte Amager Bio.
Men det var absolut OK. Og mere end det. Det var charmerende og underholdende. Her var Woody Allen med sin klarinet og med det band, han har hygget sig med i årtier. Og i det første af hans tre – korte og venlige – verbale indslag sagde han, at de spillede til fælles glæde og ville give deres »best shot«.
Og så var Woody Allen ellers blot et medlem, en klarinettist, i et band, der med veloplagthed leverede musik i den gamle stil og med det gamle repertoire. Og heldigvis var det langt fra de mest fortærskede numre, der kom på banen. Tværtimod.
Bemærkelsesværdigt var det tillige, at trommeslageren John Gill var ganske diskret, ja, grænsende til det usynlige, og uden mindste tilløb til en trommesolo. Det var fint. Og det samme var det øvrige rytmiske fundament, altså bassisten Greb Cohen og pianisten Conal Fowkes plus den egentlige orkesterleder, banjospilleren Eddy Davis, som virkelig formåede at spille musik på sit fordomsbelastede instrument.
Og det, der så bekræftede, at der var tale om autentisk New Orleans-jazz, var frontblæserne, altså basunisten Jerry Zigmont, trompetisten Simon Wettenhall og klarinettisten Woody Allen, der sammen bød på den karakteristiske kollektive og kontrapunktiske leg med temaer og improvisation over samme. Og det fungerede upåklageligt – de to messingblæsere med velklang og autoritet, og så Woody Allen. Ja, hvordan var det med hans klarinetspil?
Ikke det mest elegante i denne verden. Tonerækkerne blev leveret med udpræget staccato, og klangligt var vi ofte ovre i det, der hedder piv, hak, kvæk og gnæk. Men det var alligevel godt, for der var idé og fantasi og – ikke mindst – et stort hjerte – bag.
Ja, hvis nogen spillede en optagelse med orkestret, ville jeg øjeblikkeligt kunne genkende det i kraft af netop Woody Allen. Kort sagt - også som klarinettist er han en mand med identitet. Ja, en kunstner.
Efter en god times god musiceren blev det tid for et ekstranummer. Og det blev faktisk til fire af slagsen, som tilmed skulle vise sig at blive koncertens kunstnerisk kulmination. Musikerne var tydeligvis glade for tid og sted og spillede godt ud over rampen.
Og ganske mindeværdig blev Irving Berlins »Easter Parade«, både i kraft af Eddy Davis’ dejlige vokale foredrag og – ikke mindst – Woody Allens naivistiske lancering af den udødelige melodi.
Så smukt!
